Hennings historie

Hennings historie.

 

 

Her er en ny historie, den har dog ikke noget med mig eller Hillerød at gøre.

Historien er fortalt af Henning, som jeg traf i Berlin i 2016, Henning havde som ung været Canada, og var begyndt at skrive om det. Jeg fik et eksemplar af historien tilsendt og med tiden skulle der komme flere historier fra Hennings hånd, men jeg har ikke hørt fra Henning siden og har heller ikke forsøgt at kontakte ham, men her er historien jeg fik af Henning:

Hennings historie:

 

Som ganske ung (23) arbejdede jeg ved CNR i Canada. (CNR står for Canadian National Railways), og dengang var der noget der hed telegraflinier.

 

For at få arbejde ved CNR, skulle man have en afgangseksamen som svarer til 9 klasse i dag, dengang det man kaldte en god mellemskole eksamen, og da jeg jo havde en god realskole eksamen, der er bedre end en mellemskole eksamen, måske svarende til en god 10. klasse (eller mer) i dag, dristede jeg mig til at tage eksamensbeviset med på provinsen

Manitoba’s Department of Education, og spurgte om det kunne ækvivaleres med en skoleuddannelse i Canada. Det var selve departementschefen, jeg kom ind til, og han spurgte, hvor længe jeg havde gået i skole i Danmark. Realskole eksamen kunne man klare på 5 år alm skolegang og 4 år realskole i alt 9 år, men fordi jeg kom ude fra landet, hvor der ikke var realskole, kom jeg først i denne skole da jeg havde gået i alm. skole i 7år. Dernæst begyndte han at eksaminere mig på kontoret, ganske uhørt i Danmark at gøre det, og kort tid efter fik jeg et brev, hvori jeg fik en såkaldt grade 10 i nogle og grade 11 i de fleste fag.

 

Dette papir var tilstrækkelig skolegang til at søge arbejde ved CNR.

 

Der var ikke noget, der hed trådløst dengang, og noget af arbejdet bestod i at udskifte telegrafpæle. Anlæggelse af et jernbanenet (midt i 1800-tallet) hele vejen gennem Canada (5-6000 km) skulle der også etableres et telegrafnet, og man brugte, hvor det lod sig gøre, udgåede træer langs jernbanelinjen som telegrafpæle. Disse “pæle” kunne undertiden være

kolossal tykke ved jorden og kun op til 2-3 meter høje. Sådan nogle pæle skulle fjernes og indtil jeg kom på “banen” blev det gjort med en økse. Jeg foreslog at save med en motorsav og det kunne gøres helt nede ved jorden og efterlod ikke en stump med en noget ujævn overflade.

 

Jeg havde erfaring med at save med en motorsav fra en sommerferie i Norge, medens jeg gik i realskole. Jeg var 17 år dengang.

 

Nå, tilbage til Canada. Saven blev dog hurtigt beskadiget, da en af de andre gutter hånligt sagde, at det kunne hvem som helst da gøre, han snuppede saven og gik i gang med den næste stamme. Efterhånden som saven gnavede sig gennem stammen helt nede i jordplan, rettede han sig mere og mere op ikke ret meget, men så meget at bladet, der førte

savklingen, fik en krumning, der måske ikke syntes af så meget, men nok til, at kæden knækkede. Han blev hed om ørerne, og indtil der kom en ny kæde, måtte han svinge øksen.

 

En anden beskæftigelse var at klatre op i de nye pæle for at montere nogle tværgående arme forsynet med nogle forskellige isolationsklokkeholdere. De nye pæle var 8 meter høje så der var et stykke op og tværarmene var knap 2 meter lange og naturligvis ikke så lette.

Klatreturen foretog man med nogle sporer spændt fast på indersiden af benet. Med en rem rundt om livet og dernæst bagom pælen. Armen, der skulle monteres på tværs af pælen, blev balanceret på bæltet, og så kunne klatreturen begynde. Man huggede sporen ind i pælen, først fra det ene ben og der næst det andet. Bæltet blev for hvert skridt op ad pælen

flyttet opad, så det var med at holde balancen. Det var klart at man skulle sørge for et solidt fæste med sporen for ikke at rutsje ned med den store belastning.

 

Jeg blev på et senere tidspunkt om vinteren, hvor der ikke blev udført den slags arbejde, udsat for sådan en rutsjetur, det var jo nødvendigt at udskifte isolatorer. Den tur glemmer jeg aldrig. Sporerne (en pig på hver side af benet) skulle hugges gennem et tykt islag før opstigning, og jeg havde ikke hugget ordentlig til. Fra en 2-3 meters højde over sneoverfladen rutsjede jeg ned og brasede gennem sneen. Jeg tror snelaget var lige så tykt som den højde jeg var kommet op ad pælen.

Heldigvis for så slog jeg mig ikke, men kunne klatre op mens jeg sørgede for at hugge sporerne ordentlig ind i pælen.

 

Stedet i Canada, hvor jeg begyndte dette arbejde, var i et sandet område 19 timers togkørsel fra Winnipeg. Landskabet var helt fladt og denne landskabsbeskrivelse er vigtig for at forstå Country and Western sangeren Johnny Cash, når han synger om “Tumbling Weeds”, fordi jeg oplevede netop nogle store kugler, “Tumbling Weeds”, på ca. ½ meter i diameter rulle

hen over ørkensandet og lavede et kort stop, når de passerede jernbanesporet.

 

Det var medens jeg arbejdede ved de Canadiske jernbaners signal afdeling, at jeg blev overbevist om, at jeg kunne gennemføre en højere uddannelse. De gutter, jeg arbejdede sammen med, kunne ikke forstå eller følge med i det jeg regnede for ganske simple sammenhænge, og formanden for sjakket, der var tysk ingeniør, tilbød for at hjælpe lidt til

med at undervise om aftenen i alm. elektronik, det blev jo tidligt mørkt, og der var masser af tid, hvor praktisk arbejde ikke kunne udføres.

 

For at finde ud af hvad de/vi kunne, stillede han nogle spørgsmål inden for faget f.eks. Ohms Lov. Jeg var den eneste der kunne svare og det var udslagsgivende for min beslutning. Jeg vidste, at man kunne arbejde og læse samtidig så jeg sagde mit gode arbejde op og rejste til en by i Canada, der hedder Windsor og søgte om optagelse på Chryslers Journeyman School, hvor man netop kunne dette. Jeg bestod optagelsesprøven, men så fandt de ud af, at jeg ikke var canadisk statsborger, og det var nødvendigt for at blive optaget på skolen, da meget af arbejdet/undervisningen foregik i Detroit USA. Jeg måtte vente 2 år før jeg kunne blive det, men da jeg ikke kunne finde et job i løbet af de næste 6 måneder,

besluttede jeg at vende tilbage til Danmark. Jeg kunne ikke få mere understøttelse efter 6 mdr. og det var dette der gjorde udslaget.

 

For at komme hjem uden penge til at købe en billet for, tog jeg til Montreal, da jeg endnu kunne få understøttelse i 3 uger for at finde et skib, der manglede en mand, og heldet var med mig.

 

Jeg fandt et norsk skib, der manglede en mand til at vaske op og sørge for rent lokale, hvor besætningen kunne spise. Efter et halvt år til søs, som du har hørt en del om, var jeg endelig i Danmark. Og jeg fortsatte min kurs dog ikke til søs, men det er en hel anden historie.

 

Copyright © olepedersen.eu