Børstenbinder.

De fleste vil vel spørge? Hvad er en Børstenbinder, en Børstenbinder er en der ”trækker børster”, dvs. et stykke træ formet som f.eks. en opvaskebørste med huller i trækker man en tråd ned i hullet i børsten, man laver en løkke, i den løkke lægger man strået/håret ind i og trækker tråden tilbage, hullet er konisk, så hvis der strammet hårdt op bliver det siddende.

Min Far var Børstenbinder, det fag havde han lært på Blindeinstituttet i København. Som 12- årig kom han til Blindeskolen Refnæs i Kalundborg, hans Mor var død, (1936), Faderen stod tilbage med 6 børn, hvoraf min Far var den ældste. Efter 4 år på Refnæs, kom han til Blindeinstituttet i København for at fuldføre folkeskolen, derefter blev han oplært i Børstenbinderi.

Min Far kom til Hillerød i 1943, sammen med en Kammerat, Peter, de skulle bo hos Aksel Jensen på Ringvejen, (det nuværende Skovledet), den startede ved Skansevej og endte i en skovsti, der sluttede ved Kongevejen, (Københavnsvej).

Aksel Jensen var selv svagsynet og Børstenbinder, der var krig og det var ikke til at skaffe børster og koste, så det lavede Aksel og kørte rundt på cykel og solgte koste og børster til egnens bønder.

Nu kom der 2 Svende på værkstedet, der kom gang i produktionen. Men efter krigen 1946, kom der gang i børstefabrikkerne igen og håndtrukne børstevarer kunne ikke konkurrere på prisen.

Peter, min Fars Kammerat giftede sig med Aksels Datter, Minna, og de købte et Brødudsalg på Skansevej 14, med tilhørende lejlighed, Peter fik Børsteværksted i gården.

Min Far tog et kursus i Kurvemageri på Blindeinstituttet og fik ansættelse i Bakkegade hos Kurvemager Viggo Mogensen, han fik en lille lejlighed på Skansevej hos Arne Skomager.

Lidt fra Barndommen:

Nytårsaften.

I slutningen af 60’erne, jeg var 12-13 år, vi holdt altid Nytår hjemme, der var som regel gæster.

Middagen kunne være Hamburgerryg/Skinke og grønlangkål, det skulle være grønlangkål på ”Nordjysk”, for min Far var fra Vendsyssel, der var en anden version, den sønderjyske, de er lavet på forskellig måde, men jeg havde en Tante, Edith, hun var Sønderjyde, og hos hende fik vi ”rigtig” Grønlangkål, som hun sagde.

Vi satte os først til bordet efter Dronningens Nytårstale, de første år af midt liv var det hendes Far, Kong Frederik der regerede.

Når middagen var indtaget, var det kaffe, øl og drinks i de tilstødende lokaler, jeg gik som regel på gaden, jeg havde fået skyts, min Far og jeg havde været hos Tobakshandler Jensen i Grønnegade, han havde Nytårsskyts, og ”Lynkinesere”, kraftigt Knaldfyrværkeri var blevet forbudt, men Jensen havde et stort lager, fra de foregående år, den var ikke gået i dag!

Men ellers kunne vi tage til Sverige og købe ”Kinapuf”, de var lige så gode som ”Lynkinesere”, der var meget Toldkontrol omkring Nytår, så man skulle passe på.

Dengang var der mange på Skansevej der kom ud og skød nytår ind.

Jeg havde et par legekammerater, Egon og Jes, vi var gerne sammen, Jes’s Far Jan havde mange og store raketter, og da vi også selv havde skyts, kedede vi os ikke.

Når vi nærmede os midnat, var alle på gaden og der blev snakket, man gik til natmad hos nabo eller genbo, hvis ikke man selv inviterede, og der blev drukket igennem, ellers var det ikke meget fuldskab der var i mit hjem.

Jeg kan ikke huske min Mor fuld i min barndom, men efter min Fars var død, spiste vi af og til frokost sammen, så fik vi en ”Bjørnebryg” fra Harboe hver, når min Mor havde drukket en halv, sagde hun kan du ikke drikke resten, ellers bliver jeg bare fuld.

Da jeg kom i skole i august 1963 på Ndr. Banevej, fik jeg 2 klassekammerater, Jan og Henrik, de var Spejdere, eller de var ulveunger, der fik de mig med, der blev holdt Ulvemøde på Poppelgangen i en Spejderhytte, der var 2, den anden var pigernes, de er der endnu.

På den tid var piger og drenge ikke sammen som spejdere, det kom først 10 år efter.

Det var en sjov tid, vi kom på orienteringsløb, på sommerlejr, weekendture med telt, og mange af de ting vi lærte den gang, har jeg brugt mange gange senere i livet.

Der var et stort Spejderområde i Østbyen, Egedam, der havde været afholdt jamboree i 40’erne, efterfølgende blev det brugt meget af spejdere fra hele landet samt børn fra området omkring sygehuset, der var 4 Hytter, 1 med Køkken og spisesal, de andre med sovesale med køjer og nogle mindre rum til Lederne.

Det var et dejligt område, for at komme til hytterne skulle man køre over Skansebakken og ved foden, køre til venstre ad Østervang, helt ned i bunden og til venstre, der var P-plads og Hytter, der var naturligvis en Flaghøj med stang og flag, en del af området ligger stadig brak som en del af den grønne kile i Østbyen.

Møderne blev holdt på Poppelgangen hvor der var en Spejderhytte som vi benyttede, siden flyttede møderne til Jespervej 36 i kælderen hos en af Lederne, Lis Poulsen.

Lis’ mand og børn var også med i Spejderlivet, da jeg var 12 år, blev jeg ”Stor Spejder” her var det Kaj Katborg der var leder og jeg har haft mange gode oplevelser på møder, ture og sommerlejre både som Ulveunge og som Stor Spejder, og mange ting som jeg bruger i dag, blev lært som spejder.

Korpslejren med Vikingetema i Tinglev i Sønderjylland 1969 var en af de helt store oplevelser. Vi tog toget fra Hillerød over København til Tinglev, hvor vi med medbragte cykler og bagage, cyklede til Als, hvor vi lå i lejr en uge inden Korpslejren i Kliplev.

Jeg har for mange år siden, 10. januar 1980, været til 50-års fødselsdag hos Tante Edith i Alme, Edith var gift med min Morbror, de boede på landet og drev et mindre landbrug, vi tog derop om formiddagen, min Søster Ruth, min Far, min daværende Kone Debbie, og jeg selv, min Mor var ikke med hun blev hjemme og tog sig af Mikkel, der var fra juli 1979.

Fra busstoppestedet var der ca. en km. at gå ad landevejen + 500 m. markvej til ejendommen. Det var en god fødselsdag, frokost, middag m.m. vi hyggede os som vi plejer, da det var blevet mørkt, skulle vi afsted til bussen, ude på landet er der mørkt om vinteren, så min Morbror gik med en lygte, det havde sneet hele dagen, der lå en del og det føg også, vi stod ved busstoppestedet i en ½ time, ingen bus? Vi gik ind til Bent og Jytte som boede ved stoppestedet, for at ringe til busselskabet, der kørte ikke flere busser i dag! De kunne ikke komme frem. Der blev ringet til min Mor i Hillerød, vi travede tilbage til Edith, som blev noget overrasket over at se os igen, der skulle redes op til 4 mennesker, det lykkedes, vi fik sovet og kom hjem næste dag da busserne kom i gang.

Her er en lille bid af min ungdom, ”Min tid som Sømand”.

Da jeg var 17 år ville jeg ud at sejle, i Frederiksborg Amts Avis, så jeg en annonce, en Coaster, der var hjemmehørende i Hundested, manglede en Dæksdreng, jeg ringede på telefon nummeret og talte med Skippers Kone, jeg skulle have en Søfartsbog, sagde hun og vi aftalte dato for påmønstring.

Nu er det ikke bare at få en søfartsbog, for at få det skal man have en hyre, men for at få en hyre skal man have en søfartsbog, jeg havde jo en hyre, så det gik.

Jeg påmønstrede en dag i august i Frihavnen i København, ham jeg skulle afløse, var der endnu, han skulle sejle med til Korsør hvor vi skulle losse, jeg husker ikke hvad vi havde i lasten på den tur.

Coasteren var på 156 brt. Det er ikke meget i dag, men dengang var Lastbilerne ikke så store, tit valgte man at sejle godset med ”Havets Husmænd” som de Coasterskippere blev kaldt, Skibet var ejet af en enkelt mand, som ved hjælp af en eller to mand, alt efter Bådens størrelse, sejlede rundt i Norden med gods, de er vist alle væk i dag.

Der var kun Skipper og mig om bord, Skipper boede under styrehuset og jeg var indlogeret i forstavnen i et lille ”lukaf”, der var 2 køjer, et bord og 2 stole, et skab til opbevaring og en kakkelovn til opvarmning, maden blev indtaget i Kabyssen under styrehuset.

Vi sejlede med Landbrugsmaterialer til og fra de små danske øer, vi var tit på Bornholm, her fik vi en ny skrueaksel monteret, vi hentede også Ler i Lübeck til Den Kongelige Porcelænsfabrik, og brosten i Karlskrona, min Mormor mente ikke man kunne sejle med brosten, ”Så går skibet da ned”, sagde hun.

Det var en sjov tid, men det varede ikke længe, i slutningen af november lå vi i Århus og ventede på last, Skipper kom og sagde vi skulle sejle til Hundested, da han skulle besøge lægen, da vi ankom til Hundested, tog Skipper sin cykel, vi havde med på Båden og kørte til lægen, da han kom tilbage sagde han, ”jeg er nød til at afmønstre dig, jeg skal indlægges på Sygehuset, den 10. januar læste jeg i Frederiksborg Amts Avis, at han var død, det var slut med at være ”sømand”.

I mangel af bedre får I her endnu en ”sømands historie” fra 1973, da jeg havde skrevet teksten i går, gik der ikke lang tid, før jeg kom i tanke om en tur fra Bornholm med bøgetræ til Junckers i Køge, nu fylder træ mere end det vejer, så da lasten var fuld, lagde vi luger på og fortsatte med at læsse træ på dækket, men inden sagde Skipper til mig, hent dit sovegrej og tag det med op i styrehuset, du må sove der i nat, det er for farligt at kravle hen over træet, der var læsset træ helt op i højde med styrehuset, vi kunne lige kigge hen over, jeg fik min nattesøvn og vi var i Køge dagen efter og fik losset træet.

Flere erindringer:

Jeg var blevet arbejdsløs efter oliekrisen, hvor alt næsten gik i stå, jeg havde et par kammerater der året inden var taget til Sverige for at arbejde, det mente jeg også jeg ville prøve.

Jeg gik på det der dengang hed arbejdsformidlingen og talte med dem om arbejde i Sverige, de vidste ikke så meget om det, men foreslog jeg tog til Helsingborg på formidlingen der, der var der flere muligheder, Kockums i Malmø, det var et skibsværft, eller også Volvos motorfabrik i Skövde, jeg valgte Volvo.

Jeg skulle møde den følgende onsdag kl. 8 om morgenen, jeg tror det lå ca. 300 km. fra Helsingborg, så det var toget til Göteborg og videre med et tog mod Stockholm der standsede i Skövde, da jeg skulle hjemme fra tirsdag for at møde rettidig onsdag, men jeg havde ikke mange penge, mine forældre var på ferie i Jylland, der var ikke mulighed for at låne, jeg havde dog til togbilletten, kun en enkelt, og jeg vidste slet ikke om jeg fik jobbet.

Vel ankommet til Skövde, gik jeg til Volvo og henvendte mig i Portvagten, her fik jeg udleveret en nøgle til en lejlighed i et Personale Hotel, den var etværelses med bad og toilet, gryder tallerkener og hvad der var brug for, næsten som en ferielejlighed.

Vi var 5 danskere der var kommet til Skövde og vi mødte ind kl. 8 onsdag morgen, vi blev ansat alle sammen.

Der var Kurt fra Allerød, Kurt fra Grenå, Thomas fra Hundested, Lajos som var Ungarer, men født i Danmark, Lajos var fra Hillerød ligesom jeg, jeg kendte dog ikke Lajos inden vi mødtes i Skövde og så mig selv.

Vi lærte hurtig nogen at kende, der var Anders fra Hillerød, han havde været det et års tid, ham kendte jeg godt i forvejen, jeg begyndte at arbejde sammen med en gammel Dansker, jeg mener han hed Einar, han havde været på Fabrikken i 30 år.

Jeg boede nogle måneder på Personale Hotellet, så fik jeg min egen lejlighed i et boligkvarter lidt uden for byen, ”Södra Ryd” hed det, der boede jeg til jeg stoppede på Volvo og tog hjem til Hillerød.

Da jeg var barn, kom vi ikke meget ud, jo, i familie sammenhæng, Fødselsdage, Barnedåb, Konfirmationer, etc. Restaurantbesøg var ikke en del af underholdningen, men en gang i mellem kom der Mennesker med bil på besøg hos os, hvis det var lørdag eller søndag kunne det ske at der blev arrangeret Biltur til et eller andet marked eller gøgl, vi kunne også køre på Gershøj Kro og spise Stegte Ål, gik det rigtig højt, blev eftermiddagskaffen indtaget på ”Den skønne udsigt” i Ølsted, eller ”Den Gamle Smedje” i Rørtang ved Helsingør, både den ”Skønne udsigt” og ”Den Gamle Smedje var ”Traktørsted”, den slags var der mange af, da jeg var barn, de er væk, nu er det Pizzeriaer, Sushi eller noget helt andet.    

Røde skovsnegle er der mange af i Indelukket ved Frederiksborg Slot, de findes også andre steder, men da jeg var barn og vi gik tur i Indelukket, fortalte min Mor, at de røde skovsnegle fandtes kun i Hillerød, og de var blevet røde af at have drukket blod fra en Ridder, der var blevet dræbt i Slotshaven, det er naturligvis noget sludder, men i mange år troede jeg på den skrøne.

"Kvinder får for lidt jern".

Nu er svaret ikke det du nu tænker på, men en seriøs undersøgelse, for notitsen fortsætter:

Jern er et livsvigtigt mineral, som kroppen har brug for til at transportere ilt til cellerne. Alligevel får halvdelen af kvinderne i alderen 18- 50 år ikke jern nok gennem deres daglige kost. I Region Hovedstaden svarer kun 68 % af de gravide at de tager et jerntilskud, viser en ny undersøgelse fra Aminojern.dk

Hvis du nu ikke er kommet ud af din snavsede tankegang, så kunne du måske tænke at de gravide må have fået jern nok, men det er som skrevet længere oppe, en seriøs oplysning.

Jeg kunne ikke lade være med at muntre mig over overskriften, og det ledte til mit "skriveri".

 

Der er en historie min mor fortalte, min Mor var på husmandsskole i Høng, og havde fri lørdag kl. 13:00.

Hun tog sin cykel og kørte op til sine bedsteforældre i Sigerslev vester, ved Frederikssund, her var min Mor til om søndagen hvor hun skulle hjem på højskolen igen, Hendes bedstefar siger så, "Du skal ikke køre den lange vej alene, jeg følger dig til Roskilde", det gjorde han, da de nåede Roskilde, vendte han sin cykel og trampede hjem til Sigerslev vester.

Man skal tænke på det var lige efter krigen, så cyklerne var nok ikke den bedste kvalitet og vejen var lang, det skulle man lige byde nogen i dag.

 

Et par anekdoter fra Nyhuse.

Jeg har fået den fortalt af en ældre dame som selv oplevede det, alle der er nævnt, er døde i dag, så jeg træder vist ikke nogen over tæerne. I Løngangsgade, i begyndelsen af 60'erne, boede hun og hendes mand i et af kommunens huse, ”Udriddergården” og i en del af huset havde manden fundet ud af han kunne have duer, en dag kommer sognerådsformanden til manden og siger at kommunen skulle bruge de rum han brugte som dueslag, til en familie som var blevet husvild, manden var en ”flinker” mand og ville aflive duerne, han nåede dog ikke at fjerne duelort m.m. før familien rykkede ind, og midt i alt møget satte familien deres ejendele og der boede de så med børn og det hele.

Sammenlignet med i dag, hvor der en voldsom diskussion om fattigdom, virker det jo helt grotesk, men som Konen sagde da hun fortalte historien: De var sgu lykkelige for bare at få tag over hovedet.

 

Boline

Jeg husker bl.a. Boline som boede på Møllersvej helt ned til åen hun var en 5-10 år ældre end min Mor, jeg tror de plukkede bær sammen om sommeren, Boline havde mange børn og en mand der drak, huset de boede i trængte til tapetsering, mente Boline og gav manden besked om at tage tapetbøger med hjem fra farvehandleren, dengang var det sådan at man gik til farvehandleren og hentede nogle store tapetbøger hvis sider var 30x50 cm. Lapper af forskelligt tapet så man som kunne vælge tapet ud fra. Der skete bare aldrig mere, tapetbøgerne blev liggende, de skulle normalt afleveres efter en uge, til sidst mistede Boline tålmodigheden, hun skar alle siderne ud af bøgerne og tapetserede med dem, så farvehandleren fik aldrig bøgerne tilbage men Boline fik tapetseret.

Da Hillerød fik sine billige boliger.

Tidligere boligdirektør i Hillerød har udgivet en bog om fagbevægelsen og de første billige boliger i Hillerød.

Hjemmesiden skal ikke være en ”reklamesøjle”, men jeg vil gerne gøre lidt PR. for denne bog, den er sjov at læse hvis man er ny borger i byen.

Jeg har boet her hele livet, så meget af det der er skrevet om Hillerød, har jeg selv været en del af og oplevet på nærmeste hold, men jeg har stor interesse for min egn og by og kan godt lide at ”bore” i historien og jeg vil gerne ”delagtiggøre” andre der har samme interesse.

Jakob Reddersens bog kan købes i Bog & Idé i Slotsarkaderne.

Der er en person fra Hillerød, jeg er nødt til at have med, Georg Larsen med kunstnernavnet Larno, da jeg blev født i Grønnegade 9, boede Larno i nr. 13, han havde hunde til at optræde med og en abe der kravlede op i flagstangen.

Da min Mor senere blev ansat på Frederiksborg Amts Sygehus i 1961, blev der hvert år afholdt juletræ for personalets børn, her var Larno julemand, tryllekunstner og bugtaler, alle de gange jeg var med.

Larno rejste i mange år med Cirkus Arena og optrådte som Cirkusklovn, siden hen, 1977 bliver jeg gift med Larno’s barnebarn, Debbie, det holder nu ikke, men vi har stadig forbindelse. Larno sov stille ind juli 1990, Larno var født i 1899 så han nåede at blive 91 år.

 

Marius hører egentlig ikke til blandt ”Hillerød borgere”.

Marius var fra Harløse eller Tjæreby, han var en lille mand, og måske også en smule småt begavet, han boede sammen med sin bror i forældrenes hus, hvor de havde boet altid.

Jeg vil tro at Marius fik en eller anden form for pension, og så kørte han rundt på cykel ude på landet, med rygsækken på samt flere tasker på bagagebæreren for at handle.

Jeg traf Marius hos mine bedsteforældre i Alsønderup, hvor han sikkert havde kommet i mange år, det var altid om søndagen, og der var tit besøg af familien fra Gadevang og Hillerød og somme tider og min Mormors søster fra København med sin familie, det vidste Marius naturligvis, og det betød flere kunder.

Når Marius kom, fik han altid tilbudt noget at drikke, Marius bad altid om kogt vand og intet andet.

Mariuss varelager bestod af barbersæbe/blade, håndsæbe, neglefile, neglebørster, hårnåle, strømper (nylon), elastikker, clips etc. og spurgte man efter noget man ikke så, når Marius havde pakket ud, så kunne Marius som regel i et af sine gemmer finde det man manglede.

Der blev ofte handlet ivrigt og der blev tinget lidt om prisen Marius priser, var variable, men Marius var glad for at sælge for 15-20 kr.

Poul Olsen.

For snart mange år siden, da jeg var dreng, i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, var der bådudlejning i Slotssøen, det var Poul Olsen der passede robådsudlejningen på slotssøen, vi kaldte ham for PO, han var en pudsig fyr, vi drenge hjalp tit PO med fortøjning af bådene, vi hjalp også når den Lille Færge kom ind, vi tog imod fortøjningen, somme tider skulle PO ordne noget, og os der var der, fik lov at passe gesjæften, når PO så kom tilbage, ville man jo gerne have lidt for ulejligheden, så råbte PO: I bruger bare pengene til cigaretter, så I får ikke nogen, til gengæld fik vi alle de roture vi gad.

Der kom en anden pudsig mand, jeg husker ikke hvad han hed, vi var flere ”unger”, der kom på bådebroen, somme tiden 5-6 stykker ad gangen, når så denne mand kom, fortalte han eventyr, men ikke nok med det, han optrådte nærmest, det var næsten som at se et Skuespil, ”Konen med æggene” og ”Konen i muddergrøften”, er noget af det jeg husker, han brugte hele bådebroen som scene og vi lå flade af grin. Billedet er min Far på rotur på Slotssøen med min Kusine Britta og min Søster Ruth,

Svend sejlgarn.

Svend Petersen boede længere ude af Skansevej, man skulle over Skansebakken, og ned i bunden på den anden side, her startede Østervang dengang, Svend ejendom lå på hjørnet af Østervang og Skansevej.

Svend P, blev kaldt ”Svend sejlgarn”, min Far var mere ”diplomatisk” og kaldte Svend for ”Snoren”. Svend kom meget i værkstedet hos min Far, Svend havde været på Nordsten, men levede af sin pension og det hans lille landsted kunne kaste af sig, Svend havde naturligvis et par heste, ”2 Nordbagger” som han kørte lidt vognmandsforretning med.

Svend kunne synge viser, tit nogle af hans egne værker og når han var i kælderen hos min Far fik de jo tit et par øl, så var Svend lige i stødet til at synge, min Far optog det på sin båndoptager, men båndene er desværre gået tabt. Svend boede sammen med Louise og de havde hvide mus gående i et terrarie, det var jo sjovt at se for mig, at kigge på, når jeg var på besøg med min Far.

Jeg er født med en ”Sølvske i munden”, det sagde min Søster i sin tale til vores bryllup, for det ikke skal være løgn, havde hun sølvskeen med, den havde hun fundet i min Mors gemmer, da vi ryddede huset på Skansevej, historien er som følger.

Da jeg blev født (1956), havde min Far en arbejdsgiver, Viggo Mogensen, Viggo havde Kurvemageri i Bakkegade, der boede han sammen med Konen, vi kom på besøg ind i mellem, til kaffe og kage.

Fru Mogensen havde sølvbestik, som kom frem når der kom gæster, da jeg ikke var særlig gammel, skulle jeg mades med en ske, det blev naturligvis en af Fru Mogensens sølvskeer, min Søster der var 6 år gammel, siger til Fru Mogensen:

”Den ske passer lige til Oles mund”, ved du hvad siger Fru Mogensen, så skal Ole have skeen med hjem, og sådan blev det.

Jeg kunne naturligvis ikke huske episoden, og har ikke hørt om det i min Barndom, da jeg blev gift i 2017, var min Søster med til brylluppet, Hun holdt en tale og fortalte hvordan jeg blev født med en sølvske i munden, Hun havde også skeen med, jeg fik den overdraget og gemmer den nu sammen med historien.

For nogle år siden var jeg med en Kørestolsbruger i Berlin.

Det var en lokalafdeling af Dansk Handicap Forbund, der havde arrangeret rejsen som foregik med Bus fra København til Berlin.

Vi var 18 afsted, de 7 var hjælpere vi blev indkvarteret på et Hotel hvor vi også spiste morgenmad og aftensmad og hver dag var der Bustur til forskellige destinationer, Det olympiske stadion fra 1936, et kloster, mindepladsen for de Tyske Jøder der mistede livet under krigen.

Med på denne tur var et ægtepar, jeg kom i snak med, de var i slutningen af 70’erne vil jeg tro, Manden var især snakkesalig, De havde et firma der lavede Balletsko og det havde de levet af i mange år, men Henning havde været vidt omkring, og han fortalte om det han havde lavet, det lød spændende, så jeg foreslog ham at få disse historier skrevet ned, om ikke andet til Hennings efterkommere.

Henning sagde at han ville skrive nogle af hans historier og sende dem til mig, jeg nåede at få en, så har jeg ikke hørt fra Henning siden, jeg har været på flere lignende ture, men Henning og Konen har ikke været med, desværre.

Her er den Historie Henning sendte mig:

Som ganske ung (23) arbejdede jeg ved CNR i Canada. (CNR står for Canadian National Railways).

Dengang var der noget der hed telegraflinier. For at få arbejde ved CNR, skulle man have en afgangseksamen som svarer til 9 klasse i dag, dengang det man kaldte en god mellemskole eksamen, og da jeg jo havde en god realskole eksamen, der er bedre end en mellemskole eksamen, måske svarende til en god 10. klasse (eller mer) i dag, dristede jeg mig til at tage eksamensbeviset med på provinsen Manitoba’s Department of Education, og spurgte om det kunne ækvivaleres med en skoleuddannelse i Canada.

Det var selve departementschefen, jeg kom ind til, og han spurgte, hvor længe jeg havde gået i skole i Danmark. Realskole eksamen kunne man klare på 5 år alm skolegang og 4 år realskole i alt 9 år, men fordi jeg kom ude fra landet, hvor der ikke var realskole, kom jeg først i denne skole da jeg havde gået i alm. skole i 7år. Dernæst begyndte han at eksaminere mig på kontoret, ganske uhørt i Danmark at gøre det, og kort tid efter fik jeg et brev, hvori jeg fik en såkaldt grade 10 i nogle og grade 11 i de fleste fag.

Dette papir var tilstrækkelig skolegang til at søge arbejde ved CNR. Der var ikke noget, der hed trådløst dengang, og noget af arbejdet bestod i at udskifte telegrafpæle.

Anlæggelse af et jernbanenet (midt i 1800-tallet) hele vejen gennem Canada (5-6000 km) skulle der også etableres et telegrafnet, og man brugte, hvor det lod sig gøre, udgåede træer langs jernbanelinjen som telegrafpæle. Disse “pæle” kunne undertiden være kolossalt tykke ved jorden og kun op til 2-3 meter høje. Sådan nogle pæle skulle fjernes og indtil jeg kom på “banen” blev det gjort med en økse. Jeg foreslog at save med en motorsav og det kunne gøres helt nede ved jorden og efterlod ikke en stump med en noget ujævn overflade.

Jeg havde erfaring med at save med en motorsav fra en sommerferie i Norge, medens jeg gik i realskole. Jeg var 17 år dengang.

Nå, tilbage til Canada. Saven blev dog hurtigt beskadiget, da en af de andre gutter hånligt sagde, at det kunne hvem som helst da gøre, han snuppede saven og gik i gang med den næste stamme. Efterhånden som saven gnavede sig gennem stammen helt nede i jordplan, rettede han sig mere og mere op, ikke ret meget, men så meget at bladet, der førte savklingen, fik en krumning, der måske ikke syntes af så meget, men nok til, at kæden knækkede. Han blev hed om ørerne, og indtil der kom en ny kæde, måtte han svinge øksen.

En anden beskæftigelse var at klatre op i de nye pæle for at montere nogle tværgående arme forsynet med nogle forskellige isolationsklokkeholdere.

De nye pæle var 8 meter høje så der var et stykke op og tværarmene var knap 2 meter lange og naturligvis ikke så lette. Klatreturen foretog man med nogle sporer spændt fast på indersiden af benet. Med en rem

rundt om livet og dernæst bagom pælen. Armen, der skulle monteres på tværs af pælen, blev balanceret på bæltet, og så kunne klatreturen begynde.

Man huggede sporen ind i pælen, først fra det ene ben og der næst det andet. Bæltet blev for hvert skridt op ad pælen flyttet opad, så det var med at holde balancen. Det var klart at man skulle sørge for et solidt

fæste med sporen for ikke at rutsje ned med den store belastning.

Jeg blev på et senere tidspunkt om vinteren, hvor der ikke blev udført den slags arbejde, udsat for sådan en rutsjetur, det var jo nødvendigt at udskifte isolatorer. Den tur glemmer jeg aldrig. Sporerne (en pig på hver side af benet) skulle hugges gennem et tykt islag før opstigning, og jeg havde ikke hugget ordentlig til.

Fra en 2-3 meters højde over sneoverfladen rutsjede jeg ned og brasede gennem sneen. Jeg tror snelaget var lige så tykt som den højde jeg var kommet op ad pælen. Heldigvis for så slog jeg mig ikke, men kunne klatre op mens jeg sørgede for at hugge sporerne ordentlig ind i pælen.

Stedet i Canada, hvor jeg begyndte dette arbejde, var i et sandet område 19 timers togkørsel fra Winnipeg. Landskabet var helt fladt og denne landskabsbeskrivelse er vigtig for at forstå Country and Western sangeren Johnny Cash, når han synger om “Tumbling Weeds”, fordi jeg oplevede netop nogle store kugler, “Tumbling Weeds”, på ca. ½ meter i diameter rulle hen over ørkensandet og lavede et kort stop, når de passerede jernbanesporet.

Det var medens jeg arbejdede ved de Canadiske jernbaners signal afdeling, at jeg blev overbevist om, at jeg kunne gennemføre en højere uddannelse. De gutter, jeg arbejdede sammen med, kunne ikke forstå eller følge med i det jeg regnede for ganske simple sammenhænge, og formanden for sjakket, der var tysk ingeniør, tilbød for at hjælpe lidt til med at undervise om aftenen i alm. elektronik, det blev jo tidligt mørkt, og der var masser af tid, hvor praktisk arbejde ikke kunne udføres.

For at finde ud af hvad de/vi kunne, stillede han nogle spørgsmål inden for faget f.eks. Ohms Lov. Jeg var den eneste der kunne svare og det var udslagsgivende for min beslutning.

Jeg vidste, at man kunne arbejde og læse samtidig så jeg sagde mit gode arbejde op og rejste til en by i Canada, der hedder Windsor og søgte om optagelse på Chryslers Journeyman School, hvor man netop kunne dette.

Jeg bestod optagelsesprøven, men så fandt de ud af, at jeg ikke var canadisk statsborger, og det var nødvendigt for at blive optaget på skolen, da meget af arbejdet/undervisningen foregik i Detroit USA.

Jeg måtte vente 2 år før jeg kunne blive det, men da jeg ikke kunne finde et job i løbet af de næste 6 måneder, besluttede jeg at vende tilbage til Danmark.

Jeg kunne ikke få mere understøttelse efter 6 mdr. og det var dette der gjorde udslaget.

For at komme hjem uden penge til at købe en billet for, tog jeg til Montreal, da jeg endnu kunne få understøttelse i 3 uger for at finde et skib, der manglede en mand, og heldet var med mig.

Jeg fandt et norsk skib, der manglede en mand til at vaske op og sørge for rent lokale, hvor besætningen kunne spise.

Efter et halvt år til søs, var jeg endelig i Danmark. Jeg fortsatte min kurs dog ikke til søs.

Øllingegård mellem Gørløse og Borup er i dag Økologisk Mejeri, men jeg fik fortalt en historie fra slutningen af 40’erne om Øllingegård, det var en mand der var vokset op i Skævinge der fortalte, at da han var dreng, var der kommet en stor sten op af jorden på Øllingegård, den var for stor til at flytte, Ejeren af Øllingegård fik fat i dynamit, det var nok ikke så svært, der havde jo lige været krig.

Dynamitten blev anbragt ved stenen, sprængningen foregik som man ser i ”Olsen Banden” en dynamo og ledninger til detonator, da dynamoen blev trykket i bund skete der ikke noget, Ejeren gik ned til stenen for at tjekke, da han stod lænet over stenen, blev dynamitten udløst, sten og Ejer blev pulveriseret. Om historien er sand eller en skrøne, ved jeg ikke, jeg har ikke kunne få det verificeret.

I 90’erne arbejdede jeg som Chauffør for en Entreprenør, en morgen vi mødte ind og skulle finde værktøj og materialer frem til dagen, i hallen var der en hylde hvor der lå 7-8 pakker på størrelse med en halv mursten, de var begyndt at svede, en ældre medarbejder vidste at det var dynamit, fra Entreprenørens Fars tid.

Da Formanden kom sagde vi til ham at den var gal med dynamitten, han sagde at han ville lægge det i bagagerummet på bilen og køre det ind til Farum Kasserne, det var der ”Bombeholdet” hørte til, vi rådede ham til at ringe til Farum Kasserne, for en sikkerhed skyld, det gjorde han, han fik besked om at holde sig langt væk, og ”Bombeholdet” kom med fuld udrykning, med en armeret trailer, en mand der var polstret som en ”Michelin mand”, gik ind og hentede dynamitten, lagde det i traileren og lukkede forsvarligt, hvorefter de kørte til Farum med fuld udrykning.  

Historien om hvordan jeg kommer til Roskilde Handicap Idrætsforbund får du her:

Det starter i Berlin, jeg var på en 5 dages tur til Berlin i 2015 med en kørestolsbruger, der var 11 andre med, alle med en eller anden form for handicap, der var også flere hjælpere, vi var vist 20 personer i det hele.

Ham jeg var hjælper for gik i seng kl. 22, så gik jeg i baren på hotellet, der mødte jeg Hans, som også var med i selskabet, Hans manglede en Ledsager og spurgte om jeg ville have jobbet, det ville jeg, og har været det siden.

Hans har været meget engageret i Dansk Handicap Forbund, og der har været en del møder, hvor jeg har været med.

I 2017 siger Hans til mig, jeg kender en der skyder i en klub i Roskilde, han mangler en hjælper, er det noget for dig, jeg fik en snak med Jan som skyder, siden har jeg været hjælper for ham, vi skyder hver onsdag og torsdag Bowler vi, også i Roskilde, samme dag er der Boccia efter Bowlingen, det er nyt jeg deltager her, men de er ikke så mange og mangler også en ”Praktiske Gris”, jeg har meldt mig, der er Jan ikke involveret.

Alle 3 steder hvor jeg er med, er hyggeligt samvær som jeg nødig vil undvære.