Fortællinger fra mit liv.

Historie om en sten.



Jeg gik forbi denne sten på Sandviggårdsvej og tænkte at der måtte være en historie bag, jeg efterlyste oplysninger på Facebooksiden "Hillerød før og nu" og fik flere forskellige historier/versioner. 

Her er oplysningerne jeg fik via Facebooksiden "Hillerød før og nu":

Stenen er sat til minde om skovridder Niels Pedersen, og indsat i gærdet af daværende ejer af Sandviggård Proprietær Koch.

Der er lidt tvivl om korrektheden af årstallet 1745, idet inskriptionen blev hugget op igen, og stenen kan have være forvitret så tallet har været svært at læse.

Der er også tvivl om måden Neils Pedersen døde på - nogle kilder siger fald fra et træ - andre at der var skovridderfruen der satte stenen da hun mistede sin mand ved et jalousidrab.

 

Den anden historie er mere romantisk og begynder en dag i Frederiks den 4 regeringstid, Da kom kongeparret kørende i i kareten fra til Fredensborg fra København, foran løb den kongelige løber Herman Just (En vej i Østbyen er opkaldt efter ham) med sin gyldne stav og blomsterhue. Da vogntoget kom til slottet faldt han død om. Han efterlod en datter Magrethe der senere blev kammerpige hos amtmand von Gram. Amtsmandens kammertjener blev forelsket i den kønne pige. Hun ville dog ikke vide af ham, og betroede sig til amtmandinden, der sørgede for at hun blev gift med karlen Niels Pedersen. Kammertjeneren blev så rasende over hendes afslag, at han senere stak Niels Pedersen ihjel. Kammertjeneren druknede sig i en dam ved slottet. Magrethe blev senere gift med den nye skovridder på Tamsborg, og ægteparret flyttede til "Holmegård ved Gribskov.

 

Læs mere i "Bysvenden skriver videre" side 147 -148.


Link til gode historier:

Hans Barchmands Gård Slotsgade 3 Hillerød.

Læs mere her

Min Mor er fra Alsønderup.

       

                 Læs mere her.             

Thomas Pedersen 1924.      Læs mere her.

Grønnegade 1956:

                            Læs mere her.




Slægtshistorisk tur til Langeland. Læs historien her.

Barndommen i Sundbylille. Læs mere her.                 


Gl.Mosters beretning omungdommen.

Læs mere her.  

Rasmus Peder Hansen 1952.

Min Oldefars brors fortælling og barndom og arbejdsliv i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet.

Læs mere her.

           

   Hennings historie.  



Her er en ny historie, den har dog ikke noget med mig eller Hillerød at gøre.
Historien er fortalt af Henning, som jeg traf i Berlin i 2016, Henning havde som ung været Canada, og var begyndt at skrive om det. Jeg fik et eksemplar af historien tilsendt og med tiden skulle der komme flere historier fra Hennings hånd, men jeg har ikke hørt fra Henning siden og har heller ikke forsøgt at kontakte ham, men her er historien jeg fik af Henning:

    

Som ganske ung (23) arbejdede jeg ved CNR i Canada. (CNR står for Canadian National Railways),
og dengang var der noget der hed telegraflinier.
For at få arbejde ved CNR, skulle man have en afgangseksamen som svarer til 9 klasse i
dag, dengang det man kaldte en god mellemskole eksamen, og da jeg jo havde en god
realskole eksamen, der er bedre end en mellemskole eksamen, måske svarende til en god
10. klasse (eller mer) i dag, dristede jeg mig til at tage eksamensbeviset med på provinsen
Manitoba’s Department of Education, og spurgte om det kunne ækvivaleres med med en
skoleuddannelse i Canada. Det var selve departementchefen, jeg kom ind til, og han
spurgte, hvor længe jeg havde gået i skole i Danmark. Realskole eksamen kunne man klare
på 5 år alm skolegang og 4 år realskole ialt 9 år, men fordi jeg kom ude fra landet, hvor der
ikke var realskole, kom jeg først i denne skole da jeg havde gået i alm. skole i 7år. Dernæst
begyndte han at eksaminere mig på kontoret, ganske uhørt i Danmark at gøre det, og kort
tid efter fik jeg et brev, hvori jeg fik en såkaldt grade 10 i nogle og grade 11 i de fleste fag.
Dette papir var tilstrækkelig skolegang til at søge arbejde ved CNR.
Der var ikke noget, der hed trådløst dengang, og noget af arbejdet bestod i at udskifte
telegrafpæle. Anlæggelse af et jernbanenet (midt i 1800-tallet) hele vejen gennem Canada
(5-6000 km) skulle der også etableres et telegrafnet, og man brugte, hvor det lod sig gøre,
udgåede træer langs jernbanelinien som telegrafpæle. Disse “pæle” kunne undertiden være
kolossal tykke ved jorden og kun op til 2-3 meter høje. Sådan nogle pæle skulle fjernes og
indtil jeg kom på “banen” blev det gjort med en økse. Jeg foreslog at save med en motorsav
og det kunne gøres helt nede ved jorden og efterlod ikke en stump med en noget ujævn
overflade.
Jeg havde erfaring med at save med en motorsav fra en sommerferie i Norge, medens jeg
gik i realskole. Jeg var 17 år dengang.
Nå, tilbage til Canada. Saven blev dog hurtigt beskadiget, da en af de andre gutter hånligt
sagde, at det kunne hvem som helst da gøre, han snuppede saven og gik i gang med den
næste stamme. Efterhånden som saven gnavede sig gennem stammen helt nede i jordplan,
rettede han sig mere og mere op ikke ret meget, men så meget at bladet, der førte
savklingen, fik en krumning, der måske ikke syntes af så meget, men nok til, at kæden
knækkede. Han blev hed om ørerne, og indtil der kom en ny kæde, måtte han svinge øksen.
En anden beskæftigelse var at klatre op i de nye pæle for at montere nogle tværgående arme
forsynet med nogle forskellige isolationsklokkeholdere. De nye pæle var 8 meter høje så
der var et stykke op og tværarmene var knap 2 meter lange og naturligvis ikke så lette.
Klatreturen foretog man med nogle sporer spændt fast på indersiden af benet. Med en rem
rundt om livet og dernæst bagom pælen. Armen, der skulle monteres på tværs af pælen,
blev balanceret på bæltet, og så kunne klatreturen begynde. Man huggede sporen ind i
pælen, først fra det ene ben og der næst det andet. Bæltet blev for hvert skridt op ad pælen
flyttet opad, så det var med at holde balancen. Det var klart at man skulle sørge for et solidt
fæste med sporen for ikke at rutsje ned med den store belastning.
Jeg blev på et senere tidspunkt om vinteren, hvor der ikke blev udført den slags arbejde,
udsat for sådan en rutsjetur, det var jo nødvendigt at udskifte isolatorer. Den tur glemmer
jeg aldrig. Sporerne (en pig på hver side af benet) skulle hugges gennem et tykt islag før
opstigning, og jeg havde ikke hugget ordentlig til. Fra en 2-3 meters højde over
sneoverfladen rutsjede jeg ned og brasede gennem sneen. Jeg tror snelaget var lige så tykt
som den højde jeg var kommet op ad pælen. Heldigvis for så slog jeg mig ikke, men kunne
klatre op mens jeg sørgede for at hugge sporerne ordentlig ind i pælen.
Stedet i Canada, hvor jeg begyndte dette arbejde, var i et sandet område 19 timers togkørsel
fra Winnipeg. Landskabet var helt flat og denne landskabbeskrivelse er vigtig for at forstå
Country and Western sangeren Jhonny Cash, når han synger om “Tumbling Weeds”, fordi
jeg oplevede netop nogle store kugler, “Tumbling Weeds”, på ca ½ meter i diameter rulle
hen over ørkensandet og lavede et kort stop, når de passerede jernbanesporet.
Det var medens jeg arbejdede ved de Canadiske jernbaners signal afdeling, at jeg blev
overbevist om, at jeg kunne gennemføre en højere uddannelse. De gutter, jeg arbejdede
sammen med, kunne ikke forstå eller følge med i det jeg regnede for ganske simple
sammenhænge, og formanden for sjakket, der var tysk ingeniør, tilbød for at hjælpe lidt til
med at undervise om aftenen i alm. elektronik, det blev jo tidligt mørkt, og der var masser
af tid, hvor praktisk arbejde ikke kunne udføres.
For at finde ud af hvad de/vi kunne, stillede han nogle spørgsmål inden for faget f.eks
Ohms Lov. Jeg var den eneste der kunne svare og det var udslagsgivende for min
beslutning. Jeg vidste, at man kunne arbejde og læse samtidig så jeg sagde mit gode arbejde
op og rejste til en by i Canada, der hedder Windsor og søgte om optagelse på Chryslers
Journeyman School, hvor man netop kunne dette. Jeg bestod optagelsespøven, men så fandt
de ud af, at jeg ikke var canadisk statsborger, og det var nødvendigt for at blive optaget på
skolen, da meget af arbejdet/undervisningen foregik i Detroit USA. Jeg måtte vente 2 år
før jeg kunne blive det, men da jeg ikke kunne finde et job i løbet af de næste 6 måneder,
besluttede jeg at vende tilbage til Danmark. Jeg kunne ikke få mere understøttelse efter 6
mdr. og det var dette der gjorde udslaget.
For at komme hjem uden penge til at købe en billet for, tog jeg til Montreal, da jeg endnu
kunne få understøttelse i 3 uger for at finde et skib, der manglede en mand, og heldet var
med mig.
Jeg fandt et norsk skib, der manglede en mand til at vaske op og sørge for rent lokale, hvor
besætningen kunne spise. Efter et halvt år til søs, som du har hørt en del om, var jeg
endelig i Danmark. Og jeg fortsatte min kurs dog ikke til søs, men det er en hel anden
historie, som du må høre om en anden gang.

Copyright © olepedersen.eu