Barndommen i Sundbylille

Jeg er den yngste af 2 børn. Min søster hed Olga Fransiska Theodora, men blev kaldt Dora hele sit liv. Hun var født i 1904 på Langeland i Lindelse sogn. Der havde mine forældre boet fra 1902 til de flyttede til Sundbylille på Sjælland i 1910.

De var blevet gift d. 11. maj 1902 I Tranekær kirke, og havde forpagtet et lille sted på Påø ved godset Skovsgård i Lindelse sogn. Den nærmeste landsby hed Hennetved. Min Far havde arbejdet på Skovsgård, hvor han havde passet hestene; et arbejde han var meget glad for og stolt over og tit talte om.

Han havde mange søskende, og de 5 af dem blev meget gamle. Nogle af dem havde han kontakt med efter han var flyttet til Sjælland.

Der var en søster i Nyborg, der hed Mathilde og en søster i Tranekær, Anna.

Jeg har været på mange dejlige ferier hos Tante Mathilde og Onkel Christian, der havde et pensionat i Mellemgade 29 i Nyborg, og jeg har, efter jeg blev gift, besøgt Tante Anne i Tranekær.

Hun var ugift, og havde arbejdet som vaskekone på Slottet og senere som Altmulighjælp på skolen i Tranekær. Hun var meget sparsommelig, min Far sagde nærig; men hun efterlod sig en lille formue, som blev delt mellem hendes utallige søskendebørn ved hendes død i 1962.

Hun blev 89 år gammel, og havde oprettet et gravstedsskøde på 30 år på kirkegården i Tranekær til familiegravstedet. Hun boede, da jeg besøgte hende, i et yndigt lille hus i Slotsgade 44 i Tranekær.

Der var 2 brødre, hvoraf den ene lignede min Far meget af udseende. Han hed Frederik og var skovfoged I Bjerreby skov. Den anden hed Rasmus og var Snedkermester i Rudkøbing.

Han har, da han var 89 år gammel, beskrevet barndommen i Vinkælderhuset i Bammeskov.

Denne beskrivelse, har jeg fået i 1991, da jeg besøgte hans datter Inge Bay i Rudkøbing. Vi havde set hinanden i København, da vi var unge. Hun var på et frisørkursus og jeg var ung pige i huset. Der var gået godt 60 år, siden vi havde mødt hinanden, men vi havde en uforglemmelig eftermiddag, og fik udvekslet familiehistorier og billeder.

Min Far har ikke fortalt noget særligt om sin barndom, så det var en helt ny side af hans tilværelse, der åbnede sig. Til gengæld, har han talt meget om sin tid hos Skovridderen, og om en ungdomsven der hed Hans Peter; ham havde han forbindelse med hele livet.

Denne Hans Peter havde været Herskabstjener og kusk på Tranekær slot og havde kørt med firspand heste, hvad der gav han en særlig status iblandt Kuske. Hans Peter var en elskelig og flot mand, der var ugift og boede i København på sine gamle dage. Han var med til min Fars 80-års fødselsdag, hvor han er fotograferet sammen med min Far, min søster og svoger, min svigerfar og min søn. Det er et pragtfuldt billede, som viser en helt speciel stemning, der var på fødselsdage.

Min Far besøgte kun Langeland et par gange i resten af sit liv; den ene gang til 25-års soldaterjubilæum d. 2. juni 1917, hvor jeg fik lov at komme med og hvor vi boede hos Tante Mathilde i Nyborg; den anden gang har været omkring 1940, hvor han var på familiebesøg i en eller anden anledning. På trods af den ringe kontakt, var han ”Langelænder” hele sit liv, og talte et dejligt Langelandsk.

Min Mor, der blev kaldt Cecilie, var derimod Københavner med stort K. Hun var kommet til Langeland som 16-årig, for at lære Landvæsen, som hun selv sagde. Hvorfor på Langeland vides ikke, men det endte jo som sagt med bryllup.

Hendes nærmeste familie i København var hendes Far Hans Theodor, hendes stedmoder Anna og en halvbror Emil, der var 6 år yngre end hende, en helsøster Julie Augusta Theodora, kaldet Dora, der var 5 år ældre, og så det vigtigste, en højt elsket Faster, som hun kaldte Tante Sine.

Hun havde haft en ret dramatisk barndom, idet hendes Mor var død i barselsseng ved hendes egen fødsel. Hun fortalte at hun ikke var større end en 3 pægle flaske, da hun kom til verden, og at hun havde været på Asyl som barn. Ellers fortalte hun ikke så meget om denne barndom, men hun brugte en kvik historie om, at hun var født som prinsesse, men havde ikke fået embedet”.

Hun havde boet meget hos Tante Sine, som havde en manufakturforretning, først i Pilestræde 59, og senere i Møntergade 13.

Det må være i Stengade, at hun har truffet min Far, som nok ikke har, kunne stå for den glade og sjove Københavnerpige og hun ikke for den sindige og rolige mand, der var 11 år ældre end hende. De blev forlovede 11. december 1898.

Fra 1. november 1899-11. november 1900, havde hun plads i Snøde sogn, som ligger 3 mil nord for Tranekær. Min Far talte om den lange vej der var at gå, for at besøge sin forlovede, og helt mislykket var det en gang, hvor min Mor måtte bruge hele tiden, mens han var der, til at skure gulv, fordi hun tabte noget smeltet smør, der stod på kakkelovnen.

Så var det anderledes bekvemt, da min Mor fik plads hos Skovridderen i Tranekær, hvor de var sammen i et år. Det sidste halve år inden de blev gift, tog min Mor til København, hvor hun var hos Lervarefabrikant Wallmann, på Frederiksundsvej 29. Hun har nok trængt til at gense København og familien, inden hun endeligt besluttede sig for at slå sig ned på Langeland.

Der er minder fra hendes tid hos Wallmann, idet mine forældre til deres bryllup fik tilsendt en stor trækasse fyldt med lertøj. Derimellem en platte med årstallet 1902, vielsesåret, samt en anden brun platte med lyst mønster. Begge disse har jeg hængende og Inger har en stor bageform af ler, som også stammer derfra. Dem glæder vi og meget over.

Som afslutning på fortællingen om mine forældre og deres baggrund, er der et par historier om de navne de gav min søster og mig. Da min søster kom til verden, havde min Mor fået besked fra Tante Sine om, at hun ikke skulle give barnet navn der, endte på a, for det lød så Svensk. Min Mors stedmoder var Svensker og Tanten brød sig ikke om svigerinden, hvad der nok havde været lidt uretfærdigt.

Af en eller anden grund blev min søster forsynet med 3 navne, alle med a i enden, sikkert ikke for at gøre tanten vred, men naturlige opkald. Olga efter min Mors afdøde Mor, Fransiska efter Tanten, der hed Fransine og Theodora efter Mors Far, der hed Hans Theodor.

Mit Mellemste navn Petrine, tjente min Mor penge på, idet hendes Svigermor havde lovet hende 10 kroner, hvis hun ville opkalde mig efter hende, og det gjorde hun så. Jeg har altid været ked af det navn, og jeg kan desværre ikke huske, at jeg nogensinde har set min Farmor, som altså hed Petrine, men jeg har hørt hende omtalt som en glad, slagfærdig og rask kone. Det har hjulpet lidt på det, selvom jeg var over 80 år, da jeg hørte denne beskrivelse.

Forklaringen på at de i 1910 flyttede til Sjælland, ligger i at min Mors eneste søster Dora, var gift med Kgl. Kapelmusikus Heinrich Petersen, var død af en hjernesvulst i 1909, og Tante Sine har savnet min Mor og hendes lille familie, som boede så langt væk, så Tanten lånte dem penge, til at købe stedet i Sundbylille. Min Mor har nok ikke været så svær at overtale, men det må have været sværere for min Far, selv om jeg aldrig har hørt ham beklage sig.

Så på den måde ville skæbnen, at jeg kom til verden på Sjælland i Sundbylille.

Ejendommen vi boede på, havde 2 længer. I stuehuset var der 3 rum, en lille kælder og et loft. Man kom direkte ind i køkkenet fra gårdspladsen, hvor der under vinduet var et køkkenbord med en trævask uden afløb. Vandet kom fra pumpen i gården, og alt brugt vand smed vi udenfor. Modsat indgangen stod komfuret, som var ”fritstående” dvs., havde ben, det var ret moderne på den tid. Ved siden af komfuret var der nedgang til en viktualiekælder, hvor foruden et bord også var plads til et stort sulekar. Mod væggen i køkkenet stod et bord og et par køkkenstole og over det en tallerkenrække. Køkkenet var malet ”Pariserblåt” og gulvet var et lakeret trægulv.

Gennem en dør til højre, kom man ind i stuen. Den havde 2 vinduer ud til gården og et lille smalt vindue på modsat væg. Kakkelovnen stod mod væggen ud til køkkenet. På den anden side af kakkelovnen var der et rum vi kaldte ”Futtet”. Der var trappen op til loftet, og der stod en rødmalet kommode. På væggen op ad trappen, var der en hylde, hvor Mor havde sine kagedåser stående.

På bagvæggen i stuen stod en chaiselong, og foran et rødmalet spisebord med runde hjørner og 4 spisestuestole. Endvidere et rødmalet chatol, som nu findes hos min datter. På væggen ind mod soveværelset stod et taffelformet klaver, som først er kommet til, da vi arvede Tante Sines møbler i 1916. Lige inden for døren ved kakkelovnen havde jeg et legebord og en stol. Det var en hyggelig stue, med hvide stivede blondegardiner og en hængelampe til petroleum over bordet.

Det bagerste rum, som havde et 3 fags vindue ud mod gården, var soveværelse med Mors og Fars senge stående midt for på endevæggen. Ved siden af stod servanten med fad og kande, som kun blev brugt, hvis vi havde doktor. På væggen modsat vinduet, stod Doras og min seng det var sorte jernsenge, som var til at trække ud. Ved siden af vinduet stod et klædeskab, og overfor en puf.

Da jeg var 6 år, døde Tante Sine, og så arvede Mor hendes ting.

For at få plads til dem, fik vi lavet soveværelse på loftet. Det var tømrer Wilhelm fra Sundbylille by, der byggede det. Hans kone hed Anna, hun kaldte sin nu mand ”Wilmhelm” – hun måtte holde sammen på proteserne, da de sad lidt løst. De to var Fars og Mors gode venner.

Det var meget spændende at få nyt soveværelse, og allermest en ny stue med Tante Sines møbler. De havde grønt plysbetræk og bestod af en sofa med klunker og 4 polstrede spisestuestole, et ovalt bord, en etagere og et lille ”dameskrivebord”, alt i mahogni og med indlagt mønster. Der hørte også et rødt gulvtæppe til, som havde mønster på midten, så vi fik det meget fint og nu havde vi 2 stuer.

Der var ingen kakkelovn i den nye stue, men når vi havde gæster, brugte vi en petroleumsovn, den varmede da noget, og så fyrede vi i den første stue og lod døren stå åben. Etageren var et hjørnemøbel med spejle, beregnet til nips, der var både figurer og glasting, konkylier og meget andet og noget af det findes endnu. Den var ikke rar og tørre støv af, det var mit job, da jeg blev større, men det blev kun gjort ved højtiderne, vi var ikke derinde til daglig, så det var en rigtig ”stadsstue”.

Ovenpå var soveværelsesmøblerne så flyttet op, og Dora havde fået en stor brun træseng, der var pyntet med udskårne vindruer på hovedgærdet, den kom også fra Tante og den findes endnu.

Ude på loftet, havde vi et meget stort skab med 2 døre. Der var tøj i den ene side og syltetøj i den anden. I den ene ende af loftet, henne over loen var stænget. Der lå sæden, som blev læsset derop når vi havde høstet.

Fra gårdspladsen kom man ind i loen gennem en stor port. Derinde stod tærskeværket, som havde forbindelse til en ”hesteomgang” udenfor. Det var et tandhjul med en lang bjælke, som hesten blev spændt for, så gik man bagefter og drev hesten rundt og så kunne tærskeværket arbejde inde i loen. Vi tærskede altid om vinteren, og det var tit mig, der gik efter hesten. Det var lidt koldt og kedeligt og jeg brød mig ikke meget om at traske rundt der, så det var dejligt, når Far råbte ”Håålt” ud gennem det lille vindue, der var over tærskeværket, så skulle vi ind og spise varm middagsmad.

Vi havde i mange år en hest der hed Viggo, da den blev for gammel, fik vi i stedet 2 mindre heste. Der var 2 hestebåse inde i loen, der stod også vores 2 vogne, en høstvogn og en vogn med agestol. Der var en ”fast” vogn, dvs. at den havde jernringe og ikke gummihjul. Den blev brugt til al slags kørsel og transport til omegnen.

Ved siden af loen havde vi kostalden med 2 køer. Man gik ind fra gården og der var udgang til møddingen bagved. De blev fodret fra en lem i loen.

Vores lokum var et mindre rum, der lå inde i grisestalden, der var en stor spand med træsæde. Vi havde ikke toiletpapir, men Frederiksborg Amts Avis var jo også udmærket. Far havde også sit værktøj og nogle haveredskaber samme sted, og så var der plads til et lille arbejdsbord. Der skulle altid være orden i sagerne, og Far kunne godt blive vred, hvis vi ikke satte alt på plads og tørrede tingene af, når vi havde brugt dem i jorden. Han satte en stor ære i sine blankpolerede spader. Han var ikke spor streng, men havde nogle principper om orden, som vi ikke rigtig kunne leve op til, heller ikke Mor.

Fra grisestalden var der en gang ind til hønsehuset, og for enden af længen lå hønsegården.

Der var en meget stor have foran huset og gårdspladsen. Vi havde mange æbletræer og bærbuske og en græsplæne med blomster omkring, og det allerbedste, et lysthus, som nærmest var mit og som jeg brugte som legehus hele min barndom. Det blev dog også brugt som det, det var, der var både bord og bænke. Far var en rigtig dygtig have og landmand, og der var snorlige rækker med mange slags urter og grøntsager på et stort stykke nede ved hønsegården.

Til vores ejendom hørte som sagt, 5 tdr. land jord, som strakte sig lidt op af bakke bag ved møddingen. Agrene lå lige efter hinanden, og der blev skiftet mellem sorterne på de forskellige agre, for ikke at udpine jorden. Vi dyrkede rug, havre og byg, ikke hvede men kartofler, på et stort stykke, og roer og turnips, så der var til hele vinteren, både til mennesker og dyr. Rodfrugterne blev opbevaret i en aflang kule, hvor de blev dækket med halm og så kastede man jord ovenpå, gulerødder, porrer og selleri blev opbevaret på samme måde.

Kornet blev kørt til møllen og malet til ”skrå”. Det brugte vi til dyrefoder. Mel til husholdningen måtte vi købe.

Brændsel til komfur og kakkelovn, hentede vi i Slagslunde skov, dels som kvas og dels som rummeter brænde, som Far savede i stykker. Det blev så sat i brændestabler, og det var de flotteste i miles omkreds. Der var ingen, der kunne den teknik, at lave runde stabler, så det var nok ”Langelandsk”, og det var et smukt syn.

Det lille landbrug vi havde, gjorde os næsten selvforsynende, men der kunne ikke produceres så meget, så vi kunne sælges til andre, men en vis form for byttehandel, har nok eksisteret.

I dette hjem i Sundbylille, var der en hyggelig og glad stemning, hvor der kom utrolig mange mennesker. Min Mor især, kom let i kontakt med sine omgivelser, og gæstfriheden var stor og ganske uhøjtidelig og selvfølgelig.

Det var især til højtiderne og om søndagen, at der var gæster, og de kom tit fra København. Om hverdagen var det naboer, der kom og gik. Jeg holdt meget af det leben, og hvis der gik en søndag, uden der kom nogen, synes jeg, det var frygtelig kedeligt.

Jeg glædede mig altid til højtiderne med alle forberedelserne. Julen var noget ganske særlig, så var der nypudset kakkelovn, som lugtede meget af sværte, rene stivede gardiner og ny ferniseret gulv, som var så længe om at tørre, at Far måtte lægge et par brædder ud, som vi gik på et par dage.

Juletræet hentede Far og jeg i Slagslunde skov, og vi pyntede det med gamle glaskugler, hjerter og kræmmerhuse, som vi selv havde lavet. Mor regerede i køkkenet og lavede masser af mad og bagte til det sidste. Af småkager var der mindst 5 slags, ellers var det ikke rigtig, og de kom så i kagedåserne som stod i futtet. Det var sådan et dejligt sted, så kunne man altid snuppe et par stykker på vej op til loftet.

Julegaverne var store overraskelser. Min Mor var meget opfindsom, og på det tidspunkt, da hun var begyndt at tage til København og handle med fjerkræ, var hun ofte hos Fru Blichfeldt, som var marskandiser. Hun var leveringsdygtig i alverdens ting, både legetøj og ”fint” brugt tøj. Dora og jeg fik spændende ting, som dukker, dukkestue og jeg husker især et komfur, der kunne varmes op med sprit, som vi kunne lave mad på. Jeg har nok været 4-5 år, da vi fik dette komfur, for jeg legede meget med det sammen med min søster, hun kom ud at ”tjene”, da jeg var 7 år.

Det ”fine” brugte tøj, var vi knap så glade for. Det passede os ikke altid, eller til det vi havde i forvejen, men det duftede dejligt af parfume. Jeg har været til ”juletræ” i fin taftkjole og fedtlæderstøvler. Værre var det for Dora, hun måtte engang tage helt til Langeland i for små sko. Sådan noget kunne Mor ikke tage sig af, hun havde købt det, så passede det, basta!

En anden af højtiderne var pinsen, hvortil der også var mange forberedelser. Så blev huset kalket, og soklen malet og der blev gjort rent og lavet mad i lange baner. Mor syede nye kjoler til Dora og mig. De var altid i kimono-facon. Jeg tror ikke Mor kunne andre mønstre. Et år var vi ens, i blå og hvidstribet bomuld. Vi drak altid morgenkaffe i lysthuset pinsemorgen, og op ad dagen kom der gæster fra København. Det var i flere år den samme familie der kom.

Det var 3 søstre med deres mænd, Bertha og Laes, der var Taxavognmand, og så krumbøjet at han passede til den siddende stilling bag rattet, den stakkels mand kunne faktisk ikke rette sig helt ud. Stella og Arthur, som jeg ikke husker, hvad lavede, men de havde en søn der hed Kurt. Den tredje søster hed Karla og hun var gift med Georg van der Loo, der var chauffør for et lakridsfirma. Jeg mener at Mor havde kendt eller passet Georg, da han var barn og det var gennem ham, at hun havde lært resten af familien at kende.

Det var meget festlige mennesker, som kom på landet i deres ”pinsesnit” og der blev snakket og grinet så snart de var kommet inden for dørene, og Stella var ret god til at spille på klaver, så blev der sunget de viser vi kendte, blandt andet fra de kort Mor bragte hjem fra København.

Jeg mindes, at vi var ret velforsynede med lakridser og karameller i lange tider, men det tog en brat ende, da Georg blev sat fast for tyveri, og det var jo ikke så godt. Mor tog det ret tungt, og var ked af det, på Karlas vegne.  Hun tog i hvert fald ind til København for at se til den stakkels pige, der sad med skammen. Det var typisk for min Mor, at hun kom til hjælp, når noget brændte på. Man kunne altid regne med Cecilie.

Jeg ved ikke hvad der senere skete med Georg, men Karla døde i en ret ung alder. De to andre søstre havde vi endnu forbindelse med i nogle år, men så gled bekendtskabet ud.

Noget om mine forældres virke.

Som jeg har beskrevet, havde vi jo kun 5 tdr. land, og det kan man ikke leve af. Så Far gik på arbejde på en gård i Bonderup, ikke så langt hjemmefra. Der hjalp han til i høsten og om efteråret med at tage roer og kartofler op, sammen med mand og kone, man lå dengang på knæ 2 og 2, med en kurv imellem sig, den gik man så hen og hældte af på en stor vogn. Hver niende kurv var fortjenesten, som man sagde. Far var også derovre når de tærskede, det foregik med dampmaskine og var meget spændende. Der blev fyret med kul, af en rigtig fyrbøder, ham var jeg meget betaget af, og der var mange hjælpere, både til at putte i tærskeværket og til at bære sækkene med kornet væk. Halmen blev sat i store stakke og blev brugt i stalden til at strø under dyrene. Man tærskede i ca. 8 dage, og så gik tærskeværket videre til den næste gård.

Jeg var tit på ”ferie” på den gård, når Far var der om sommeren. Parret hed Anders og Kirsten, og de havde en datter der hed Mary, som søster Dora var veninde med. Det var rare mennesker, og jeg blev lidt forkælet, fordi jeg var den lille.

Om dagen medens Far var på arbejde, måtte Mor passe det derhjemme, både dyr og mark og have, og når Far kom hjem, arbejdede de begge i marken, så længe det var lyst. Far spiste på stedet, hvor han arbejde, det var helt almindeligt. Dora og jeg hjalp til, det vi kunne, både med at tage roer op og med høsten, men det var nu ikke så meget vi gjorde, Far og Mor klarede det meste selv. Vi blev bestemt ikke overbebyrdede, måske nærmest tværtimod, nu jeg senere tænker på det. Der kom så en tid hvor Mor begyndte at handle med fjerkræ. Hun trængte selv til at tjene lidt penge, for Far havde ikke så mange, og dem han havde passede han godt på, han var lidt påholdende, hvis Mor bad om penge til en rulle tråd, svarede Far "Om det var nødvendigt?" Så måtte hun jo have dem.

Det har nok sat gang i selverhvervet, hun lod sig ikke sådan slå af pinden. Hun var en rask kone og meget livlig, der var altid glæde, hvor Cecilie kom frem. Hun kørte så på cykel ud hver torsdag og købte høns og kyllinger op, og så kom folk med dem, levende i sække, tidligt fredag morgen, inden jeg var stået op, så aflivede Mor dem selv, og alle der kom, fik selvfølgelig kaffe og sigtebrød. Jeg husker endnu det leben, der var nede i køkkenet og i gården disse tidlige fredagsmorgener.

Nu fik Mor travlt med at gøre alt det fjerkræ i stand. Når Far var hjemme, hjalp han til, men senere, da forretningen gik bedre, havde Mor 2 koner fra Sundbylille til at hjælpe sig, det var Wilhelms Anna og handskemagerens kone.

Til frokost kl. 9 fik vi altid stegt flæsk, det var skik på Langeland, så dyppede man brødet i fedtet og så flæsk ovenpå. Det sidste flæsk i sulekarret var lidt salt, men det vænnede vi os til.

Der blev meget tit stegt skinkeben om fredagen kl. 12, for den dag kom Slagteren med vognen med frisk kød. Det var helt utrolig, at Mor kunne nå det hele, for de spiste jo alle med til middag, og jeg var i skole om fredagen. Opvasken stod dog til mig, når jeg kom hjem, men Mor sagde aldrig at jeg skulle, det var bare noget jeg kunne se, skulle gøres, der skulle jo også være rene kopper til eftermiddagskaffen. Vi købte ret ofte 6 par kopper i Brugsen, så stillede vi dem op på rad og række på køkkenbordet og nød synet, de var forskellige hver gang, og Mor kaldte vores stel for ”Flora Danica”, så jeg troede at alt det blandede hed sådan. Når de så var færdige med at plukke høns, drak vi kaffe med Gærkage eller Æblekage til, og så gik konerne hjem. De blev betalt for det, men hvor meget ved jeg ikke.

På visse tider af året var der særligt travlt, til Mortens aften og til Jul, var det gæs og ænder, det drejede sig om. Der var et rum ude ved siden af hønsehuset, hvor de sad og plukkede dyrene, fjerene kom ned i en stor træbalje, den samme som vi brugte som skyllekar, når vi vaskede storvask. Fjerene blev brugt til dyner. Når dyrene var plukkede, blev de skoldede og alle de små ”pinde”, som vi kaldte dem, var tilbage og dem hjalp Dora og jeg med at pille inde ved køkkenbordet om aftenen ved petroleumslys. Efter sådan en fredag, lå der dun under alle møbler og stole til om lørdagen, hvor jeg gjorde rent, da jeg blev lidt større.

Lørdag morgen skulle Mor til København, for at sælge det hele. Far og Mor stod tidligt op, Mor pakkede alt sit fjerkræ i poser og tasker, mens Far spændte hesten for vognen, altid meget omhyggeligt, så kom det hele op på køretøjet. Far har nok været lidt langsom og omstændig, for jeg har tit hørt Mor sige: skynd dig nu lidt Hans, og han svarede lidt gnavent: Ja-Ja, de skulle nå 6 toget i Frederikssund, ca. en halv times kørsel, men skete det, at de blev en smule forsinkede, så kendte togpersonalet jo Mor, og selvfølgelig ventede toget og satte først dampen op, når Cecilie var vel anbragt.

Hun kørte nu til Hovedbanen, og gik derpå til Flæskehallen og slæbte selv alle varerne, det var utroligt hårdt, men hun beklagede sig aldrig. Hun havde sit eget Stade der i Flæskehallen, (den kom senere til at hedde Kødbyen), som lå på Halmtorvet. Der stod hun så og solgte sine varer, sammen med alle mændene. Den friske stemning der var der, var lige noget, der passede min Mor, og alt hvad der havde med handel at gøre, kunne hun slet ikke holde sig fra. Det var ikke fordi hun tjente særlig med penge, på alt det arbejde, men det var ikke så vigtigt for hende, hun havde oplevelsen med alle de mennesker, hun så i København en gang om ugen.

Der var en forening der hed ”Den muntre klub”. Dens medlemmer var alle dem der stod i Flæskehallen, og de holdt sammenkomster i København og Skovtur en gang om året, hvor Far også var med. Hun fortsatte med at handle, så længe hun overhovedet kunne dvs. til slutningen af 40erne.

I 1924 flyttede vi til Sigerslevvester i et hus der hed ”Virkelyst”, hvortil der hørte en mindre have. Mor udvidede sin handel med smør og på et tidspunkt fik hun varerne bragt til København med en Fragtmand. Så tog hun ned til Frederikssund og overnattede hos Johanne og Olga, de boede i et hus med Fru Pock, der havde en lille lejlighed ovenpå. Hende spillede hun ”Idiot seksogtres” med den halve nat, inden hun tog til København om morgenen. Senere tog hun til København om fredagen, og sov hos en, der hed Fru Mogensen.

Når Mor var færdig med at sælge sine varer i Flæskehallen lørdag formiddag, drog hun rundt til de forskellige kontakter, hun havde i byen. Hun var hos Fru Blichfeldt, som jeg tidligere nævnte og slog muligvis en handel af med hende, hun kunne jo altid sælge det videre. Eller hun gik på Auktion i Hestemøllestræde og købte altid noget med hjem, nyt eller gammelt.

Mor kom hjem lørdag aften kl. 6 med rutebilen, og jeg var næsten altid oppe og hente hende ved landevejen, sammen med Hertha, vores hund. Hendes jordemodertaske lugtede af kaffe og røget laks, kaffen købte hun altid hos H.C. Hansen i Købmagergade og laksen fra Wilhelmsen i Blågårdsgade, som også var en kunde, selvom han var Fiskehandler. Han købte af og til noget fjerkræ, dog ikke hver uge. De fleste lørdag var jeg alene hjemme med Far, og vi havde det rart sammen. Vi fik altid Øllebrød og pandekager til middag, det kunne jeg godt lave fra jeg var ca.10 år, og han var meget tilfreds med maden, bare der var klumper i øllebrøden, og vi fik piskefløde i.

En gang imellem, var jeg med til København om lørdagen, og ud over Fru Blichfeldt, besøgte vi også Mors familie, der var hendes Stedmoder, Bedstemor, som boede i Pilestræde, en Onkel og Tante i Griffenfeldtsgade, en Tante på Gl. Kongevej og hendes halvbror Emil og Tante Sophie, (hans kone), i Hausergade. Vi nåede vel ikke dem alle sammen, hver gang, men næsten, og vi fik kaffe og wienerbrød hvert sted og det nød jeg i fulde drag. Der var også en Svoger til Mor, han boede i Herluf Trolles gade. Det var ham, der var Kgl. Kapelmusikus, og havde været gift med Mors søster, der døde året før jeg blev født. Han boede meget flot i en stor lejlighed, med gulvtæpper på gulvene, hvad jeg var meget imponeret over, og så var der en herre der lukkede op for os, som jeg troede var hans tjener, han havde hjemmejakke på. Jeg har dog senere fået at vide af Søster Dora, at det var hans Far. Min Onkel var i slåbrok, det var tøj jeg slet ikke kendte, hjemme gik Far i bukser og blåstribet bluse, så det var en særlig oplevelse at komme et så fint sted.

Søndag formiddag, foregik der så en livlig handel med alt det Mor havde slæbt med hjem. Så kom folk fra byen og købte det brugte tøj og sko eller hvad hun nu havde købt på auktion, det kunne være pynteting eller husgeråd. Hun havde af og til været til auktion i Frederikssund, hvor Auktionarius hed Baadsgaard. Hun bød på meget og fik ofte kasser med en masse grej, der ikke var noget, men hun solgte det igen, hun kunne faktisk sælge hvad som helst, men helst kontant.

Fodermesterens på Stensbjerg var de eneste, der fik på ”afbedrag”, fordi de var meget fattige og havde så mange børn, der skulle have klæder.

Engang havde hun købt 50 nye drengestråhatte meget billigt. Dem solgte hun så til både drenge og piger med en lille fortjeneste. Drengene gik med dem som de var, og pigerne fik forskellige farver silkebånd om, Mors ide. Da vi var på skoleudflugt den sommer, havde alle vi unger ens hatte på, og jeg husker ikke, at nogen synes, at det var særlig komisk, Cecilie havde jo skaffet dem, så det var helt i orden. Men tænk et syn!

Alt imens der blev handlet og snakket, sådan en søndag formiddag, kogte Mor suppe, næsten altid med oksekød. Hun elskede suppe og gik og glædede sig, alt imens forretninger foregik.

Jeg har nu aldrig været så meget for suppe, men det er nok efter alle de søndagsmiddage.

Naboerne.

De naboer jeg tidligere har omtalt, var ud over Anna og Wilhelm, Karoline og Jens Pæsen og deres datter Marie, der var lidt ældre end Dora, dem så vi daglig, de boede nærmest. Længere oppe, for enden af vores mark boede Anna og Rasmus og deres datter Gerda, som var på min alder. Hende legede jeg meget med, og vi var næsten altid i lysthuset, hvor vi legede forretning og med dukker, vi stillede bordet hen foran døren, som så var disk. Dukkerne lagde vi hen på bænkene, så vi kunne passe dem samtidig med vi passede forretningen. Kunder måtte vi selv være eller vi legede de var der.

Mor havde meget ofte hørt, at vi solgte: ”for 10 øre bolcher, ja tak”. Fantasien fejlede ikke noget, og jeg har tit leget helt alene i det lysthus, helt opslugt. Vi må også have leget ovre hos hende, men fra det hjem, husker jeg bedst, at hendes Mor lavede en sådan dejlig søsterkage. Mor og Far kom tit sammen om aftenen med forældrene.

Der var også 2 familier, der boede på den anden side af en mose, de hed Laurits og Anna, og de 2 andre, Otto Mortensens, der kom vi til fødselsdage og spiste middag. Dora var nogle gange med til at servere, det var meget almindeligt, at de voksne piger hjalp til, og så var med til festen bagefter.

I Sundbylille by lå der en gård, der hed Magleholm, på den boede Familien Nielsen, også dem kom vi meget sammen med. Der var 2 piger, Clara og Ellen, og 4 sønner, hvoraf de 3 var voksne, den yngste hed Børge, og ham gik jeg i skole med. Ellen og jeg var også skolekammerater og blev veninder og vi kommer stadig sammen, Clara og Dora var jævnaldrende, og de gik til bal sammen. Når Nielsens kom til middagsmad hos os, så legede Børge, Ellen og jeg med vores tidligere omtalte dukkekomfur, på køkkenbordet, hvortil der hørte både gryder og æbleskivepande. Ih, hvor vi morede os. Det gjorde vi for øvrigt altid sammen med den familie. De var umådeligt humoristiske, og vi kom sammen med dem resten af livet, nu er der kun Ellen tilbage, jeg tror ikke, der er andre steder, jeg har grinet så meget, som hos dem.

Et godt stykke derfra, over hovedlandevejen, boede Svend og Malle, de havde også et lille landbrug og et meget gammelt hus, med lerklinet gulv i køkkenet, dem spillede Mor og Far ofte kort med, til langt ud på natten. Jeg var næsten altid med, for ikke at være alene hjemme, Dora var jo dengang kommet ud at tjene. Jeg faldt altid i søvn på sofaen, og synes, at der var frygtelig langt, når vi gik hjem over markerne, der om natten. Far og Mor elskede at spille kort og der gik mange aftener med det året rundt. De spillede altid ”Sjavs” og ud over Svend og Malle spillede de også med Anna og Wilhelm i Sundbylille by. De skiftedes til at komme hos hinanden, og det var ikke noget der blev aftalt, man kom når man havde malket og så blev der snakket, drukket kaffe og spillet kort.

Jeg blev af og til passet hos Anna og Wilhelm, der var meget glade for børn, og selv var barnløse. De adopterede senere en lille dreng på 1 år der hed Helmer. Jeg kan huske, at de havde en lyserød ampel i soveværelset, som fascinerede mig meget. For øvrigt var Wilhelm en slags Bibliotekar, han havde Hjørlunde Sognebogsamling, stående i den ene ende af sin stue, så kulturen blomstrede skam også på Sundbylille mark, min Mor læste mange bøger, mens hun strikkede, i ledige stunder i de lange vinteraftener. Far læste aviser.

Mine erindringer om barndommen falder sammen med 1. verdenskrig, som også satte sine spor i vores hverdag. Vi havde rationeringsmærker på næsten alt, og mange ting kunne man slet ikke få, bl.a. kaffe. Jeg husker Mor brændte byg i stegegryden, så blev den malet, det smagte såmænd udmærket, når der kom cikorie i som tilsætning. Det gjorde kaffen lidt mørkere og vi fik den i ruller vi brækkede af og smuldrede ned i kaffeposen.

Da smørret var rationeret, forstrakte Mor med margarine, som hun ældede sammen med, og da margarinen var hvid dengang, tilsatte man smørfarve. Det fik man i små kugler, som man stak hul på med en nål. Selv petroleum var rationeret, så jeg skulle have mærker med, når jeg gik op til Købmand Julius med dunken. Det brugte vi til lamperne i stue og køkken.

Krigen medførte også at ældre årgange soldater var indkaldt, og lå i Kantonnement i landsbyen, dvs. at hver husstand, alt efter landbrugets størrelse, havde en eller flere soldater boende. Vi havde kun en, det var 66. Jeg ved ikke hvad han hed, kun at han var skrædder og havde kone og 2 børn, som boede på Håbets alle i Brønshøj. På gårdene rundt omkring, havde de flere boende, og da mine forældre var meget gæstfrie, var mit hjem en slags samlingssted for soldaterne om aftenen, hvor de fik kaffe og spillede kort. De var på øvelse om dagen, og var der vel for at ”forsvare os”?

Om søndagen, når de havde fri, kom 66’s familie ofte på besøg fra København, og jeg har sammen med Mor været på besøg hos familien i Brønshøj, længe efter krigen. 66 var en meget flink mand, og jeg mener ikke, at det blev betragtet, som nogen særlig belastning at have ham, selvom vi ikke havde så meget plads. Han må have sovet på chaiselongen i stuen og vasket sig, enten ved vandposten i gården eller i køkkenet som os andre.

Jeg husker det som en god tid, for soldaterne var så glade for at komme hos os, de savnede jo deres familier derhjemme, og nød at få lidt ekstraforplejning og morskab.

Skoletiden.

Jeg kom i skole, da jeg var 7 år, dvs. i 1917. Skolen havde 2 klasser, lille og store klasse og man startede i lille klasse. Vi gik kun i skole hver anden dag, og var der fra kl. 8-15, med en lang middagspause. Store klasse gik de andre dage. Der var kun en lærer, som fik hjælp af sin kone, der underviste i håndarbejde.

Vi lærte og stave og læse i vores ABC, og vi lærte vel også lidt regning. Men hvad der var mest vigtig, var skrivning. Dengang havde lærerne en meget flot håndskrift, og han skrev så bogstaverne på den store tavle, så vi kunne skrive efter på vores små tavler med en griffel, jeg mindes endnu lyden, tavlerne havde vi med hjem i skoletasken, så vi kunne øve os lidt. Stilebøger fik vi først senere.

Det var en temmelig ny skole, der var kommet i Sundbylille by, og den havde ikke stråtag. Der var 2 længer og udhus og WC. Jeg havde ca. 20 min. gang til skole, og om vinteren var det i træsko, så havde vi sutter med, som vi tog på inde i skolestuen ved en stor dejlig kakkelovn. Vi kom ind i den ene længe i en stor gang, hvor vi hængte vores tøj. Til højre lå skolestuen og til venstre i den anden længe var lærerfamiliens bolig, som havde 2 stuer og soveværelse samt køkken. Der har sikkert også været en lille kælder og et spisekammer. Vi havde ingen gymnastiksal, men om sommeren gjorde vi lidt øvelser på legepladsen, hvor der var ribber til at hænge i.

Vi startede med morgensang, hvortil læreren spillede violin og vi skiftede mellem ”Den signede dag” og ”I østen stiger solen op”. Lærerens kone var altid med til morgensang og stod med foldede hænder og strakte pegefingre, når vi bad ”Fader vor” bagefter. Ja, det er morsomme detaljer, man ser for sig, så mange år efter.

Den første lærer jeg havde hed Christensen, men kun i ganske kort tid. Så kom Lærer Nielsen og hans kone og de var der resten af skoletiden. Han var altid iført jakkesæt og stiv flip, der var stil over det dengang. Lærer Nielsen var en meget flink mand, som vi så at sige, lavede meget lidt skæg med. Han havde dog et øgenavn: Hm-Hm-Da. Navnet kom af, at han gik op og ned mellem rækkerne og spurgte os: ”Hvad mer da”, og ved svar: ”Hm-Hm-Da” og så igen og igen.

Min madpakke byttede jeg som regel væk med 2 piger, der altid havde sigtebrød med, de ville gerne bytte med rugbrød, så begge parter var tilfredse. Jeg mener vi havde et emaljekrus med til vand, som vi fik fra vandposten i gården.

Der var også noget der hed ”Eksamen”. Den dag, var man pyntet og uden forklæde og så kom Præsten og Sognerådsformanden. Den time det varede, bestod i, at vi læste et lille stykke i en historiebog eller sang et salmevers. Der var ikke noget der hed ”Karakterer” men vi blev altid rost, og når vi så var færdige med at vise vores kundskaber, gik vi på skovtur til Hørup, og soldede hos en slikmutter. Der kunne vi få et pulver, som vi blandede med vand, så blev det en slags sodavand. Der var også lakrids og andre søde sager. Jeg havde 75 øre med, det var temmelig meget dengang, men det var svært at få dem til at slå til alligevel, men vi fik en dag ud af det, og så havde vi sommerferie hele august måned, så vi kunne hjælpe med høsten. Jeg var lidt ked af, at jeg aldrig var i skole på min fødselsdag, men jeg havde ”pigefremmede” derhjemme, og der blev gjort meget ud af vores fødselsdage.

Da de fleste af os var ”Dygtige børn”, kom vi efter et par år, op i store klasse. Der gik vi så til vi var 14 år, og lærte noget mere. Vi havde bibelhistorie, geografi, historie, regning, læsning, diktat og genfortælling.

Jeg var glad for min skolegang, jeg havde mange gode kammerater. Jeg fulgtes til skole med Rasmus Hansens Gerda, så var der Sigrid, Else og Ingrid fra Bonderupgård og malkekonens Hansine, som jeg husker, var en efternøler. Handskemagerens Edith, det var hendes Mor der hjalp til med fjerkræet, og så var 3 søstre fra Hjorthøj, Helma, Karen og Sigrid. (Til mit bryllup i Hjørlunde kirke, havde Helma og Karen pyntet kirken, og det var en stor overraskelse, da jeg ikke havde set dem i mange år). Ellen og Børge fra Magleholm, har jeg tidligere fortalt om, og da de boede i Sundbylille by, var jeg tit med hjemme til middag i det lange frikvarter.

Mor tilbød mig at komme på Realskolen i Frederikssund, men det havde jeg ikke spor lyst til, nok fordi, jeg mente at det var nogle ”Vigtige By børn” der gik der, jeg havde jo mine gode kammerater i Sundbylille, og der var ingen af de andre, der skulle gå der. Jeg blev heller ikke presset til det, og jeg sluttede min skolegang som 14-årig i Sundbylille skole og mener, at det var en udmærket undervisning vi fik der.

Danseundervisning hos Scheiding på Slangerup kro.

Da jeg var 6 år, begyndte jeg at gå til dans på Slangerup kro. Det skete i sommerhalvåret og der kom så Scheiding fra København en gang om ugen, og lærte os både dans og ballet. Han forlangte, at vi skulle have en speciel slags dansesko på, og ikke møde op i støvler, hvad der var meget almindelig dengang. Han spillede på violin til vores dans og ballet, og jeg har lært meget ballet musik at kende, gennem den undervisning. Han var ret streng, men lærte os at bruge benene rigtig, jeg var så glad for det, at jeg gik der i 5 år. Der var 6 km. Til Slangerup, så Far kørte mig på stangen af sin cykel, indtil jeg selv fik en. Det varede ikke så længe, før jeg fik en fin brugt barnecykel. Scheiding havde været noget ved Pantomimeteatret i Tivoli, men ernærede sig nu som danselærer forskellige steder.

Jeg fik også nogle venner på danseskolen, der var navnlig 3 søstre, Gerda, Jella og Tove, deres Mor hed Hulda og hun var omrejsende syerske. Hulda kom også hjemme hos os og boede et par dage ad gangen, for at sy til Dora og mig. Hun syede nogle meget fine Tylskjoler engang til et afdansningsbal, og det var ikke så mange, der var så fine, de fleste havde Taftkjoler, og de gik hurtigt i stykker og blev møre. Når Hulda kom, fik vi ofte besøg af Marie fra Hørup, de kendte hinanden, måske fra Jægerspris, hvor Marie var vokset op, og de var i hvert fald ikke kedelige.

Det var ikke altid Hulda var lige heldig med sit sytøj, Mor havde engang købt noget meget dyrt grønt fløjl til 11 kr. mtr. Som Dora og jeg skulle have kjoler af til juletræsfest. De blev totalt ødelagt, for hun lavede brede wienerlæg foran og dobbelt bærestykke, det var moderne dengang, men stoffet var jo alt for tykt, så vi så forfærdelige ud, men vi blev nødt til at have dem på, da vi ikke havde andre og Mor har nok været lidt flov over, at hendes piger var så klodsede. Fløjlskjolen i den facon med perler på bærestykket og 2 kvaster, var der flere, der havde på, men de var købt hos N C Christensen i Frederikssund, og det var en ganske anderledes fiks sag. Min søsters grønne fløjlskjole, endte sine dage på loftet i Alsønderup, for min Niece Grethe kan huske kjolen, som nok ikke er blevet brugt meget, men blot gemt af vejen. Det er muligt, at det var grænsen for, hvad Mor kunne få os til at gå i af tøj, der ikke passede os.

Vores nye naboer.

Da jeg var mellem 10 og 11 år, fik vi nye naboer. Jens Pæsens flyttede til Slagslunde, hvor de købte en gård, deres datter Marie var bosat der, og gift med en tømrer. De nye der flyttede ind, hed Jens og Camilla, det var unge mennesker, som havde en lille dreng ca. et år, der hed Paul. De havde sparet sammen til den gård på 16 tdr. land, og efter at have købt den, var der ikke meget at rutte med, men de var meget flittige, og Jens var en dygtig landmand, og Camilla en sparsommelig husmor. De solgte alt, hvad de dyrkede og producerede, og de første år, de boede der, hændte det, at Camilla kom og lånte lidt flæsk, æg og smør, når hele hendes familie kom kørende i hestevogn, sådan en søndag eftermiddag og skulle have kaffe og aftensmad.

Til gengæld har de åbenbart haft rede penge liggende, for jeg mindes, at Mor af og til lånte penge til sine opkøb af fjerkræ om torsdagen, for så at levere dem tilbage om lørdagen. På den måde hjalp de to familier hinanden, også rent praktisk, for når Jens og Camilla skulle i marken og arbejde, med Paul i barnevognen, råbte Mor ”sæt drengen herover, så passer Nete ham”, så gjorde jeg det med stor fornøjelse, han var senere en af mine bedste kunder i butikken i lysthuset.

Det var nogle dejlige mennesker, som vi talte med daglig, og vi holdt sågar juleaften sammen, et par gange. Efterhånden fik de det så godt økonomisk, at Camilla fik en stor skolepige til at hjælpe sig i huset og i haven, jeg kan huske hun hed Elva, og det var fordi hun var den elvte i en søskendeflok.

Venskabet med den familie, både deres børn og deres søskende, holdt sig livet ud, og gav mange dejlige oplevelser, når vi besøgte hinanden. Mine forældre flyttede jo til Sigerslevvester da jeg var 14 år, og Jens og Camilla flyttede til Lyngerup i Hornsherred.

Min søster og hendes bryllup.

Aldersforskellen mellem os er 7 år gjorde, at vi havde meget lidt barndom sammen, og jeg betragtede hende som voksen, allerede fra hun blev konfirmeret og kom ud i sin første plads. Men vi kom godt ud af det sammen, og jeg besøgte hende, og overnattede af og til hos hende, der hvor hun tjente, det var store begivenheder for mig.

Det første sted var i København, hos en Oberstløjtnant Lundsteen i Willemoesgade, hvor hun var ”Ung pige med familiær stilling”, det betød dengang, at man kunne give en meget beskeden løn. Hendes var 15 kr. om måneden. Der var en oppasser, der pudsede sko og lignende, og familien var skam flinke mennesker, så jeg tror ikke, at hun blev overanstrenget, men København var bestemt ikke noget for hende! og så var hun konstant sulten, for der var for lidt mad.

Hun holdt ud et år, og kom tilbage til landet igen, på en mindre gård mellem Sundbylille og Oppe Sundby, hos et midaldrende ægtepar, Jørgen Rasmussen og hans kone, det passede hende meget bedre. Den tredje plads hun fik, var i selve Sundbylille by, på en stor gård hos Holger Jensen og Christiane. Den lå lige overfor Magleholm, hvor familien Nielsen boede, og der var hun meget glad for at være. Nu kunne hun komme hjem tit og veninderne lige i nærheden.

Da hun var omkring 18 år, tog hun plads i Hjørlunde på en større gård, der hed Gadegård, ejet af Jørgen Pæsen. Der var flere karle og en fodermester, der hed Fritz Andersen, der kom fra Ølstykke.

Det blev det sidste, hvor sted hun arbejdede for fremmede, for inden der var gået et år, var hun blevet forlovet med Fritz. Det var meget spændende at have en søster, der var forlovet, og jeg havde fået en Svoger. Inden de skulle giftes, skulle Dora lære lidt mere om landbrug, så hun var på en husmandsskole ved Odense i nogle måneder.

De købte et landbrug på 14 tdr. land i Alsønderup, og Fritz flyttede derud alene, et stykke tid før brylluppet for at passe besætningen, som hørte med, og for at indrette sig lidt. Min søster har nok stadig været på Højskolen, for jeg husker, at jeg sammen med Far var ude og hjælpe med indretningen, og der blev også bragt nogle møbler derud.

 Brylluppet stod d. 4. april 1924 på Svoger Fritz fødselsdag i Hjørlunde kirke, og det var Pastor Barfod, der viede dem. Dora var hvid brud og Fritz i Blåt tøj, de var et meget smukt par, og blev fotograferet foran indgangsdøren i Sundbylille. Der blev holdt et stort bryllup, og vi havde Kogekone til hjælp. Vi havde flyttet alle møblerne ud i loen, så var der plads til at dække til alle gæsterne.

Pastor Barfod var med til festen, og han var en meget livlig mand, som også holdt tale om, at ”Ægteskabet er, som en åleruse, den der er ude, vil ind, og den der er inde, vil ud”. For øvrigt, brugte han den samme tale til mit bryllup, 10 år senere, så det var nok den han kunne.

Jeg kan huske, hvad vi fik til dessert, Abrikoser med flødeskum, jeg fik for meget af det, så jeg spiste ikke abrikoser i flere år efter. På hvad måde brudeparret blev kørt til Alsønderup, mindes jeg ikke, men jeg tror ikke, det var med hestevogn, for på det tidspunkt, havde vores nabo, Rasmus Hansen fået en Ford vogn, så jeg kunne tænke mig, at han har kørt for dem. Ellers var det Købmand Julius, som kørte en del for folk, som vognmand. Cyklet kan de vel næppe have gjort i brudestadsen.

Sigerslevvester og min konfirmation.

Nogle måneder efter min søsters bryllup, flyttede vi til Sigerslevvester. Mor gik og var ked af det, efter at Dora var rejst, jeg tror hun savnede hende, og der var langt til Alsønderup, måske var det derfor der skulle ske forandring, så de solgte ejendommen i Sundbylille, og købte et hus i Sigerslevvester, kun med have, som hed Virkelyst. Mor handlede som før, og Far gik ud og arbejdede, mest med at ordne folks haver, og så kørte han med ”Julens Glæde”. Det har sikkert ikke givet mange kroner, så hvordan de klarede sig, ved jeg ikke.

Jeg cyklede til skole i Sundbylille, i kort tid, til jeg gik ud af skolen i august. Jeg gik også til Præsten i Hjørlunde, og selv om det var temmelig langt, skulle det være Barfod, der konfirmerede mig, og ikke en fremmed præst. 

I Sigerslevvester, fik jeg mit eget værelse. Det lå oppe på loftet, og havde blomstret tapet. Nu var det mig der fik vindruesengen og der var en gammel reol med forhæng, og vistnok også puffen. Det var begrænset, hvor meget jeg kunne opholde mig der, da der ikke var noget varme, men det var rart og nyt for mig alligevel.

 Om foråret blev jeg så konfirmeret i Hjørlunde kirke, og der blev holdt en fest for mig hjemme i Sigerslev. Vi var ikke så mange, men det var en meget hyggelig dag, med den nærmeste familie og venner. Min konfirmationskjole, var hvid med rund plissé krave, og med 2 plisserede stykker ned langs siden af nederdelen, der var så snæver, at den revnede, da jeg sprang over en grøft. Men det var heldigvis senere på dagen. Værre var det, at jeg havde sorte laksko på, og sorte merceriserede strømper, det så farligt ud, men Mor havde den ide, at når min søster havde haft det på den måde, så skulle jeg også. Alle mine kammerater havde hvide sko og strømper, så jeg var ked af det. Men til gengæld, fik jeg et par hudfarvede strømper til andendags kjolen. Den var i beigefarvet uldmusselin med brune blomster. Den havde Mor syet i kimonofacon, som hun plejede og der var et bælte om, der sad nede ved hoften. Både den hvide kjole og et overstykke blev købt færdigt hos Skovgård på torvet i Frederikssund. Overstykket var beigefarvet og havde ikke bælte, men bundet henne i den ene side med en sløjfe, meget nydelig.

Efter min konfirmation fik jeg min første plads, og en helt ny tilværelse begyndte. Barndommen var forbi, og mine tanker er egentlig kun knyttet til Sundbylille, jeg husker ikke noget særligt fra det års tid, jeg boede i Sigerslevvester.

Copyright © olepedersen.eu