Rasmus Peder Hansen, Snedkermester, Nørrebro 12, Rudkøbing, Langeland.

                                                Født 1863, den 14. januar Bammeskov i Tranekær Sogn.

                                          Forældre Husmand Christian Hansen født 10/10 1831 i Tullebølle.

                                          Hustru Petrine Hansen f. Mortensen født 10/12 1838 1 Tranekar Sogn.

Min Fars Forældre boede i Skræddervænget i Tullebølle Sogn, hvor min Far var født. Min Farfar var Skovfoged i Stengade Skov Tullebølle Sogn. Min mors forældre boede i Botofte og havde en fæstegård under Grevskabet. Jeg husker, at min Morfar gik med Hjorteskindsbukser. Vi var 10 Søskende, hvoraf i dag 6 er levende, jeg som den ældst-levende 89 år, og den yngste nulevende sidst i halvfjerdserne. Huset, vi beboede, var fæstehus under Grevskabet og blev kaldt for "Vinkælderhuset", og vi børn af den Grund "Vinkælderbørnene”.

 Mit hjem lå i meget smukke omgivelser lige op til den gamle Hestehaveskov, hvorfor en stor kærlighed til den frie natur tidligt blev vakt hos mig og har fulgt mig hele livet. Jeg husker fra min tidligste barndom, at der i huset foruden os boede en gammel aftægtskone, som vi kaldte "Gammelmor”.

Selv om det var et fæstehus under Grevskabet, så arbejdede min Far kun med at dyrke sin egen Jord, arealet var 7 tønder Land. Vi havde 2 marker, en som lå op til Huset, og en der lå ca. 1 km derfra, og til den sidste skulde køerne trækkes hver morgen og hentes igen om aftenen, men der skulde jo også malkes til middag, men dette besørgede min mor, og der så man det syn, som aldrig ses mere, min mor satte en malkekande på hovedet, som man under tiden ser på billeder fra syden, og med en kande eller spand på hovedet og en strikkestrømpe i hænderne gik min mor den kilometerlange vej frem og tilbage.

Den måde at bære mælken på kunne man i de tider se daglig af mange, og man så aldrig, at de tabte balancen.

Det var et ældre bindingsværkshus, hvor bolig og stald lå i en længe. Boligen bestod af følgende rum: Bryggers og køkken med bageovn samt 5 rum. I det ene rum stod Fars og Mors dobbeltseng og desuden et stort bord med bræddestole omkring, dette rum var nærmest et opholdsrum, hvor vi tilbragte dagens og aftenens timer.  I et andet rum ved siden af stod 2 dobbeltsenge, hvor børnene sov.  Et tredje rum blev benyttet til opbevaringsrum til linned og gangtøj, som blev opbevaret i et par store kister med buet låg og et par klædeskabe og en stor dobbeltseng, som blev brugt til sovested for eventuelle gæster. Det fjerde rum var ”Stadsstuen”, der stod bl.a. et gammelt chatol med skrå klap, et fløjbord og en kommode, som Mor havde haft som ung pige, og nogle få stole.

Det femte rum var nærmest en stor forstue, hvor der i hjørnet stod et par bænke med et bord foran, et bornholmerur, et skab med forskelligt husgeråd f.eks. porcelæn osv. I huset fandtes også en rok.

I stuen, hvor vi opholdt os, var der en stor firkantet ovn med kobberrør, hvid kalkede vægge overalt, der blev kalket hvert år. I alle rum var der murstensgulve.

Da det var et fæstehus, blev der til grevskabet årligt ydet 4 stegestore kyllinger (levende) et par snese æg foruden et par tønder byg (kaldet tiendekorn), dette var, hvad der blev ydet for hus og jord. Under hele min barndom boede vi samme sted.

Da min Far døde omkring år 1912, fik min mor en lille lejlighed under grevskabet, hvor hun resten af sine dage blev passet af en af sine søstre, som stadig (år 1952) fuldstædig gratis bebor denne lejlighed.

Arbejdet begyndte kl. 4 om morgenen for mine forældre, og selvfølgelig måtte vi børn også hjælpe til med dagens forskellige arbejde.

For min Fars vedkommende arbejdede han, med undtagelse af et middagshvil, udendørs til kl. 22 om aftenen.

For min Mors vedkommende var det uafbrudt arbejde hele dagen uden hvile, selv under måltiderne gav hun sig ikke tid til at sidde ned, men stod op og spiste.

Straks om morgenen mine forældre stod op, drak de en kop kaffe, som var kogt i en kobberkedel med kaffebønner og vand sammen, dertil fik de et stykke kandis, ingen brød til. Kaffen brændte vi selvfølgelig selv, så vidt jeg husker, blev den iblandet ærter, og brændt sammen med den og stødt i en morter med en støder.

Det næste måltid var davre ca. kl. 5-6, og den bestod af stegt flæsk og øllebrød. Vi børn fik et stykke brød, dyppet i fedt med et stykke flæsk på, som vi havde i venstre hånd, og med højre langede vi med en træske til det fælles lerfad med øllebrød, min Far fik gerne en snaps brændevin til davren.

Det tredje måltid var kl. 12, middagsmad, den bestod af f.eks. grønkål, gule ærter, som var kogt på flæsk, pandekager, vandgrød, sødgrød eller vælling. Melvælling bestod af bygmelsjævning, der blev rørt i mælken, ofte stegt flæsk med kartofler, men altid kun en ret, sjældent fik vi suppe som også blev serveret i lerfad, hvoraf vi alle spiste, og dertil tog vi en kartoffel i fingrene, som vi bed af.

Når Far var færdig med sin middagssøvn, fik Far og Mor en kop kaffe igen med et stykke kandis til.

Ved 16-17 tiden var det mellemmadstid, så fik vi alle rugbrød med smør eller fedt på, med en skive pølse på midten, og vi blev ved med at bide, indtil vi kom til himmerigsmundfulden i midten. Far fik en skive flæskekød eller rullepølse.

Det sidste måltid fik vi alle, lige inden vi skulle i seng f.eks. en portion mælkegrød eller skørost med mælk og eventuelt en skive rugbrød med smør.

Maden blev lavet i det åbne ildsted oven på bageovnen inde i skorstenen. Gryder og pander stod på en trefod eller en gryde

med hank ligesom på en spand, blev hængt op i en krog, som var til at hejse op og ned.

På kakkelovnen i den stue, hvor vi opholdt os, var der et ”tråd”, dvs. en forlængelse af bunden på kakkelovnen, hvorpå man kunne rage tørvegløder ud og derpå anbringe trefod og stege en pande flæsk el.lign.

Med hensyn til rengøring blev gulvene fejet med koste, vi selv lavede af birkeris, og der blev strøet fugtigt sand på.

Som bemærket tidligere, holdt det daglige arbejde om sommeren først op ved 22 tiden, hvorfor der selvfølgelig ikke var noget, der hed fyraften, men om vinteren skulle min Far skære hakkelse til heste og køer i en skærekiste, der stod i loen. Belysningen var en tranlampe i lygten.                                                                          

Om aftenen tilbragte min Far endvidere tiden med at snitte, han fik en snittebænk ind i stuen og snittede træsko til hele familien, tøjr pæle (dengang kaldet ”tyrstaver”), træriver med trætænder, økseskafter, slåstave, mejetøj og hvad der ellers hørte til af redskaber, alt lavede man selv, intet blev købt.

I mens sad Mor og spandt, vi børn kartede uld med karter, og den gang kunne man ikke, som nu, købe uldtøj færdigt, og dette måtte min Mor og mine søstre også strikke, foruden at min Mor måtte klippe fårene, når den tid var.

Mor spandt også selv garn, der hos væveren blev vævet til hvergarn og vadmel. Vi avlede også selv hør, som vi selv tilberedte og spandt og lod væve til lærred til lagner og linned osv.

Belysningen bestod af et tællelys, som vi selv støbte.

Der blev arbejdet fra tidlig morgen til sen aften, men med god tilfredshed.

Søndagen gik som de andre dage med undtagelse af, at vi børn om eftermiddagen kunne gå en tur i skoven eller i mosen, der lå op til skoven.

En gang imellem talte min Mor og Far om, at det var længe siden de havde været i kirke, og det kunne de ikke være bekendt, og så spadserede de ind til Trankær kirke.

Foreningsliv var der intet af, min Far var ivrig venstremand, men deltog ikke i det politiske liv.

Vi fik en lille avis, ”Langelands Tidende”, om lørdagen kun en halv avis, vi var 4 familier om at holde den. Bøger blev ikke læst, men jeg husker en sangbog, som min Far havde købt efter krigen i 1864, den første sang hed, ”Til våben brødre, tag bøssen fat, vor bane ved vi, vort mål er sat, og målet er Danmarks frelse”.

En gang imellem gik mine forældre til alters, og det var en meget højtidlig dag, og de spiste intet, før de havde været til alters. For at komme til alters, skulle man indtegne sig hos førstelæreren, (Degnen), når altergæsterne gik fra kirken, ønskede de hinanden ”tillykke og velsignelse”.

Imellem Lensgreven og fæstebønderne herskede der det bedste forhold, greven var en mand, som alle så op til.

Forholdet til naboerne var altid hjerteligt og hjælpsomt, og hvis nogen var syg, eller kom i nød, kunne man altid hente hjælp hos sin nabo.

Jeg husker et tilfælde, hvor en stenhugger kom ind til min Mor og bad om en spølkum mælk, da en af hans småpiger havde fødselsdag dagen efter, og de havde lovet hende pandekager.

Endvidere var det almindelig skik, at nårsomhelst man mødte en mand under sit arbejde, blev der gerne hilst med; ”Goddaw og Gud hjælpe dig”.

Ved barsel var det almindeligt, at naboer kom med barselsmad, som bestod af f.eks. en sukkerbrødskage, hvortil der blev serveret kirsebærvin.

Ved sådan en højtid blev der spist godt, for det var ikke sådan mad, vi var vant til, til daglig.

Fødselsdage blev der ikke taget så megen notits af, jeg har som barn, aldrig fået en fødselsdagsgave.

Nytårsaften blev der spist grønkål og spillet kort om æbleskiver. Lerfade blev knust mod trappestenen som nytårsløjer.

Til fastelavn havde vi hjemmelavede ris, pyntede med kulørte papirstrimler.

Julen i mit hjem var årets største højtid, der blev bagt rugbrød, sigtebrød, hvedekage, julekager med rosiner, og der blev

brygget og slagtet.

Juleaftensmåltidet var som regel grønlangkål eller stuvet hvidkål og flæsk og måske æbleskiver, hvorefter Mor læste juleevangeliet og der blev sunget julesalmer.

Vi havde intet juletræ, men en grangren, der blev sat i en urtepotte og pyntet med små kræmmerhuse, hjerter og poser, der blev klippet af kulørte poser, intet blev købt, vi fik pebernødder lavet af rugbrødsdej, udover pebernødder var der intet der hed godter og heller ikke gaver af nogen art.

Julemorgen fik vi i anledning af højtidsdagen sigtebrød til det stegte flæsk i stedet for rugbrød.

I 7 årsalderen begyndte vor skolegang, men vi skulle forinden kunne læse og skrive, det måtte vor Mor lære os. Vi gik kun i skole hver anden dag fra kl. 8 til 14. Undervisningen var ret mangelfuld, lærerne var dygtige nok, men de forstod ikke at lære fra sig, og de hjælpemidler der nu haves i moderne skoler, fandtes naturligvis ikke, og børnene var dengang indstillet på samme måde som nu, de ville helst være fri for at gå i skole. Jeg har derfor selv efter skoleårene måtte drage omsorg for at dygtiggøre mig i de ting, som børn nu kan, når de går ud af skolen.

Førstelæreren var bedstefar til nu afdøde skuespiller Ludvig Brandstrup, han var en meget dygtig sanger og musiker og var samtidig organist ved Tranekær kirke.

En ting lærte vi i skolen, som man ikke lærer nu, som følge af krigen i 1864 skulle alle drengene lære at skyde med salonbøsse efter skive.

Skolen dengang var kun skole, der var ikke noget, der hed ydelser til børnene af nogen art, såsom skolebespisning, udflugter eller lignende. Skoleferien blev ikke kaldt ferie, men, ”høstforlov”, fordi vi skulle hjem og hjælpe til med at høste.

De dage hvor der ikke var skolegang, hjalp jeg til hjemme, der var altid nok at bestille i det daglige arbejde hjemme.

Jeg blev konfirmeret i Tranekær kirke i 1877 af Pastor Gad. I konfirmandstuen i præstegården gik jeg til konfirmationsforberedelse. Præsten var en prægtig mand og et godt menneske, og han bad os om at komme og besøge sig, når vi kom hjem til Tranekær.

Mit konfimationstøj, var det samme som min ældste bror havde haft, og eftersom det skulle gemmes og bruges af mine yngre brødre, måtte jeg tage det af, så snart jeg var kommet fra kirken, for jeg ikke skulle spilde hønsekødssuppe ned af det, om konfirmationsgaver var der heller ikke tale.

Nu er det slut med barndomsårene, og set med nutidens øjne, ville mange måske mene, at min barndom var fattig på vor tid goder for børn, men jeg har alligevel lært arbejdets og penges værdi og dermed fået en god start på livet.

Efter konfirmationen i 1877 kom jeg i snedkerlære i Tranekær hos Andreas Jørgensen Saabye. Læretiden var fire og et halvt år, og læremesterens ydelser i denne tid bestod af kost og logi, og den dag jeg blev udlært, fik jeg desuden 35 kr.

Vi var 2 lærlinge, der delte værelse, som var et tagkammer uden beklædning, loftet var de nøgne tagsten, og om vinteren var de fyldt med islag indvendig, der var ingen kakkelovn, og vi lå i samme seng, og gulvet var bunden på sengen, hvorpå der lå halm, tøj måtte vi selv sørge for, og vasken af tøjet foregik også i mit hjem.

Arbejdstiden var fra kl. 5 om morgenen til kl. 20 om aftenen, om sommeren afbrudt af en middagspause på en time, om vinteren holdt vi kun middagspause, mens vi spiste, fordi det hed sig, at dagene var korte, selvom vi begyndte samme tid om morgenen og arbejdede lige så sent om aftenen. Om søndagen arbejde vi til middag og havde eftermiddagen fri.

Man kaldte det at komme i lære, men i virkeligheden var det for at få arbejdskraft, men hvis man havde interesse for sit arbejde og øje for det, så fik man jo noget ud af det alligevel.

Min læremester var både møbel og bygningssnedker, og en masse reparationer havde vi naturligvis også.

De Langelandske kirker og herregårde hørte ind under grevskabet, og Tranekærhåndværkere udførte det meste af disse forskellige arbejder og reparationer, hvorfor vi som snedkere havde en del at gøre.

Jeg husker, at jeg engang som svend, spadserede fra Tranekær til Stoense for at lægge nyt gulv ved alteret, næste dag var jeg færdig og spadserede hjem til Tranekær igen, og da var der tjent 1 krone på de 2 dage, ja, sådan var forholdene dengang, og dog tror jeg, at jeg med den krone var mindst ligeså tilfreds som en snedkersvend i dag. Alt, hvad der hed træværktøj, måtte vi selv lave, for der blev intet købt, f.eks. alle slags høvle, savstillinger, tommestokke osv.

Vi havde meget arbejde at udføre på Tranekær slot, særligt om vinteren, når herskabet boede i København.

I den tid skulle alt efterses, det var et meget interessant sted at arbejde, der var meget for øjet, næsten alting var fin kunst, det var, som man følte sig hensat til Kunstindustrimuseet i København, alene det gjorde, at det var lærerige år.

Forholdet overfor svendene var dengang anderledes, at lærlingene måtte pudse svendenes sko og løbe ærinder, og der var ikke noget, der hed, at lærlingene røg tobak i svendenes nærværelse.

Det hed sig dengang, at når man gjorde rent på værkstedet, måtte man ikke bruge en kost og ikke feje over dørtrinet, da man så mente, at arbejdet ville blive ”fejet væk”, man brugte i stedet en spånskraber.

Hvis jeg skulle forlade huset efter arbejdstis ophør, måtte jeg have mesters tilladelse.

Adskillige steder var det sædvane, at lærlingen i det første læreår skulle hjælpe ”Madammen” i huset med alt forefaldende arbejde. Der blev ikke lavet svenstykke, når læretiden var forbi.

Efter udstået læretid, var jeg er halvt år, som svend på min læreplads med en løn af 3 kr. om ugen samt kost og logi.

Det var andre forhold dengang, end der er nu, alene færdselsmidlerne var anderledes, man måtte gå på sine ben, og det var tit lange strækninger, man måtte tilbagelægge for at udføre sit arbejde.

Jeg husker engang, at jeg blev sendt ud på en herregård, det var almindelig skik, at der til folkene, når de spiste, blev brugt et bræt ca. 50 cm. langt og 20 cm. bredt med 2 rækker huller, som hullerne i en æbleskivepande, disse blev så fyldt med smør eller fedt, som blev strøget af, så det stod lige med brættets overflade, således at alle kunne samme kvantum. Hver havde sit hul at tage af, men efterhånden som folkene skrabte i deres huller med deres lommeknive, for anden kniv havde de jo ikke, så blev hullerne større, og så skulle snedkeren høvle af brættet foroven, så hullerne kunne få den normale størrelse igen. Sådan en portion blev kaldt for et stik smør eller fedt.

Efter det halve års arbejde som svend i Tranekær, rejste jeg til København i 1882. Jeg blev ganske vist taget som soldat, men nåede aldrig at blive indkaldt.

Efter et par dages forløb fik jeg arbejde hos en møbelsnedker, specielt polerede møbler, i Adelgade. Det var ikke gode tider dengang, man kunne ved strengt arbejde tjene 12-14 kr. om ugen, alt var jo håndarbejde, ikke som nu hvor man tager maskinerne til hjælp, og disse laver næsten det hele.

Efter trekvart års forløb fik jeg plads hos en møbelsnedker på Kongens Nytorv, og derefter arbejde jeg som bygningssnedker hos Tømmermester Kehler på Blegdamsvejen.

Jeg mindes fra de dages København en flyttedag, som var et mærkeligt skue, da kastede folk Alt ud på gaden, hvad de ikke ønskede at eje af gammelt ragelse, sengehalm, madrasser, gammelt køkkentøj osv. Blev efterladt midt på gaden.

Som svend i København boede jeg noget af tiden sammen med en kammerat, og vi havde et værelse med morgenkaffe til 10 kr. om måneden for hver. Middagsmaden kunne vi få for 35-40 øre i et middagskøkken, ellers holdt vi os selv med tørkost.

Arbejdstiden var fra 6 morgen til 18 aften med en times middagspause, ferie var der ikke noget der hed, og ingen fagforeninger.

Det var yderst vanskelig at få arbejde dengang, og tiderne var meget dårlige.

Jeg benyttede lejligheden, mens jeg var i København, til at gå på ”teknisk Skole”, da en sådan ikke fandtes i mine læreår.

Forlystelser og den slags var der simpelthen ikke råd til, da man var nød til at spare de penge sammen, man kunne afse for det tilfælde, at man skulle blive arbejdsløs.

Jeg gik ledig i København i et par måneder, hvor der var lejlighed til at se sig om, og jeg husker, at der var oprettet billige spisehuse, hvor man bl.a. kunne købe en portion gule ærter for 10 øre, ville man have kød eller flæsk til, kostede det 5 øre mere.

Efter 2 års ophold i København rejste jeg tilbage til Langeland og fik arbejde i Rudkøbing hos Ludvig Hofmann Olsen på torvet ved siden af ”Hotel Langeland”. Efter 14 dages forløb, døde snedkermester Olsen imidlertid pludselig, det var i 1885, hvorefter jeg passede og bestyrede forretningen og værkstedet for enken i halvandet år. Jeg lejede forretningen og begyndte for mig selv, jeg var dengang ganske ung og endnu ikke myndig, så jeg måtte søge myndighedsbevilling, denne fik jeg d. 22. oktober 1887, og borgerskab som snedkermester d. 17. november 1887.

Forretningen var ca. en snes år gammel og beskæftigede på det tidpunkt 1 svend og 2 lærlinge, foruden mig selv. Der var stadig ingen maskiner, alt var håndarbejde og alt efter bestilling. Til værkstedet hørte også en mindre butik.

Tiderne var stadig dårlige, senere lysnede det dog, og d. 10. september 1890 blev jeg gift med Ludovica Amalie Johansen født 18. juni 1869, død i januar 1932.

Beboelsesforholdene var ret primitive. Den første lejlighed, vi havde, bestod af 1 stue bagved butikken, hvor vi opholdt os, mens soveværelset lå over gården.

I 1899 købte jeg et gammelt hus på Nørrebro, matr. Nr. 25 for 2000 kr. og dette blev revet ned og opbygget i år 1900 med butik og kontor i stuen i forhuset og en treværelses lejlighed på 1 sal, værksted i 2 etager i baghuset.

I sommeren 1904 havde vi i Rudkøbing, Industri, Fiskeri og Landbrugsudstilling, som varede flere dage, jeg udstillede et spisestuemøblement og blev tilkendt sølvmedalje. Udstillingsbygningerne, som blev ny opført til udstillingen, lå på en mark bag Ørstedsparken. Jeg var i komiteen for dette store arrangement.

Samme år fik jeg de første maskiner i værkstedet, disse bestod af 1 båndsav, 1 stemmemaskine og 1 drejebænk, drivkraften var en gasmotor.

I året 1907 købte jeg naboejendommen, matr. Nr. 24 på Nørrebro, denne blev nedrevet og bygget op, som huset er nu, vi fik herved mere plads, som efterhånden var tiltrængt.

Det begyndte dengang at blive bedre tider og mere fart i pengene, efterhånden kom jeg op på at beskæftige 5-6 mand på værkstedet og til tider en fast møbelpolstrer.  Senere blev gasmotoren afløst af elektrisk drivkraft, idet der blev bygget elektricitetsværk.

Jeg har deltaget grumme lidt i politik og det offentlige liv, da min tid aldrig har tilladt mig den slags ting, da det altid for mig gjaldt om at skynde sig, dog har jeg i min ungdom befattet mig med musik, særligt fløjte, det var nærmest for fornøjelse og adspredelse, dog var der også brug for mig med fløjten, da der på tidspunkt ikke var nogen på Langeland, der kunne blæse fløjte.

Som mit syn på udviklingen på arbejdspladsen i den tid, jeg har levet, kan jeg sige, at håndværk i almindeligheder gået mægtigt frem både med hensyn til håndværkernes dygtighed og arbejdets kvalitet, men jeg tror ikke, at nutidens ungdom omfatter deres arbejde med den interesse, som vi gjorde det i gamle dage. En fordel har nutidens ungdom fremfor min generation, at der bliver gjort en stor indsats for at dygtiggøre dem, både med hensyn til tekniske skoler, forskellige slags kursus osv.

I min ungdom havde man kun sig selv at stole på, kun den, der med flid og interesse gik ind for sit arbejde, kunne man regne med at nå frem.

Hvad udviklingen angår, da det er sket så store fremskridt i den tid, jeg kan huske fra mine Bedsteforældres tid og til nu, at jeg ikke kan tænke mig, at udviklingen vil kunne fortsætte i den grad som i min tid.

Jeg nærmer mig de 90 år, og jeg ser kun med glæde og tilfredshed tilbage på de år, jeg har virket i det håndværk, som efterhånden delvis har, måtte vige pladsen for den tiltagende industrialisering.

Rudkøbing d. 27. april 1952 R. P. Hansen.