Fortællinger fra mit liv.

Det hus vi havde købt i Sigerslevvester, hed som tidligere fortalt, Virkelyst. Den tidligere ejer var Helgas Far, Morten Sylvest. Han havde været ejer af en stor gård, Skelbækgård, den havde ligget på den anden side af vejen, men da den brændte ned til grunden, var han sammen med sin familie, flyttet ind i Virkelyst, mens der blev bygget nyt stuehus til anden gård han havde. Den hed Stokkekilde, og lå lige over for kirken.

Skelbækgårdens jorde var efter branden, blevet udlagt til statshusmandsbrug, og i det ene af dem, over for os, boede Søren Andersen og hans kone Bente. Dem kendte vi fra Sundbylille, hvor de tidligere havde boet. De fik fire piger og en dreng, som desværre gik hen og døde som 4 årig af meningitis. De mennesker kom Mor og Far meget sammen med, og tog del i deres glæder og sorger, som fødsel og død.

Sigerslevvester var en lille landsby, med seks store gårde, nogle mindre huse, og et par villaer. Virkelyst havde status af villa.

Det første man så, når man kom til byen, var kirken, som lå højt, ved siden af den boede, Per Smed og hans kone Karen, der var ”klokker” og passede kirkegården. Oppe bag dem boede sognerådsformanden på en større gård, Derefter kom vore naboer til den ene side, de hed Nilausen og solgte senere gården til Poul Madsen, selv flyttede de hen til en villa højt på en skråning, nede ved landevejen, hvor jeg senere som voksen har besøgt dem, sammen med Mor, når jeg var på ferie.

På den anden side lå landsbyens vigtigste hus, som havde både central og købmandsforretning. Den var ejer af de unge Christensen og Fru Christensen passede både central og forretningen, hun nåede både at sælge sukker, mel og kaffe ind og tage telefonen og sige: Sigerslevvester, ja, der var fart over feltet, hun var en dame på ca. 300 pund, men det mærkede man overhovedet ikke, hun var meget adræt og jeg holdt meget af at være inde hos hende og opleve alt det spændende, der foregik i det hus. ”Centralen” bestod af et panel, hvor alle numrene sad med et hul under, hvori man satte en prop med ledning, som kom nede fra bordet under panelet, derefter drejede man på et hjul, så ringede hos abonnenten, hvis telefonen blev taget, sagde hun, klar, hvis ikke, sagde hun til den der ringede op, at der ikke var nogen hjemme, men det var tit hun havde et bud på hvor den kunne være henne, da alt jo gik gennem hende, både via centralen og butikken. Hvis man hørte til det lille samfund, bad man slet ikke om nummer, men selvfølgeligt om navnet på den, man skulle tale med, og undervejs en lille sludder med Fru Christensen. Hvis det var ”udenbys” samtaler, blev der sagt. 3 minutter, ønsker de at fortsætte, og så bad man om 3 minutter til, måske, eller skyndte sig at blive færdig. Det var et utroligt spændende job hun havde, synes jeg, men hvor var hun dog bundet, hun kunne aldrig forlade huset. Skulle hun vaske storvask, måtte hendes mand klare både centralen og butikken.

Mor og Far faldt meget hurtigt til i Sigerslevvester, og boede der så længe de levede. Mor rejste stadigvæk til København om lørdagen og handlede nu også med smør. En stor kasse blev sammen med hønsene kørt ind af en fragtmand om fredagen, og sommetider tog Mor med fragtmanden, og overnattede hos bekendte. Hun blev efterhånden et mindre handelscentrum i byen, idet hun, dels på bestilling og dels for sig selv, købte tøj og meget andet godt med hjem fra storbyen om lørdagen. Meget senere, da der var rationeringskort til næsten alt, fik hunoverladt byens rationeringsmærker, når hun drog af om lørdagen. Så havde hun noget at forhandle med, når hun besøgte sin ”hofleverandør” Møller og Hansen, på hjørnet af Krystalgade og Købmagergade.

Min første plads.

Tilbage til sommeren 1925. Nu var den tid kommet, hvor vi skulle finde plads til mig. Det var normalt at komme ud at tjene, når man var konfirmeret. Egentlig ville jeg gerne have været i forretning, for det, at stå bag en disk, måtte for mig være den største lykke, jeg havde jo altid leget forretning, men den slags kom slet ikke på tale, min søster havde været i huset, og det skulle jeg også, basta. Jeg var da heller ikke spor ked af det, når Mor havde bestemt det. Vi kendte Johannes og Olga, som boede på Solvej i Frederikssund. Far og Mor kendte Johannes fra Langeland og han kørte ud med slagtervogn for andelsslagteriet. På første sal, i deres hus, boede Familien Pock, som søgte en ung pige, da Fru Pock var lidt svagelig og meget alene. Hendes mand var tjener på Hotel Frederikssund, og var væk 12 timer om dagen, så jeg fik plads hos dem til ”selskab og nytte”.

En gang om ugen var der ”Hørespil”, og vi var så heldige at have et Krystalapparat med 2 høretelefoner, og det var udmærket. Der var ikke så mange, der havde nogen form for radio og for mig var det ret fantastisk. Vi hørte også radioavis og jeg husker at oplæseren hed Carstensen. Vi drak altid Aftente og spillede ofte Domino, det var disse sorte brikker med hvide øjne, og ved 22 tiden gik vi i seng. Det skete, at Pock når han havde fået lidt før fri, kom hjem med iskager fra ”Fru Olsen på hjørnet” og de var hjemmelavede.

Det var mig, der skulle sørge for morgenmaden, så jeg stod op kl. 7, og om sommeren gik jeg morgentur til stranden og Bi-Lidt, (tro det om man vil), så hjem og lave morgenmad, som vi nød sammen alle tre.

Hr. Pock, gik ved 10 tiden og vi gik i gang med formiddagens arbejde, som var indkøb og madlavning. Det var altid mig der købte ind, der var et lille stykke at gå til Irma og Slagteren og det var der vi købte det meste. Fru Pock var dygtig til at lave mad, vi fik tit grønkål og gule ærter, kogt på skinkeben, dengang var der nemlig kød på. Vi spiste middag kl. 12, Hr. Pock spiste på Hotellet.

Fru Pock sagde ikke dække bord, næ, hun sagde: ”Nu kan De godt lægge på bordet Agnete”, for nu er maden færdig. Sådanne ting husker man tydeligt. Efter middagen vaskede jeg op og gjorde rent i køkkenet, mens Fru Pock hvilede sig og derefter klædte jeg mig om og friserede mig til eftermiddagskaffen. Jeg havde dengang ”frikadeller” ved ørerne, på den måde, man flettede to fletninger, og så rullede dem rundt og satte hårnåle i. Desværre har jeg ikke et billede fra den tid, det har sikkert været ”yndigt”, men jeg var jo for ung til at have rigtigt opsat hår. En gang om måneden, vaskede vi storvask i vaskehuset nede i gården. Der var meget, for vi havde også sønnernes tøj med. Vi hjalp hinanden ved gruekedlen og vaskebrættet og til skyllekarret havde vi en vridemaskine, som kunne spændes på, det hjalp noget på det hårde arbejde.

Alle skjorterne var med løs flip, som skulle stives. Dengang skiftede man ikke skjorte hver dag, kun flip, og der var mange af dem, vi havde jo 4 mænd, der skulle sørges for, og Hr. Pock, var altid i hvid skjorte og sort tøj. Jeg lærte mange praktiske ting hos Fru Pock, Bl.a. vask og strygning, og da det var min første plads, var jeg temmelig uvidende, men hun lærte fra sig på sådan en rar måde. Rengøring lærte jeg selvfølgelig også, men vi gjorde ikke rent om lørdagen, som jeg var vant til, men mandagsrent, efter vi havde været så mange om søndagen.

Om sommeren sad vi tit i haven, når vi stoppede strømper og der drak vi også eftermiddagskaffe i et lysthus, sammen med Olga, der boede i stueetagen, så vi forenede det behagelige med det nyttige, det var Fru Pock, faktisk dygtig til.

Om søndagen kom sønnerne med toget om formiddagen og vi fik fin mad, såsom forlorne fugle og æblekage. Fuglene blev laver af mørbrad, der dengang kostede den enorme sum af 1 kr. De blev delt og banket ud, og så rullet med røget spæk og stegt i flødesovs, det var en lækker ret, som alle var glade for. Æblekagen kom i form og blev bagt i ovnen, og blev serveret lunken, med flødeskum. Jeg prøvede at lære det, men det er aldrig lykkedes mig at lave en der smagte lige så godt som Fru Pocks.

En dag kom Hr.Pock hjem og fortalte, at han havde hørt, at der var en lejlighed ledig, Ved Åen, nær stationen. Den kikkede de på, og fik til leje. Det var en større lejlighed, så nu fik jeg mit eget værelse, og de fik deres stadsstue igen, og her kom den rigtig til sin ret.

De boede der nu ikke så mange måneder, i det Hr. Pock, fik bedre arbejde i København hos Lorry i den del der hed Landsbyen. Derfor flyttede de i en lejlighed på Østerbro, men jeg flyttede ikke med. Fru Pock havde fået det helt godt igen og behøvede ikke længere en ung pige i huset. Nu var de tæt ved deres sønner og fik også snart svigerdøtre og Fru Pock havde også en søster, der boede i Bevtoftgade nær Søndre Boulevard på Vesterbro.

Da jeg senere kom til staden, kontaktede jeg Pocks, og vi kom sammen i mange år. Jeg var med til deres sølvbryllup en ca. 5 år senere, men kort tid efter døde Hr. Pock pludselig af en blodprop.

Senere flyttede Fru Pock til en lille lejlighed over for Bispebjerg hospital, og der har jeg besøgt hende, efter jeg var blevet gift, og havde Inger med som lille pige. Efter Fru Pocks død, kom vi lidt sammen med de to ældste sønner og deres koner, men efterhånden som vi fik større familier, gled det stille ud.

Ved et mærkelig tilfælde, har jeg opdaget, at den yngste søn, Erik, bor i samme bebyggelse som mig, her i Endrup, så da vi om sommeren 1992, var på skovtur i anledning af afdelingens 50 års jubilæum, spurgte jeg en Af deltagerne, om han kendte Erik Pock, og det gjorde han, det var hans nabo. Han præsenterede mig for ham og hans kone, men Erik Pock kunne kun svagt huske mig, måske slet ikke. Han var nu 84 og jeg 82 og vi havde ikke set hinanden siden vi 18 og 16 år. Det der dæmrede mest, var navnet Hamann, men det huske han, fordi han havde været med i en pibeklub med Pauls fætter Børge Hamann, og det var før jeg overhovedet havde mødt Paul. Livet i Frederikssund, sagde ham ikke rigtig noget, eller også var hans hukommelse ikke så god som min, han synes, det var morsomt at træffe mig. Jeg har ikke set ham siden, ærgerligt nok, at vi ikke kunne genopfriske gamle minder, som f.eks. da han engang var hjemme i et par dage og hjalp til med at stive skjorter og hvor vi stillede dem op på gulvet på række efterhånden, som de blev strøget, de havde fået rigeligt stivelse forstås, og vi var syge af grin over det syn. Sådan var der mange morsomheder, de var meget humoristiske, men det er klart, at jeg har oplevet det stærkere end dem, fordi der kun skete noget, når sønnerne var hjemme. De havde jo alle deres oplevelser i hverdagen i København.

Det var et godt sted, at have sin første plads, men nu flyttede familien til København, og jeg tog hjem til Mor og Far i Sigerslevvester og skulle så finde mig en ny plads til 1. maj 1927.

Duemosegård.

Min Mor havde læst i avisen, at der var en plads ledig som stuepige på Duemosegård, så vi mente, at det nok var noget for mig. Vi ringede så dertil, og det blev aftalt, at jeg skulle komme en bestemt eftermiddag, så de kunne se mig an. Der gik bud til min søster, for at hun kunne gå med mig, da det ikke lå ret langt fra Alsønderup.

Da vi ankom, blev vi vist ind i dagligstuen af stuepigen, og der kom så Fruen og talte med os, og vi blev enige om, at jeg skulle fæstes fra 1. maj, jeg så allerede mig selv i fint stuepigetøj med kappe og det hele. Vi blev så inviteret på kaffe, klokken var 16, og det var deres almindelige kaffetid, hvor familien var samlet, og der serveret for os med masser af brød og kager. Det så jo lovende ud, og jeg mente, at det skulle jeg nok klare, hvad jeg også gjorde. Dengang lagde jeg slet ikke mærke til, hvor primitivt der var, og jeg fik heller ikke at vide, hvor meget der var at bestille. Jeg var 16 år og havde indtil da, haft det meget nemt.

Da jeg var ankommet dertil, gik det hurtigt op for mig, at det kun var Faderen, der var helt normal i den familie. Sønnen på ca. 30 år, som kaldtes Forvalter, var småt begavet, og datteren var åndsvag, hun var 27 år. Moderen led af kraftig rengøringsvanvid, og fik nogle hysteriske anfald en gang i mellem, men jeg lærte at tage det let, da hun ellers var flink nok.

Vi havde selvfølgelig også en trappe til førstesalen, hvor alle værelserne lå, både pigeværelser og Forvalterens og 4-5 gæsteværelser, som alle lå på hver side af en lang gang, der havde bræddegulv, som Lise heldigvis tog sig af, mens jeg skulle sørge for værelserne.

Duemosegård var en Proprietærgård, så der var stort folkehold, 10 tror jeg, men de boede der ikke alle sammen, men i nærheden. Der var også 2 Malkekoner, som spiste hjemme. Karlene derimod, var alle på kost og havde Borgerstuen ved siden af køkkenet, og Jomfruen skulle sørge for det hele, både til Karlene og Herskabet. Lise hjalp til at servere i Borgerstuen, der havde jeg ikke noget at gøre, jeg måtte ikke ”mænge” mig med folkene, men det skete af og til, at frk. Nielsen om aftenen lavede en kop kaffe og forkarlen og et par andre kom ind i køkkenet, og så havde vi det meget gemytligt, det var skam nydelige mænd. Om aftenen kom Herskabet aldrig i køkkenet, de sad i dagligstuen og drak kaffe.

Køkkenet var meget stort, med rødt murstensgulv og et kæmpekomfur. Gulvet blev skuret en gang om måneden, så kom der en kone og hjalp Lise, det tog 4 timer, hvor vi ikke måtte komme derned, men så var gulvet også meget flot, når det var helt nyskuret. Det var et meget hyggeligt køkken, hvor der altid var varmt, og der var især dejligt, da det var vinter.

Ved siden af køkkenet var der et bryggers, hvor alle grøntsager blev ordnet, og alt opvask fra køkken og folkestue blev klaret her. Herskabets opvask foregik i et anretterværelse, og dertil bar jeg alt ned fra spisestuen efter måltiderne, så vaskede Lise op og jeg tørrede af. Derefter bar jeg det hele op igen og satte på plads.

Sølvtøjet blev båret op på en stor bakke, og engang var jeg så uheldig at tabe bakken, lige da jeg havde fået skydedøren op, og der lød selvfølgelig et mægtigt rabalder, og Fruen kom styrtende fra den anden ende af huset, men hun kunne dårligt fremstamme sit ”DET VAR DOG- DET VAR DOG”, hvad det var, der var dog så forfærdeligt, fandt jeg ikke ud af, men det var hvad hun sagde, når der skete et eller andet i huset, som hun ikke rigtig kunne klare. Hun kom styrtende og gik amok, bare man tabte en ske, så det var noget med lyde, der generede hende kraftig. Vi tog det rolig, og morede os over det bagefter.

Morgen - Middag og Aften.

SKl. 5 om morgenen, kaldte jomfruen på Lise og mig. Vi måtte så skynde os, der var ikke noget med bad, jeg havde et vaskestativ med kande og vandfad, så det blev kun til klatvask, så på med den lyseblå frottekjole og det hvide forklæde. Kjolerne havde Mor syet til mig, også de sorte til om eftermiddagen. Når jeg så havde iført mig mit dress, gik jeg ned og fik fat i tæppefejemaskinen og gulvspanden, og så ud og banke de små tæpper. Der var ikke elektricitet, så da det blev vinter, havde jeg petroleumslampen med og flyttede rundt på, og på den måde var alt meget primitivt og det er dog ikke længere siden end 1927. Kl. 6 fik jeg morgenkaffe på køkkenbordet, sammen med forvalteren og samtidig smurte jomfruen en masse madder til folkene, der jo også skulle have kaffe.

Efter dette skulle jeg op til Proprietæren med en enkelt kop kaffe. Fruen skulle ikke have noget, men hun spurgte hver morgen: Hvor langt er De? – så måtte jeg jo variere lidt, f.eks. hvad trappetrin jeg var på, eller hvor mange af de små tæpper, jeg havde banket osv. Jeg var altid forberedt på at hun spurgte, og konen skulle jo have et svar.

Jeg gik videre med min rengøring, dagligstue og spisestue skulle være færdig inden kl. 9. Jomfruen tørrede støv af begge steder, men der var ferniseret gulv i spisestuen, som jeg skulle vaske, på knæ, vi måtte ikke bruge gulvskrubbe, for så kom man ikke ind i krogene. Det var ikke noget knæene havde godt af, men det tænkte jeg ikke så meget på dengang, sådan var det vel bare.

Kl. 9, skulle herskabet have morgenmad, og alt brød var hjemmebagt undtaget rugbrød, forinden skulle jeg have Ellen op, og hjælpe hende med vask og påklædning og frisere hende, Fruen havde ikke tid, hun skulle jo se efter, om der var støv nogen steder. Nogen gange kunne hun komme rendende om morgenen for at kritisere, hun var i lilla trikoline chemise og var en meget buttet dame, så det var et yndigt syn. Så kunne hun sige, at jeg skulle flytte alle blomsterne ud og vaske gulvet under dem, for der var ikke rent. Hvis jeg svarede, at det kunne jeg ikke nå hver dag, råbte hun ”Det var dog – det var dog”, efterhånden lærte jeg at give hende en sludder for en sladder, og det blev behandlet meget bedre. Hun blev måske klar over, at jeg ikke fandt mig i alt, selvom jeg var så ung, og hun vidste jo også, at det ikke var så nemt at skifte stuepige så tit, som hun åbenbart havde gjort.

Alle værelserne på første sal, gjorde jeg i stand inden 12, og så blev det frokosttid og middag for karlene.

Karlene fik middagsmad kl. 12, som jomfruen helt lavede selv. Så frokost til herskabet kl. 13, som altid bestod af et par varme retter.

Jomfruen, som jo nærmest var kokkepige, kunne nå det utrolige uden at blive nervøs, så rettede hun an, hun skulle nemlig selv sidde med til bords, og jeg bar maden op, og serverede de varme retter. Det var ikke bare at sætte det på bordet, nej, der skulle bydes om til hver og en, sikken en komedie. Når de så var færdige, blev alt båret ned i køkkenet igen og Lise og jeg vaskede op i anretterværelset, og så sættes på plads, mens herskabet sov middagssøvn.

Derefter var det lampetid, der skulle pudses lampeglas og hældes petroleum på, og der var mange af slagsen, så skulle jeg klædes om, sort kjole på og hvidt blondeforklæde og kappe.

Så dækkede jeg kaffebord, nogle gange på 2 borde, når der var gæster, og kl. 16 drak de kaffe med ca. 8 slags brød, boller og kager til, om søndagen altid lagkage.

Vi piger fik rigelig og god mad, men vi havde sjældent særlig god tid til at spise den, men en hurtig kop formiddagskaffe nåede vi da altid.

Der var altid lidt der skulle gøres om eftermiddagen, f.eks. strygetøj, som jomfruen og jeg gjorde i flere dage. Jeg kan ikke huske, hvor tit der var storvask, men der kom en kone, til at hjælpe Lise, der var jo enormt med tøj, fra så mange mennesker. Jeg vil lige fortælle om vores stryge-ovn, den var pyramideformet og til kul, så satte man jernene på skrå op ad den, og så skiftede mellem dem efterhånden som de blev kolde, og vi skulle passe godt på at stryge dem af på et stykke stof, så de ikke smittede af.

Aftengerningen.

Når kl. var ca. 18, fik karlene aftensmad, som jeg mener, at de selv smurte. Kl. 19 fik herskabet middag, hvor jeg også skulle gå rundt med fadene, de var meget tunge, og jeg måtte kun bruge en hånd, det var til tider svært, så jeg måtte tage den anden hånd til hjælp. Fruen har nok siddet og krummet tæer, når jeg gjorde noget forkert, hun sagde dog ikke noget ved bordet, men bagefter fik jeg altid det at vide. Dagen efter havde jeg lykkeligt glemt det, ligesom der var så meget andet, jeg lærte ikke at tage det højtideligt. Husjomfruen skulle igen sidde med ved bordet, den stakkel.

Det sidste måltid var aftenkaffe, som blev båret op i dagligstuen eller havestuen ved 21 tiden, men det foregik på en bakke, som var stor og af metal, men der hjalp jomfruen med kande og brød. Efter det, havde vi så fred, hvis ikke vi blev inviteret til at sidde med, vi skulle vel føle det som en ære, men vi ville hellere være i køkkenet. Det var heldigvis ikke så tit, at vi måtte ”sidde til stads”. Det var mange måltider om dagen, så vi sultede i alt fald ikke, men vi kunne ikke gå i seng, før der var taget af bordet igen, så det blev altid sent, men dengang kunne man jo sove, så snart man lagde hovedet på puden.

Gæster.

Vi havde ikke store selskaber, men næsten altid liggende gæster i flere dage. De fleste kom fra København, hvor Proprietæren rejste meget ind. Han havde flere tillidshverv, så som smørnoteringen, som han skulle passe. Gården derhjemme blev styret af hans folk, navnlig en dygtig forkarl og en andenkarl, som hed Hans Jørgen. Ham sværmede jeg lidt med, når der var tid til kaffe i køkkenet om aftenen, jomfruen var anstandsdame, hun måtte heller ikke ”mænge” sig med dem, de var under vores stand, sagde fruen.

Hver weekend kom der en Massøse ud med toget. Hun masserede fruen. Hende blev der gjort meget stads af, hun var også en sød ung pige, og meget elegant i mørkeblå spadseredragt, som jeg synes var alletiders. Jeg skulle fyre op på hendes værelse om morgenen, for at hun kunne gøre sig i stand i varme, hun hed Frk. Svensson.

Så en dag kom en flot mand med sin hund, han hed Erik Lindgren, og var direktør for bl.a. valutacentralen og den Kgl. Porcelænsfabrik, og havde end til flere fine poster, jeg har læst om ham i Den Blå Bog, han gav 2 kr. i drikkepenge, det var meget pænt dengang. Nogle måneder havde jeg 20 kr. udover min løn, som var 50 kr. og det var ikke nogen lille løn, i min alder.

Der kom også en Skolelærer og hans kone, de boede på det store værelse, og var der som regel ret længe. Når alle gæsterne var der på samme tid, var det næsten som selskab i flere dage.

Lise hjalp mig med at bære vand op til servantekanderne, og så var der en meget stor spand på gangen til det snavsede vand. Da der ikke var noget toilet, hverken oppe eller nede, måtte alle bruge natpotten.

Man skulle udenfor, for at komme på WC. og det lå et godt stykke fra huset, som om, det var en ”hemmelighed”. Jeg husker det ikke, som noget problem, vi var jo ikke vant til andet, os der kom fra landet, men man kunne jo tænke sig, det har været svært for Københavnerne, som nok var vant til ”Træk og Slip”. Spanden på loftsgangen, var der 2 karle, der bar ned og ordnede, det skulle vi piger alligevel ikke gøre. Slut med lokumshistorier. Om lørdagen havde jeg Ellen i bad, nede i køkkenet, i en rigtig træbalje, og det var altid om aftenen, inden hun skulle i seng, hun var nærmest som et barn, og kom aldrig længere. Lærerinden læste med hende, men det var kun en formsag, hun prøvede også at strikke, men det var det samme lille stykke, al den tid jeg var der. Hun sagde altid, så snart hun så mig: ”Hun gør Agnete, gør hun ikke også”, så skulle jeg bare svare ja eller nej, hvad der passede bedst, så var hun tilfreds et stykke tid. Når jeg serverede ved bordet, tog vi den ”samtale”, flere gange, og hvem der gjorde hvad, ved jeg ikke. Jeg havde da ondt af hende, men ikke så jeg gik og tænkte så meget på det, hun virkede ikke, som en der der var ked af det. Sønnen, som jeg har fortalt om, havde det bløde punkt, at han vaskede hænder hele dagen, så der skulle bæres meget vand op til ham. Han gik bare og daskede omkring, men foretog sig ikke noget, selv om han kaldtes Forvalter.

Proprietæren var ikke meget ude i sine marker eller i stalden, Københavnerturene interesserede ham mere. Han var en meget velbegavet og rar mand, han ville gerne give mig et kram, af og til, men det brød jeg mig ikke om, han var jo gammel, nok 50 år.

Torsdag var en særlig dag, for da skulle fruen med sin mand til København, og det krævede for min part et stort forarbejde, hun skulle nemlig i bad i servantefadet, og jeg skulle sæbe hende ind over hele skroget, og som jeg har fortalt, var hun ikke nogen splejs, så jeg havde tilladt mig at spørge, om vi ikke skulle tage en balje op, men det kunne der ikke være tale om. Så en dag, da konen stod med sæbeskum over det hele, revnede fadet, og vandet rendte over hele det malede gulv, så var der ikke andet at gøre, end at hælde en kande vand over hende. Det var meget svært at holde masken, da hun måtte hoppe ind i Ellens værelse og tørre sig med sin sædvanlige bemærkning, ”det var dog - det var dog”. Så måtte jeg tørre op, men det havde været et syn for guder, så det var det værd. Efter den dag kom baljen op.

Vi havde det ellers som en fridag den dag. Ellen og Knud krævede ikke så meget. Jomfruen og jeg drak eftermiddagskaffe, med dem, uden den store opdækning. Vi var også i vores primitive bad, og fik en middagssøvn, vi var helt os selv den torsdag.

Søndage var ikke helligdage for pigerne, for Herskabet skulle jo have alle måltiderne, nogle af Karlene havde fri, så der var knap så meget at gøre for Jomfruen.

Fridag.

Da jeg blev fæstet, blev der ikke talt om fridage eller friaftener, derfor var det meget sjældent, jeg fik en dag, hvor jeg kunne køre på cykel, over til min søster, hvor jeg som regel sov den meste tid, jeg var på besøg. Jeg var ikke hjemme i Sigerslev hos Far og Mor al den tid jeg tjente på Duemosegård, der var alt for langt, så derfor vidste de heller ikke, at det var en så streng plads. Jeg beklagede mig ikke, navnlig ikke til Mor, for hun var en bestemt dame, der nok havde kommet og havde blandet sig, og det havde jeg slet ikke lyst til, for jeg synes jeg klarede det helt godt.

Jomfruen var fra Rågeleje, og de få søndage, hvor hun havde en halv fridag, måtte hun først lave varmt mad til både til Herskab og Tjenestefolk, som de fik til middag den dag, så kunne Lærerinden, Lise og jeg klare aftensmaden, der var koldt bord.

Fruen viste sig næsten aldrig i køkkenet, kun en gang om måneden, når der bagtes småkager, så mente hun vistnok, hun hjalp til, men det var mest med at gå i vejen, jeg opholdt mig, heldigvis andre steder i huset.

Nyt fæsteforhold.

Det var almindeligt, at man havde skiftedag, maj og november, så da vi nærmede os november, var det meningen at jeg skulle rejse. Men så kom Fruen og spurgte, om jeg ikke ville blive, da de var meget glade for mig og mit arbejde. Jeg ringede hjem til Mor og Far og spurgte, hvad de synes, og da de mente, at jeg var tilfreds med tilbuddet, skulle jeg selv bestemme det. Så sagde jeg ja, og var nærmest lidt stolt over, alt hvad jeg havde kunnet overkomme det halve år, så det skulle nok gå, selvom det nu blev vinter.

Jeg holdt det år, juleaften på Duemose, og det var meget hyggeligt, Herskab og Tjenestefolk dansede alle om juletræet i havestuen, ca. 20 mennesker og vi spiste alle sammen julemiddag i spisestuen. Det var den eneste gang alle karlene var deroppe, og vi fik skam også julegaver. Jeg fik et par turkisfarvede silkestrømper, noget man slet ikke brugte, maskerne løb, første gang jeg prøvede dem, de har nok været fra sommerudsalget i København.

Det var jo nu blevet vinter og den var temmelig streng, så det var en kold tur, at skulle ud og banke tæpper, jeg fik frost i hænderne, men det var der mange der havde dengang. Jeg tror, det var vitaminmangel, man kender det ikke mere, det kløede meget, så det gjorde godt, når man kom i vand, både varmt og koldt. Værre var det, da jeg begyndte at få ondt i mine knæ. Jeg kunne ikke tåle at ligge på dem mere, og i en samtale med Mor, blev det bestemt, at jeg skulle gå til Doktor. Det kom jeg så, i Helsinge hos Dr, Starke, han sagde, at det var overanstrengelse, og spurgte hvor jeg arbejdede,. Da han hørte, at det var på Duemosegård, bemærkede han, at det ikke var første gang, han havde en ung pige derfra, med samme symptomer, og han rådede mig til at rejse derfra, så snart jeg kunne. Jeg skulle bede Fruen om at ringe til ham, så kunne han meddele hende det, hun ville nemlig ikke tro på hvad jeg sagde. Hun blev også meget vred, da jeg sagde, at jeg måtte rejse, og da hun havde talt med lægen, var det med disse ord, ”Det er dog – Det er dog”.

Der gik ikke ret lang tid, så kom Cecilie, min Mor, og fortalte Fruen lidt sandheder og hentede mig hjem. Vi skiltes dog i bedste forståelse. Jeg havde så været der i ¾ år, og rejste derfra omkring første marts 1928.

Selv om der var meget at gøre, ville jeg ikke have undværet tiden på Duemose, det var en oplevelse for livet.

Min ankomst til København.

Efter Duemose var jeg et par måneder hjemme i Sigerslev og blev behandlet på sygehuset i Frederikssund for mine dårlige knæ. Jeg fik hvilet ud og fik det godt igen.

Jeg havde lyst til at komme til København og prøve lykken og tog på besøg hos Stella og Arthur. De er omtalt i første del af mine erindringer.

De boede i Valby, nær Valby Langgade, der hvor sporvognen havde endestation dengang. Det var søde unge mennesker med en lille søn, der hed Kurt, vi havde det morsomt sammen, og talte så om at finde en plads til mig. Igennem avisen, så vi en Direktør Rasmussen og Frue, der søgte en ung pige over 18 år. Jeg var 17, men det kunne vel ikke betyde så meget, så jeg gik derhen. Det var ikke så langt fra, hvor jeg var, vejen hed Ålholmvej nær Damhussøen.

Hr. og Fru Rasmussen var forholdsvis unge, og virkede meget flinke, og jeg fik pladsen. Der blev slet ikke talt om alder, men de var interesseret i, at jeg begyndte så snart som muligt, hvad der jo ikke var noget i vejen for, da jeg var ledig.

Jeg tog så hjem til Sigerslev, og fortalte Mor og Far om min nye plads, og de synes, det var en udmærket ide, at tage til byen. Hvis jeg fortrød, kunne jeg jo altid komme tilbage til landet, men jeg blev så glad for byen og har været her siden, jeg har aldrig ønsket at flytte ud igen. På det punkt, var der stor forskel på min søster og mig.

Jeg pakkede så mit tøj, og jeg havde stadig de lyseblå frottékjoler og købte lidt mere, både af undertøj og kjoler. Jeg havde penge fra min tid på Duemose, dem havde jeg slet ikke haft tid til at bruge. De sorte kjoler, skulle jeg ikke have med, jeg skulle ikke gå i uniform hos Rasmussens. Jeg skulle heller ikke have kommode med denne gang, så det hele blev pakket i min grønne attachétaske og en rumpedasker, plus en pakke ved siden af, og således udstyret, tog jeg til København til et nyt liv.

Jeg startede så i min nye plads. Det var på første sal i en stor villa, 3 store værelser med badeværelse, og mit værelse lå på 2 sal, dejligt stort værelse med spejl i klædeskabet, toiletmøbel og servante. I lejligheden var der spisestue med lyse møbler og parketgulv, så dagligstue med lædersofa og antikke møbler og ægte tæpper. Mens jeg var der, købte de et taffelformet klaver, antikt, det var magen til det der var i mit hjem, så det kunne jo ikke imponere mig, men alt andet kunne, der var meget Herskabeligt. Soveværelset var også meget flot, mahogni tror jeg, med bronzefarvede dundyner med dynebetræk i form som ”kuverter”, det var med blonder og mellemværk, så dynerne var fri på midten, det så godt ud, man kunne mærke, at det var et velhavende hjem.

Her er lidt om menneskerne der boede i dette dejlige hjem. Jeg tror ikke de havde været gift ret længe, men jeg ved det ikke. De hed Ellen og Rasmus, han blev kaldt Rassi, hun var 28 år og han ca. 35. De fortalte, at de ventede barn, men ikke foreløbig. De var et meget nydeligt par, og meget opmærksomme over for mig. De inviterede mig med i Cirkus og Teater, hvad der var nyt for mig, som kun var vant til den omrejsende biograf i Sigerslevøster forsamlingshus. Jeg har nok været lidt ”landlig”, men lærte hurtigt, at klæde mig lidt mere smart, både Fru Rasmussen og Stella inspirerede mig til det.

Jeg dummede mig dog gevaldig, da vi var i Cirkus, jeg sad ikke ved siden af Rasmussens, da de havde bestilt billet til mig efter at de havde købt deres egne, så vi havde aftalt at mødes ude ved bilen, når det var forbi, men hvad jeg ikke kendte, var det med pausen, så da alle rejste sig, troede jeg det var færdigt. Kontrolløren kiggede lidt på mig, da jeg ville ud, men det kom jeg, og stod og ventede længe ved bilen, men da der ikke kom nogen, blev jeg klar over, at den var gal, så jeg kom ind i gen, og fandt til alt held min plads, mere lykken end forstanden. Da vi efter forestillingen mødtes ved bilen, spurgte de, om jeg havde moret mig, og det havde jeg jo, men jeg talte ikke om jeg havde været ude i pausen, jeg var bare blevet så meget klogere..

Rasmussen var Direktør for Maypole margarine, der var et engelsk firma. Det må have været stort, efter deres levevis at dømme, og han talte meget fint engelsk. Der var en Miss Maple, der tit ringede til ham fra England, jeg tror det var en forretningsforbindelse, jeg var sandelig kommet til storbyen. Fru Rasmussen kunne absolut ikke engelsk.

Han spiste hver dag sin frokost på Wivex og Fruen tog tit ind og holdt ham med selskab. Han var meget fin, når han kørte i sin blå bil, med hvide vaskeskindshandsker, de blev ikke knappet, men faldt ud over hånden, det var moden i 1927. (vasken af dem klarede jeg).

Rasmussen drak rigeligt, især whisky, når han kom hjem, kom han altid ud til mig og spurgte: ”har De ikke en sodavand Nete?” så havde han selv tilbehøret, men han var altid den fine mand, selv i en mindre brandert. De gik meget tit i natklub ”Adlon” og kom hjem ud på de små timer, så jeg havde meget frihed. Huset var nemt at holde, fordi det var temmelig nyt og alle hjælpemidler var der også, jeg var jo ikke forvænt fra Duemose. På mine fridage, besøgte jeg Stella og Arthur, min bedstemor i Pilestræde og Tanta Sofie og Onkel Emil og de to kusiner Tove og Else, som boede i Hausergade. Det var slut med at gå til bal, det kunne en pæn pige ikke i København, fandt jeg ud af, så det blev kun, når jeg kom hjem på ferie, med den fornøjelse.

Nu nærmede tiden sig til familieforøgelsen, så det med natklub og andre fornøjelser måtte holde lidt op. Nu gik de aftentur til Damhussøen og levede et mere stille liv. Rasmussen spiste stadig sin frokost i Wivex, men var hjemme om aftenen og nød sine sjusser. Fruen kunne godt bemærke, at det var for meget, men de skændtes aldrig, når jeg hørte på det.

Så kom Fruen på Klinik, og fik en lille pige, som de var meget glade for. Det var vist en vanskelig fødsel, hun lå der i hvert fald længe, men det gjorde man dengang. Jeg besøgte hende om aftenen, hendes mand var der om dagen. Så hun bad mig om, endelig lave noget god mad til ham, og kakao med kryddere og wienerbrød, som jeg bar kunne ringe til Bageren efter, det lovede jeg at sørge for.

Nu sad jeg med kakao og Mågestel, jeg kunne ligeså godt nyde det, hvad jeg så gjorde, jeg legede at jeg var Herskab.

Den samme aften skulle jeg ind og besøge Fruen, hun spurgte mig, hvordan det var gået, for hun vidste, at der havde væren en gæst, og om jeg havde lavet kakao om morgenen, jeg svarede, som sandt var, at det havde jeg, men ikke at jeg selv måtte drikke den.

Hendes mand havde ikke været der denne dag, han havde ringet, at han var meget optaget, det forstod jeg jo godt, men jeg skulle nok lade være med at sladre, det ville have været synd for hende, der lå der, og bekymrede sig om sin mand.

Han benyttede sig af, at han var alene hjemme, så i samråd med sin Kone, blev det bestemt, at han skulle holde Herremiddag, og at Fruens Mosterskulle komme og lave mad og hjælpe mig. De fik bl.a. kaviar med ristet rugbrød, hvad de drak til, kan jeg ikke huske, men det var ikke rød sodavand. Jeg serverede for dem, og da jeg var færdig med det, blev de siddende ved bordet og drak videre, så Mosteren og jeg blev i køkkenet og hyggede os. Rasmussen kom ud og sagde tak for mad og sagde, at de nu ville køre en tur ind til byen. De var seks, så det blev ikke i egen bil heldigvis. Der havde været ret stille inde i stuen til sidst, men det tror da pokker, da vi kom ind og skulle tage af bordet, så vi at de havde siddet og revet 10 kronesedler i bitte små stykker, som lå spredt overalt, men de var dog ikke mere fulde end de kunne tænke lidt, der nemlig 2 kr. på hver stol i drikkepenge, men sedlerne var ikke til at redde, dem tog støvsugeren. Vi synes det var grove løjer, nu var det om at få slettet alle sporene, inden Fru Rasmussen kom hjem et par dage efter.

Så kom Mor og Barn hjem fra klinikken, og da Fruen var meget træt, måtte vi have en Sygeplejerske til at hjælpe. Hun kom fra ”Husmoderhjælpens Korps”, en meget sød dame, ca. 40 år, som hjalp med lidt af hvert, der blev nemlig nok at gøre nu.

For der skete nemlig det, at Familien købte en villa på Tesdorpfsvej på Frederiksberg, hvor til vi flyttede kort tid efter. Fruen lå mest i sengen, så vi piger havde travlt med at pakke sammen, men flyttefolkene pakkede ellers alt, de var jo vant til det, så det gik let, og vi flyttede også til noget meget større.

Flytningen foregik på den måde, først blev Fru Rasmussen kørt ud til villaen med sin seng, sin grammofon og en madpakke. Da vi så ankom med flyttelæs og barn, lå hun i soveværelset og spillede musik fra ”Jomfruburet”, den holdt hun så meget af. Hendes mand var mere til ”Stars and Stripes”, og helst meget højt.

Vi anbragte den lille pige hos sin Mor, så hun kunne passe hende. Sygeplejersken og jeg samt Hr. Rasmussen gik så i gang med at sætte i skabe, så snart møblerne var kommet på plads. Vi måtte så vise fruen hvor tingene stod, og der var ikke ret meget, der skulle laves om, hun var tilfreds med placeringen. Alt blev ordnet med gardiner og tæpper, som der var fagfolk, til at tage sig af, og huset stod fiks og færdigt i løbet af et kort tid.

Som belønning for vor indsats, fik sygeplejersken og jeg en teatertur i Scala, hvor jeg for første gang så Liva Weel og Hans V Petersen. Det var så morsomt, at jeg aldrig har grinet så meget, jeg kan huske få af replikkerne endnu, så mange år efter. Det var serveringsteater dengang, så vi drak chokolade derinde.

Det var morsom for mig at se Ulla Henningsen optræde som Liva, når jeg havde kendt den rigtige, og der var meget, jeg huskede fra den tid. Det har sine fordele at blive ældre, jeg husker jo mange af de skuespillere, der var unge dengang, som jeg var betaget af.

Fruen kom efterhånden til hægterne igen, så hun kunne nyde sit nye hus og sin lille datter, vi mente nok, at vi kunne undvære Sygeplejersken, som ellers havde været mig en stor hjælp, hun havde jo deltaget i det hele og havde boet hos os. Hun boede i Jens Juels Gade, hvor jeg har besøgt hende, efter hun rejste fra os. Jeg savnede hende, da det jo var mig der måtte tage hele tørnen nu. Fruen havde fået en klokke, så hun kunne ringe på mig oppe fra soveværelset, så fik hun the og ristet brød medorangemarmelade, når hendes mand var gået. Det nød hun på sengen, hun gjorde den lille i stand om morgenen og overlod hende til mig resten af dagen, hvor jeg jo også skulle passe huset. Så var hun faktisk parat til at smykke sig selv, og da hun så vældig godt ud, var det ikke så svært. Hun kunne nu passe sine fine kjoler igen, der var blondekjoler, og meget andet lækkert tøj, 2 pelse, en muldvarp og en Bison. Det var så blevet den tid, hvor hun skulle spise frokost med sin mand på Wivex, så hun ringede efter en bil og kørte dertil. Hun spurgte mig altid, om jeg ikke nok ville rydde op efter hende, og det var sandelig også nødvendigt, for værelset lignede Jerusalems ødelæggelse, men først prøvede jeg hendes fine kjoler, de passede lige mig, også skoene var min størrelse. Alt blev så hængt på plads, undtaget det der skulle til vask, og det bar bl.a. hendes fine strømper, der hed Kejser og var af helsilke. Hun gav 12 kr. parret, det var mange penge dengang. Hun kom først hjem med sin mand, og takkede mig fordi jeg havde ryddet op og passet barnet.

Vi gik sjælden i byen og købte ind, men ringede efter varerne, både hos Slagter, Grønthandler og Købmand, og Mælkemanden satte mælk og fløde udenfor døren om morgenen. Vi fik som regel nem mad, såsom stegt rødspætte og koteletter, de ting kunne jeg nemt klare, men det havde nok ikke været sagen med øllebrød og pandekager.

Når de så kom hjem fra byen sammen, spiste vi middag, dvs. jeg lavede mad, mens Fruen dækkede bord, og Direktøren hyggede sig med sin ”sodavand”. Derefter legede de med den lille pige og puslede hende til natten. Så måtte de jo slappe lidt af, da det først var senere på aftenen, de skulle ud. SÅ begyndte forestillingen igen med omklædning til selskabstøj, de drog så afsted til Adlon, jeg ryddede op efter dem og passede barnet. Det var en nem lille pige, så vi sov, når de kom hjem. Når de så var hjemme, havde jeg mine fridage, og friaftener og besøgte så familie og venner og gik mange ture inde i det gamle København, hvad jeg egentlig holder meget af endnu.

Vi havde ikke mange gæster, der kom faktisk kun Mosteren og Hr. Rasmussens forældre. De boede i Korsør, så de blev et par dage. Moderen var mest i køkkenet, hvor hun kogte oksekødssuppe, til kødet fik vi sur og sød sovs, hun mente vist, at vi trængte til rigtig mad. Hun var en jævn kone, absolut ikke et bymenneske, men vældig rar over for mig. Hun brød sig ikke om Svigerdatteren, hun var ikke dygtig nok til Sønnen, syntes hun, og det lagde hun ikke skjul på over for mig, hvad jeg ikke kunne lide. Jeg følte mig jo rigtigt godt tilpas hos familien.

Villaen lå i et fint kvarter, mellem Godthåbsvej og Fasanvej, der var 3 store stuer i stueetagen, og soveværelser på 1 sal, 2 badeværelser og påklædningsværelse, uden for soveværelset, var der en Loggia, en slags indbygget altan, det vat et meget hyggeligt hus.

Jeg var hos Rasmussens i ca. halvandet år, og selv om jeg var glad for at være der, blev der for meget at bestille, da Fruen ikke selv deltog i husarbejdet, så jeg blev nød til at sige, at jeg måtte finde mig en lettere plads. De var kede af, jeg ville rejse, men forstod godt, at jeg ikke kunne klare alt, fra kælder til kvist, senere fik de 2 unge piger.

De var hjælpsomme med at finde en ny plads. Efter en annonce så vi, at der var en Lektor Moe og Frue, der søgte en ung pige, så Fru Rasmussen ringede til dem og anbefalede mig, og det blev aftalt at jeg skulle komme til samtale hos dem. På det tidspunkt havde jeg en meget kedelig vinterfrakke, som også var for kort, vi havde talt om det, så Fru Rasmussen tilbød mig at låne hendes Ulster, hvad jeg gerne ville, jeg ville jo gerne gøre et godt indtryk. Jeg tog så til Østerbro og talte med Moe´s. Vi syntes om hinanden, med det samme, de havde en lille dreng på 5 uger, og jeg fik pladsen, som ikke var så ringe, jeg var der i 5½ år, lige til jeg skulle giftes i 1934.

Om Ulsteren har gjort sit dertil, fik jeg aldrig at vide, selvom man siger, klæder, skaber folk, men tanken var pæn af Fru Rasmussen.

Der blev holdt en hjertelig afsked på Tesdorpfsvej, og vi fik Champagne, det havde jeg aldrig smagt før, og de takkede mig for den tid jeg havde været hos dem. Jeg sagde selvfølgelig også tak til dem, for den gode behandling jeg havde fået. Det havde væren en meget god begyndelse for mig, som start fra land til by. Så fik jeg en fin sort kjole af Fruen, med velour foroven og plisseret helsilke nederdel, så raffineret en kjole havde jeg aldrig ejet, det var min stadskjole, meget længe. Jeg skiltes fra dem, som mine venner, og måtte love at komme og besøge dem, hvad jeg også gjorde.

Nogle få måneder efter, fik jeg et brev fra Fru Rasmussen, hvor i hun fortalte, at hendes mand var faldet død om på havegangen. Jeg kunne forstå at firmaet var gået fallit eller lignende, for hun skrev, at det ikke var gået så godt for dem, siden jeg havde været på besøg. Det var jo en chokkerende meddelelse, jeg skrev et pænt brev til hende, men hørte så ikke mere til, hvordan det gik hende og barnet.

Så en dag ca. 2 år efter, traf jeg hende i sporvognen, hvor vi skulle køre temmelig langt sammen. Da fortalte hun så, at hun havde solgt villaen, kort efter mandens død, og havde fået sig en lejlighed, og havde fået plads, som telefondame på telefonhuset, Der har åbenbart ikke været nogen form for penge tilbage.

Hun virkede meget fornuftig, men det må have været en forfærdelig omvæltning for hende, der var så forvænt. Det var meget synd for hende, med en hård skæbne, hun nok delte med mange i årene 1929-30.

Hos Moe´s i Kanslergade.

Jeg var 19 år og det var i begyndelsen af 1930, at jeg kom i min nye plads på Østerbro, hvor Familien Moe boede i Kanslergade nr. 7 på tredje sal, lige overfor Garderhusarkasernen, nær Østerbrogade.

Moe´s var meget venlige og humoristiske begge to, så jeg befandt mig godt med det samme. Det var jo et helt andet miljø, jeg var kommet i, fra forretningsfolk til skolefolk, her gik man ikke i natklub, men derimod til opera, koncerter og i teatret.

Lejligheden bestod af 4 værelser og kammer, spisestue med kamin, dagligstue og herreværelse, soveværelse og mit værelse, der lå på den anden side af korridoren, som var lang. Der var ikke centralvarme i lejligheden, men varmt vand i bad og køkken. Kaminen varmede stuerne op, og på mit værelse var der en nem lille kakkelovn. Jeg satte koksspanden ned i kælderen om dagen, så tog Hr. Moe den fulde spand med op, når han kom hjem.

Hagbart Moe var Lektor på Østersøgades Gymnasium med tysk som hovedfag. Senere har jeg erfaret, at han var der i 40 år. Mange ældre radiolyttere vil huske ham fra tyskundervisningen, som han var en kyndig leder af i 37 år, og det drejede sig om ca. 3000 udsendelser. Moe har skrevet flere lærebøger, og har bl.a. modtaget en guldmedalje fra Goethe instituttet, alt det i en artikel fra Frederiksborg Amts Avis.

Han var søn af Guldsmed Moe på Østerbrogade, og havde 2 brødre og en søster. Den ene bror, Harry, havde overtaget forretningen efter forældrene, da de holdt op. Den anden bror var boghandler og noget ved teatret, hans kone hed Dolly. Søsteren hed Benna og var komponist. Hun skrev musikken til balletten Hybris, som blev opført på det Kgl. Teater, omkring 1930. Jeg ved ikke hvordan det siden gik hende, hun er ikke nævnt i leksikonnet. Hun var lidt speciel, og kom ikke tit hos broderen og svigerinden.

Fru Moe, hed Helga til fornavn, og var datter af afdøde Direktør Christensen fra A/S Toldbod møllen, og havde en yngre bror, som jeg senere vil fortælle lidt om. De havde mistet begge forældre, da de var ganske unge, men jeg ved ikke hvordan.

Leif og mit job som Barneplejerske.

Den lille dreng, der var født i november 1929, blev døbt Leif. Jeg tror ikke, det var forældrenes mening, at få en barneplejerske til sønnen, hvad der ellers var ret almindelig dengang, men da drengen var ret urolig, især om natten, og de fandt ud af, at jeg var meget interesseret i ham og havde et godt tag på sådan en lille fyr, spurgte de, om ikke jeg kunne tænke mig at passe ham, også om natten. Det sagde jeg med glæde ja til, og de ansatte så til gengæld en formiddagspige.

Det skal siges, at Fru Moe absolut ikke var typen, der skulle vartes op, med morgenkaffe på sengen osv. Men hun ville gerne have sin nattesøvn. Leifs seng blev så flyttet ind til mig, og jeg fik en dyppekoger, så jeg kunne varme sutteflasken om natten.

Fru Moe ordnede flaskerne hver formiddag, alle på engang til hele døgnet. Det blev klaret på et Soxleths apparat, som lignede en henkogningskedel. Flaskerne blev kogt på bestemte grader, så de kunne holde sig, vi havde hverken is eller køleskab, så i dag lyder det som en umulighed, men dengang gik det fint. Ellers overtog jeg pasningen, næsten fuldstændigt, så kunne forældrene få ham ind når han var mæt, tør og veltilpas, og underholde sig med det dejlige barn, han var. De var meget glade for ham, og de tog da også del i hans velfærd og pasning, men den praktiske side af sagen, var ikke deres stærke side, de var helst tilskuere. Om aftenen smurte jeg madpakke og lavede kaffe til Hr. Moe. Så varmede han den selv om morgenen og smurte franskbrød, der var ingen oppe for at sende ham afsted, på den tid sov vi andre, men hvis han hørte, at Leif og jeg var vågne, bankede han af og til på, og kom ind med en bakke med kaffe og og brød inden han gik. Så på den måde viste han sin taknemmelighed over, at jeg passede drengen om natten.

De var som tidligere nævnt meget humoristiske og vi pjattede meget, og det passede mig fint, jeg husker en gang, hvor Hr. Moe og jeg skulle bære en balje vand, Leifs badevand, gennem korridoren og Moe sagde noget med styrmand Karlsens flammer, samtidig med vi svingede med baljen, og vi kom til at grine så meget, at vi tabte baljen. Da Fru Moe så vandorgiet, gav hun sig også til at grine, så det varede lidt inden vi fik tørret op. Det var lidt løst og fast om personerne og dagligdagen i Kanslergade.

Ny lejlighed Jagtvej 8.

Vi boede i samme gade som Statsminister Stauning, og så tit når han blev hentet, en høj flot mand med et stort skæg. Det var også der Kanslergade forliget blev til, mellem Venstre og Ministeriet Stauning i 1933.

Han var en stor personlighed og populær, og alle ældre husker nok hans valgslogan fra midten af 30’erne, ”Stauning eller kaos”, han var Statsminister til sin død i 1942.

Dette måtte lige med, inden vi flyttede fra gaden, for der skete det, at det blev oplyst, at der skulle lægges centralvarme ind i ejendommen, og at der blev en lejlighed ledig på Jagtvej, lige om hjørnet i nr. 208 på første sal. Det var en meget større lejlighed vi flyttede ind i, og det var en stor forbedring, at være fri for at bære brænde og koks. Vi havde vinduer ud mod Kanslergade, mod en stor åben plads, og med en lang smal altan, som gik om hjørnet til Jagtvej, det var ikke en man kunne sidde på, men nu kunne vi se, når Kong Christian red forbi om formiddagen.

I den nye lejlighed var der altanstuen, som blev Leifs og min, da han blev større, han var ca. 1½ år, da vi flyttede, så var der dagligstue med antikke møbler og flygel og Brysselertæppe med filt i kanten, mahogni spisestue, også med gulvtæppe, soveværelse og anretterværelse med linoleum. Mit værelse lå mellem entreen og køkkenet og var ikke ret stort, men der var et dejligt klædeskab, med hylder i den ene side og til kjoler i den anden.

Musikliv.

På mit værelse var der en stor skabsgrammofon, så om formiddagen, når jeg gjorde rent, lagde jeg en plade på, der er navnlig 2 jeg husker mest, ”Tand Hauser” af Rich, Wagner og ”Lystige koner i Windsor” af O Nikolaj, så jeg havde musik til arbejdet. Jeg lærte meget god musik at kende hos Moes bl.a. også opera.

Hr. Moe var en dygtig pianist og Fru Moe sang ganske dejlig, når der var gæster underholdt de meget tit, men også i det daglige, sang og spillede de. Fru Moe havde fået undervisning i sang, så det lød godt.

Som jeg tidligere har fortalt havde Fru Moe en yngre bror. Han var Cand. Jur. Og gik 2 år på det Kgl. Teaters elevskole, men teatret har åbenbart ikke været sagen for ham, så han blev derefter Dommer i Byretten. Han havde mange tillidshverv og endte som Landsdommer I Østre Landsret, iflg. ”Den blå bog”,. Han hed Erik Broger, efternavnet tog han, da søsteren blev gift, de var født Christensen.

Moes Forældre.

De ældre Moes var ret velstående, det havde været den gode tid, de havde forretninger. De havde et sommerhus i Espergærde, hvor de tilbragte sommeren. De havde ingen lejlighed i byen, men boede hele vinterhalvåret på Hotel, dels på ”Cosmopolit” ved Kgs. Nytorv, og dels på Jernbanehotellet ved rådhus pladsen. Nu ville man måske tro, at de var fornemme, når de levede på den måde, men tværtimod, de var meget hyggelige bedsteforældre, der bare nød deres otium.

Gæster.

Vi havde ret ofte gæster, både familie og venner. Familien var jo ret stor, så vi blev hurtigt mange. Blandt vennerne, var der nogle teaterfolk, bl.a. Frede og Hertha Skaarup. Når der skulle komme nogen,, jeg ikke havde set før, fik jeg en levende beskrivelse af personerne, på Moes humoristiske facon, så når jeg åbnede døren, var jeg ikke i tvivl om hvem det var, så var det bare om at holde masken. Fru Moe og jeg lavede selv mad som regel, men når der skulle være noget større, havde vi en Fru Lindberg, som var kogekone, til hjælp. Hun kom også altid lillejuleaften, hvor hun lavede forloren skildpadde og bagte æbleskiver med sveskemos i, det skulle vi have 2 juledag, når hele familien kom, og det kunne godt holde sig. Hr. Moes Mor var Sønderjyde, derfor fik vi sveskemos i æbleskiverne, det brugte man der.

Jeg havde fri juleaften, og rejste hjem til Mor og Far om dagen, og kom tilbage 1 juledag om aftenen. Familien Moe holdt jul på hotellet hos Forældrene, de havde jo også Leif at passe, så når jeg kom tilbagejuledag, var de glade for at jeg kunne overtage ham, de havde gået frem og tilbage med ham, fordi han græd, så de mente nok, at han savnede mig. Nå, men på mange måder havde jeg det jo nemt. Når jeghavde haft fridag, stod der aldrig opvask, ikke så meget som en kop, og jeg ryddede heller aldrig op efter dem, det gjorde de selv.

Storvask var der ikke noget der hed, det blev sendt ud og kom færdigt hjem. Fru Moe vaskede selv sit undertøj og strømper, mit vaskede jeg sammen med Leifs og hængte ned i gården, det var et farveorgie, for den gang brugte man lyseblåt og lyse grønt undertøj.

Vi lavede mad om formiddagen, så det var lige til at varme siden, og Fru Moe havde tit bagt en kage, når jeg var ude at gå med Leif, altid Plumkage, det var hun dygtig til, og hun kunne lide det.

Barnevognsture.

Hver dag kl. ca. 13, gik jeg tur med Leif og kom først hjem ved fire-halv fem tiden. Nu kom jeg til at følges med en Barneplejerske, der hed Lulu, som var ansat et år i barnepleje og gik med slør. Hun var ansat hos en Landsretssagfører Hjejle, hvor Fruen var svagtseende, og passede en lille pige, der hed Marianne. De boede i samme ejendom som os, men i modsatte ende, og der var en ung pige til at tage sig af husholdningen.

Vi havde mange dejlige eftermiddage, og mens børnene var små gik vi undertiden på Konditori og spiste lagkage, så stod ”vores børn” lige uden for vinduet, så vi kunne holde øje med dem, men det holdt jo op, da de blev store. Et stykke lagkage kostede dengang 25 øre, så vi måtte begrænse det lidt, ellers blev det for dyrt for os. Konditoriet hed Bartoldi, og lå ved søerne.

Teater.

Hr. og Fru Moe gik ret ofte i teater, of da jeg efterhånden kendte deres vaner når de kom hjem, vidste jeg, de skulle i køkkenet og have lidt natmad og kaffe. Så mens de var væk, når Leif sov, gik jeg ud og smurte snitter for at overraske dem. De blev virkelig glade, og bankede forsigtigt på min dør, og hvis jeg ikke sov, skulle jeg komme ind og spise sammen med dem, så fortalte de om aftenens oplevelser, og de synes det var en vældig god ide, jeg havde fået, så det gentog sig jævnligt. Vi havde altid lidt i huset, der lå en Slagter og Pålægsforretning lige overfor. Slagteren kaldte vi ”Rødbedesaften”, ikke særligt pænt, men han havde mørkt rødligt hår, med masser af brillantine i, så det nærmest drev. Leif havde også rødt hår, men han var jo bare dejlig. Hr. Moe var af og til ude at rejse, Fru Moe var ikke så interesseret, hun ville hellere være derhjemme. Han var en gang i England og flere gange i Tyskland, der kunne han jo sproget. Et år var han til Passionsspillene i Oberammergau. Der opførte indbyggerne, (i flg. Mentor), hvert tiende år Kristi ledelseshistorie, som tak, for byen undgik en Pest epidemi, i årene 1632-33. Det foregår i tiden fra 15. maj til 30. september. Det havde været en fantastisk oplevelse, han fortalte meget levende om, ved sin hjemkomst.

Sommerferie.

Ved siden af Østersøgades Gymnasium, lå Komtesse Moltkes Pigeskole. Denne Komtesse havde et sommerhus i Hillerød, lige ved Teglgårdssøen, og da hun døde, arvede hendes 2 trofaste Husassistenter, der ikke var unge, huset, og der drev de så et mindre pensionat for lærere og deres familier, og sammen med familien Moe, ”Lå” jeg så på landet i Hillerød. Jeg havde alt for lidt at bestille, jeg skulle passe Leif, og vaske hans bleer, han kørte i klapvogn dengang, så det var igen med at gå ture og jeg kedede mig jævnt. Jeg kendte ikke nogen der, og jeg kunne ikke komme ud til min Søster i Alsønderup, det var meget småt med Rutebiler, og der var for langt at gå. Da vi så kom hjem til København igen, fik jeg sommerferie i 14 dage, det var en hel svir, så kunne jeg komme lidt til Bal igen.

Næste år, den tredje sommer jeg var hos Moes i 1932, lejede de et sommerhus i Hundested lige ved vandet. Fru Moe brød sig ikke om at gå i vandet, men hendes mand ville meget gerne, så om morgenen, kaldte han på mig og spurgte om jeg ville med, så ville hans kone lave morgenmad imens. Det var dejligt, og vi gik også i om eftermiddagen, så var både Fru Moe og Leif med ude og soppe, jeg har et dejligt billede af Fru Moe og mig i badedragt og kinesisk parasol. Det var en dejlig sommer og de havde huset i alle 6 uger.

Jeg havde på det tidspunkt lært Paul at kende, derom senere, så han hentede mig, da jeg skulle ind og gøre huset i stand på Jagtvej. Han havde lige købt sig en 2 personers bil, så vi holdt lidt ferie samtidig.

Fælledparken.

Efter vores rengøring, kunne jeg igen tage mig af Leif, og vi begyndte at gå i Fælledparken sammen med Lulu og Mojanne, som Leif sagde. Lulu hed faktisk Julie, men børnene havde givet os nye navne. Jeg hed aldrig andet end Dear, jeg har en servietring der står Dear på.

Børnene legede så i sandkassen, og vi piger sad og syede udstyr, hver en kaffedug med hulsøm, som Fru Moe lærte os at lave rigtige hjørner på. Hulsøm var det eneste jeg kunne, min var brun, med sort hulsøm, jeg har den endnu. Ind imellem gik vi rundt i Fælledparken, så vi blev rørt lidt.

Foruden Lulu, lærte jeg et par andre piger at kende i ejendommen. I samme opgang var der en ung pige der hed Morser, Leifs udgave af Mortensen, hun hjalp os en enkelt gang med hovedrengøringen, og hende havde jeg forbindelse med i mange år.

I et par opgange derfra, var Mary Pedersen ung pige hos Rektor Bruun fra Sortedams Gymnasiet og hans kone, der var bibliotekar. Det blev til et livslangt venskab med Mary og hendes senere mand, Holger, og mens vi var i huset sammen, betød det meget for vores dagligdag, vi kunne kigge til hinanden gennem køkkenvinduerne. Også Leif havde glæde af mine bekendtskaber, når jeg ikke kunne finde ham i gården, hvor han var nede og lege, kunne jeg bare gå op til Mary, der sad ungen med en stor kop kaffe og franskbrød med tykt smør, og nød livet på køkkenbordet. Det var noget andet end det ”kaffemælk” han fik hjemme, Jo, han var ret frimodig. Da jeg havde lært Paul at kende og han var på besøg hos mig, råbte Leif ud af vinduet til Mary: ”Stik lige hovedet ud af vinduet Pedersen, så Hamann kan se du er genert”.

Sommerhus i Hornbæk.

Da Moe blev trætte af at leje sommerhus, byggede de selv. De købte en lille grund i Hornbæk, hvor de fik bygget et lille hus. Det var ikke særlig pænt, det lignede en garage, men det var praktisk. Der var en terrasse først, så en stor stue, soveværelse, køkken og mit værelse. Der var toilet med vaskekumme, men ikke bad. Det lå i en plantage og havde naturgrund, og der var et stykke til stranden. Leif og jeg gik derned hver dag og badede, der var en meget fin strand, og vi fik lokket hans Mor med en gang i mellem, mens Faderen sad og skrev.

Vi boede der meget af sommeren, også efter skolen var begyndt, men det var meget langt for Moe at tage til byen, de havde ingen bil, så han skulle med toget, og man måtte gå til stationen.

Der var jo ikke alverden at foretage sig, så jeg blev af og til grebet af virketrang, begyndte at gøre rent, smide tæpperne udenfor osv. Og Fru Moe sagde, ”at du gider”, ellers var vi ikke dus, men de mange år sammen, havde bragt og i en slags venindeforhold.

Link til artikel fra FFA: Dengang Hornbæk havde otte badehoteller og 15 pensionater.

Møde på Hovedbanegården.

Mødet med min mand, skete på Hovedbanen under morsomme omstændigheder. Jeg havde en veninde fra Sigerslev, som hed Ester, hun var i frisørlære i Køge, men havde en ven i Holte, han hed Gunnar, og han arbejdede sammen med min mand, som hed Paul. De var elektromekanikere hos ”Leo Motor” på Sprogøvej, og kom en del sammen. Ester havde været sammen med Paul en aften, og nu synes hun, jeg skulle træffe ham, hvad jeg ikke havde noget imod, jeg kom jo ikke så meget ud sammen med unge.

Det blev bestemt, at vi skulle møde de to mænd på Hovedbanen, og det blev bestemt ikke noget kedeligt møde. Vi blev inviteret på danserestauranten Sevilla, som lå i Bernstorffsgade, min mand var ellers ikke særlig begejstret for dans, men noget måtte der ske, for at gøre et godt indtryk på pigerne. Jeg husker ikke hvad vi nød, men vi havde det meget morsomt. Så gik vi derfra til Olympia, som lå på Axeltorv og havde det sjovt resten af aftenen. Da vi brød op, gik vi til Banen, for Ester og Gunnar skulle jo med toget, hun til Køge og han til Holte.

Det var jo godt, at vi der stod tilbage, kendte hinanden lidt. Nu ville min Kavaler så følge mig hjem, og jeg troede, at vi skulle med sporvogn, men næ,næ, flot skulle det være, så det blev med Taxa til gadedøren. Han fik så mit tlf. nr. så vi kunne mødes igen, og han ringede også til mig, og lykkelig var jeg, det var Romantik!

Ester og jeg fik også tid til at besøge vore forældre om søndagen, hun kom så ind til mig, og så fulgtes vi ad med toget til Frederikssund og tog rutebilen til Sigerslev. Vi havde meddelt vore venner hvad tid vi var tilbage, så de stod og tog imod os på banen, og vi gik ud og drak kaffe.

Paul og jeg var begyndt at gå ud alene, vi var jo i byen, men vi var meget sammen alle 4. Når vi havde fri, så var vi tit hos mig, på mit værelse, og jeg måtte gerne lave Te eller kaffe og smøre ostemad, eller hvad der var i huset. Naturligvis havde jeg fortalt Fru Moe om mit bekendtskab, det synes hun var spændende, men de var jo ikke blevet præsenteret for ham endnu, så de var meget nysgerrige, og hvad fandt man så på? Selvfølgelig noget morsomt. En aften da vi sad og drak kaffe, bankede det på døren til os, og hvem stod i døren? Hr. og Fru Moe som, ”Tjener og Stuepige”, han med en bakke med 4 glas og serviet over armen, og hun med Stuepigekappe, som hun havde lavet af en hvid krave, og et lille hvid forklæde på, og med en flaske vin. De sagde, ”God aften”, og spurgte om de måtte servere nu, vi sagde, ”ja tak”, og så skænkede de i glassene, og lod flasken stå. Vi var ved at dø af grin alle sammen, de sagde så farvel, og lukkede forsigtig døren efter sig. De måtte gå helt ind i stuen for at grine af, fortalte de bagefter, men de havde jo set, hvad de gerne ville.

Jeg mødte Paul i november 1931, og jeg havde lidt mere frihed nu, hvor Leif var blevet større. Han sov nu på sit eget værelse, men havde døren åben ud til gangen, hvis jeg var hjemme, ellers ind til forældrene.

Han havde altanstuen med alt sit legetøj, og der opholdt vi os meget. Han fik på et tidspunkt en sort tavle, som blev vasket meget og tit, det var ikke godt for gulvtæppet, men når jeg skældte ud, sagde han altid: ”Den er ikke drivende Dear”, det var når han rendte gennem stuerne med svampen.

Paul og jeg begyndte at gå i Landsbyen i Lorry når jeg havde friaften. Det var meget festligt med musik og sang, der blev trukket et stort lærred ned oppe ved orkestret med tekster på, så alle kunne synge med. Dirigenten hed Henrik Clausen, der var ikke dans, vi sad så der over kaffe og kager, måske til tider et stykke smørebrød, men ikke hver gang. Det blev ofte 5 kr. for os begge to på en aften og det var almindelig dengang, der var heller ingen krav om, at man skulle nyde mere for at sidde der.

Min Svigerfamilie.

Så kom den tid, hvor jeg skulle møde mine tilkommende Svigerforældre. De boede i et sommerhus på Havrevej i Brønshøj, og der blev jeg inviteret til ungt selskab, hvor der kom både Pauls og hans brødres venner. Brødrene hed Folmer og Erik, og var yngre end Paul. Jeg blev godt modtaget af både forældrene og brødrene. Moderen virkede som en ældre dame, hun gik i meget langt tøj, og har vel været ca. 48 år, Faderen var mere ungdommelig. Vi var mange efterhånden, og sad ved et langt bord i en dejlig stor stue og spiste smørrebrød og drak øl og soda vand, pigerne drak ikke øl, dengang, så dansede vi til levende musik. Moderen og Erik spillede klaver, og Paul og Folmer violin, men ikke alle på en gang, de var jo nødt til, at skulle danse også. Pauls Mor var for øvrigt musiklærerinde, også da jeg begyndte at komme der.

Forældrene hed Thorval og Emilie, og hele familien boede om vinteren i Blågårdsgade 15 4 sal.

Blågårdsgade.

Lejligheden var på 3 værelser og kammer, de to ældste brødre havde kammeret, som de altid kaldte ”Pigeværelset”, Erik sov i spisestuen på en feltseng. Alle mand vaskede sig i køkkenet, de skulle heldigvis ikke afsted på samme tid. På køkkentrappen lå deres toilet, der var meget koldt, og der var ikke vaskekumme. Der var kakkelovne, og koks på loftet, og en meget lang gang ud til et koldt køkken.

Helt oppe under loftet boede fru Mathiesen, og ved siden af hende Bruns. De havde datteren Mette, som Erik og Folmer havde leget med da de var børn. På 3 sal boede Nielsens, de havde datteren Grethe, som senere tog navnet Hemmeshøj, da hun blev en kendt jazzmusiker, hun var uddannet pianist på konservatoriet. På 2 sal boede familien Wassmann, de havde 2 sønner og 2 døtre, Kaj, Gunnar, Hjerty og Lissie. I stuen boede så Taarups også med et par sønner, så der var mange unge mennesker i opgangen. Taarups sønner fik den store herreekviperingsforretning i Griffenfeldtsgade.

Jeg vil fortælle lidt mere om, hvad de andre beskæftigede sig med, Fru Nielsen havde hatteforretning på hjørnet af Baggesens gade og Blågårdsgade, Hr. Nielsen havde antikvarboghandel i Slotsgade.

Fru Wassmann havde kjoleforretning ved porten til nr. 15 også i Blågårdsgade. Hjerty blev min svigerinde, idet hun og Folmer giftede sig.

Hjertys Far var konstruktør på vandværket og var militæruddannet. Der var badeanstalt i nr. 17, så der har nok været trængsel, så vidt jeg ved, var der kun karbade, så man kunne ikke komme hver dag.

Min nye familie.

Mine Svigerforældre var meget søde ved mig, og jeg var også glad for dem, nu kom jeg der på mine friaftener, når vi ikke var ude og føjte.

Hver gang jeg kom, havde de en gave til mig. Min Svigerfar kendte en ”Krukkemand”, som handlede med alverdens ting, vaser og deslige, jeg har noget af det stående fremme endnu. Lige overfor lå en manufakturhandel, der købte min Svigermor forskellige ting til mig, bl.a. undertøj og strømper. Undertøjet var af Trikoline, der var vævet i striber, mat og blankt, altid lyserødt. Jeg blev meget forkælet af familien, vel nok fordi, jeg var den første Svigerdatter.

Forlovelse.

Paul og jeg blev ringforlovet d. 17. august 1932, på min 22 års fødselsdag, det var en lørdag, og jeg havde fri fra fredag til søndag aften. Svigerfar og Paul skulle arbejde til kl. 12, men vi fik ringe på først, et stort øjeblik, det er foreviget på et billede hvor vi sidder i haven og drikker morgenkaffe. Senere på dagen blev mine forældre hentet i Svigerfars bil, og så blev der holdt en mindre forlovelsesfest i haven i Brønshøj, ja, der var stil over det dengang.

Mere om min Svigerfamilie.

Svigerfar var lagerforvalter hos Vibe-Hastrup da jeg kom ind i familien, og havde 25 års jubilærum på et senere tidspunkt. Oprindelig var han udlært Sølvsmed, men skiftede til andet erhverv få år efter deres giftemål. Han havde nemlig Barbersalon i Blågårdsgade 14, en helt anden stil må man sige, dengang behøvede man åbenbart ikke stå i lære, han kunne både barbere og klippe. Svigermor vaskede håndklæder og servietter til brug i salonen, samtidig havde hun elever til klaverundervisning, så de lå ikke på den lade side. I sin fritid lavede hun kunstbroderi og kniplede, samlede på opskrifter, lavede mad, syltede og henkogte og gjorde meget lidt rent. Hun var derudover meget interesseret i teaterliv og abonnerede på Det kgl. Teater til hun blev meget gammel, og da Svigerfar ikke var så interesseret i bl.a. ballet og opera, var jeg ofte med i stedet og nød det meget.

Det var et sidespring, tilbage til Svigerfar. Efter nogle år med egen forretning, blev han ansat i en tapetforretning på Nørrebrogade hos en der hed Nielsen, og derfra kom han så til Vibe-Hastrup. Derfor har vi aldrig manglet skosværte eller Albin til at kridte sko med. Skosværten hed Tit og fandtes i flere farver. Vi fik også kulør og Kølnervand samt poseblåt og ikke mindst pudsemidler til sølv og messing og en hel masse andre ting. Hele personalet fik en pakke hver måned, så der var rigeligt. Jeg har dog måtte købe en æske sort skosværte efter jeg er flyttet på Endrup vej, med der var også gået mange år. Ikke mere om sværte.

Min Svoger Folmer var ansat på Nordisk Fjer, der dengang var et anerkendt firma, men skiftede til Levison i Købmagergade, hvor han var Prokurist i mange år. Svoger Erik blev kontorelev på Radiofonien, der dengang lå på Axeltorv, med Kammersanger Emil Holm som chef. Der blev Erik i 50 år og var Fuldmægtig i mange år. Han holdt flere jubilæer med store fester.

Mine Svigerforældre blev selvfølgelig inviteret til Sigerslev hos Far og Mor, de to svogre var også med. Første gang er jo altid spændende, men det forløb godt, de blev dus med det samme. Svigerfar var meget ”ligetil”, han og Mor faldt meget hurtig i hak, de var så morsomme begge to. Min Svigermor var lidt mere forbeholden, hun var ikke typen, der straks var på hat med folk, men hun tøede da op, og de to familier var fine venner resten af livet, og besøgte hinanden til fødselsdage og lignende..

Min Søster var kommet fra Alsønderup for at få de ”fine” folk fra København at se, og der var også et andet par tilstede, nemlig Tante Vira og Onkel Maler, dem vil jeg fortælle lidt mere om.

En gang om foråret havde min Mor fået en lys ide, de ville leje ud til sommergæster, og da Mor altid har været kvik, satte hun en annonce i en Københavnsk avis, der lød således:

2 værelser med adgang til køkken og have, lejes ud til enligt ægtepar for sommeren, nær skov og strand.

Der kom så en Kunstmaler med sin Frue på motorcykel. De har nok haft lidt svært ved at finde det, da der hverken var skov eller strand, men de synes godt om stedet, og lejede det et par måneder. Mor sagde meget bestemt: ”Verandaen er altså vores”, men der gik ikke ret lang tid, før de lavede mad og spiste sammen, og drak kaffe alle 4 på verandaen.

Det var første og sidste gang Far og Mor lejede ud til sommergæster. Fra nu af blev de 2 en meget vigtig del af familien. De hed Elvira og Carl Petersen, han var Dyrehavsmaler og også Charlottenborgudstiller, og vi har flere billeder af ham. Han døde allerede i 1939, og Tante Vira boede i lang tid i Sigerslev, for at komme over det, og få lidt orden på sit liv igen. Hun blev en helt uundværlig person både for mine forældre og for os og vore børn, og var en meget kær og velkommen gæst til alt, hvad der foregik i min Svigerfamilie.

Min Forlovelsestid.

Både Hr. og Fru Moe var glade for at jeg forlovede mig, de syntes godt om Paul, nu havde de lært ham at kende, også det, at jeg ikke skulle rejse fra dem lige med det samme. Leif var derimod ikke særlig glad for, at der var en anden jeg tog hensyn til nu, han var vant til at have mig for sig selv, så når vi skulle være alene hjemme om aftenen, sagde han: ”Nu håber jeg ikke ham Hamann kommer, for vi skulle jo se på udstyr”, det gjorde vi nemlig tit, jeg var så glad for alt det, vi fik samlet, og Leif syntes det var en herlig leg, når vi lagde det hele ud på sofaen.

Sølvtøj købte vi hos Guldsmed Moe på Østerbrogade, og fik derfor procenter ellers var det ikke sikkert, at det var blevet ”3 tårnet”. Jeg fik også meget foræret at familien Moe, til jul og fødselsdag. Der var selvfølgelig også mange andre ting vi samlede, alt hvad man skulle bruge i et nyt hjem.

Vi var forlovede i omtrent 2 år, før vi giftede os, så vi havde meget. Den sidste jul før vi blev gift, fik vi tilsammen af mine Svigerforældre, 4 gange 12 glas, de hed ”Paris”, og et helt spisestel til 12 personer, meget smukt med blomster på. Til allersidst kom Paul og Folmer bærende ind med en stor gasovn, den var købt brugt af Paul, men den var så fin som ny, man kan vel forstå, at jeg var overvældet. Pauls gamle Faster Anna var der altid juleaften, og hun syntes, at det var lidt synd for mig med alt det udstyr, så hun sagde: ”Ville du ikke hellere ha’ haft til en silkekjole!”, men det ville jeg nu ikke, det var virkelig spændende, at få sit eget.

Efterhånden lærte mine Svigerfamilie også min Søster og Svoger at kende og naturligvis deres børn, Grethe, Hans og Betty født i 1925, 1929, 1931. I påsken 1933 var vi alle i Sigerslev, og jeg har et sødt billede fra dengang, hvor de 3 børn sidder på en bænk i haven, med hver sin rede med påskeæg i, som Erik havde haft med til dem. De havde også været i Blågårdsgade og se hvordan der så ud. Min Søster og børnene var i København sammen med Mor en lørdag, hvor hun som sædvanlig var i byen, og så var de (vi) alle sammen inviteret ind og spise hos mine Svigerforældre. Det var en vinterdag, og børnene var meget benovede, men mest over, at vi fik stikkelsbærgrød, de kunne ikke forstå, hvordan man kunne det, på denne årstid, men Svigermor henkogte jo, og der var meget i haven i Brønshøj.

Mine Svigerforældre var nu med til fødselsdage i Sigerslev og lærte mine forældres venner at kende, og jeg husker at de bl.a. var med i Lyngerup hos Jens og Camilla, vores gamle naboer fra Sundbylille, som jeg har omtalt tidligere. Det var jo heldigt, at de to familier kunne lide hinanden, og vi havde det bestemt ikke kedeligt, når vi var sammen. Hos mine Svigerforældre var der meget musik, både i haven og i Blågårdsgade, der var klaver begge steder, og det var som regel Erik, der underholdt med musik og sang, og det nød jeg meget.

Venner og bekendte.

Pauls venner, som også blev mine, var: Orla og Ester, Edgar og Johnna og Hartvig. Paul og Orla havde været i lære samme sted, og Hartvig, som var lidt ældre, havde været svend der samtidig. De 3 gik ud sammen, bl.a. på Bakken, hvorfra jeg har et sjovt billede, de er alle udstyret med hat! Paul fortalte om, når han kørte på motorcykel til Tivoli eller på Bakken, havde han altid din stok i ærmet, tænk, det var ret almindeligt dengang at unge mænd gik med stok!

Edgar havde mange søskende, og mændene spillede kort hver uge, og det fortsatte mange år efter vi var blevet gift. Vi piger strikkede og snakkede, mest det sidste

De 3 andre gik vi ud og dansede med, eller i Lorry. Der var også et sted der hed Tokio, som lå i Frederiksberg alle, som vi kom på. Om sommeren kørte vi enten i skoven eller til stranden, da havde både Paul og Orla bil, og i Orlas var der et bagsæde, hvor Hartvig kunne sidde, det var før han fandt Oda.

I Sundbylille havde vi venner, som naturligvis også skulle se min forlovede. Anna og Wilhelm inviterede på Stegt ål, og vi hentede Far og Mor i min Svigerfars bil, det var sådanne nogle rare mennesker, som jeg havde kendt altid. Anna kom med sådan nogle pudsige bemærkninger, som vi har brugt siden, her er en af dem: Når Wilhelm skulle til sognerådsmøde, sagde Anna højt og tydeligt i døren, ”Nu blander du dig ikke i noe’ Wilmhelm”.

En anden af mine gamle venner, var Ellen, som også tjente i København. Hende så jeg tit, og da jeg var blevet forlovet, var vi på besøg i hendes hjem i Sundbylille og hilse på Familien Nielsen. Faderen var nu død, men Clara var hjemme, og 2 af brødrene, nemlig Harald og Børge. Det er jo en Familie jeg har berettet om før, men de var også vigtige, for vi er kommet til fødselsdage i det hjem resten af livet.

I Pauls familie holdt de store fester, som jeg nu også blev inviteret med til. Han havde en Farbror og Tante, Onkel Viggo og Tante Anna, der boede i St. Marcus alle, med 3 sønner, Børge ,Ole og Ib. De holdt nogle gevaldige fester på ”St. Thomas”, og i flere år, var vi altid hos dem nytårsaften. I Frederiksværk boede Pauls Faster Karen og Onkel Alfred, de havde 2 sønner, Jørgen og Mogens.

Det var en meget hjertelig familie, hvor man altid havde det rart sammen, og interesserede sig for hinandens ve og vel, og det familieliv er fortsat med Fætrene og deres koner.

Lejlighed og møbler.

Nu nærmede tiden sig, hvor vi skulle giftes, og se på lejlighed og Møbler. Vi fik et tilbud om at købe et brugt, ”meget fint”, soveværelsesmøblement, det tilhørte Onkel Viggos venner, så vi kunne ikke så godt sige nej. Det var af ”Satin træ”, med indlagte figurer, der var senge, toiletmøbel, klædeskab, servante og natbord. Vi skulle få det for 500 kr. Vi syntes det var for dyrt, men vi købte det, selvom det var godt brugt, det havde tilhørt Balletmesteren Flemming Flints Bedsteforældre.

Det var noget andet med vores helt nye stue. Den købte vi i Griffenfeldtsgade hos Eriksen, den bestod af spisebord med 6 stole, et skab til glas og sølvtøj, en bogreol, en ottoman med skab i den ene ende og 2 lænestole, det var jo meget finere, og vi gav i alt 1400 kr. dengang fik man noget for pengene.

Med hensyn til lejlighed, kunne man ikke bare vælge og vrage. Vi så på nogle stykker med centralvarme, men der var ofte væggetøj, så det skulle vi ikke have. Så fandt vi en i Brønshøj på Præstekærvej, en stor 2 værelses med kamin. Der var en stor entre, stort badeværelse med kar og gasbadeovn, som sad i køkkenet, der også var stort. Den tog vi, og var meget glade for den, på det tidspunkt, var vi ikke klar over hvor kold den var, vi boede der i 23 år. Den lå lige overfor Gartnerstiftelsen, så vi havde en meget fin udsigt. Lejligheden blev gjort i stand, både malet og tapetseret, der var meget herskabeligt, der var franske døre mellem stue og soveværelse.

Jeg sagde min plads op hos Moes til 1. maj, så havde vi lidt tid til at indrette vores hjem, så alt var klar til indflytning. Vi gik så til Pastor Barfod, som havde døbt og konfirmeret mig. Han var Emeritus og var flyttet til Gadevang, hans hus hed ”Sokken”, han ville gerne vie os, men det skulle foregå i vores gamle kirke i Jørlunde, og det blev så fastsat til 26. maj 1934.

Jeg tog så hjem til Sigerslev, hvor jeg syede stuegardiner, brune og beige, meget tykke og til at trække for. I soveværelset, fik vi tynde gule, med orange striber, som jeg havde syet på Fru Moes symaskine på spisestuebordet. Dengang syede man selv flæser på, og det var temmelig svært. Jeg syede også spandgardiner til dørene og til køkkenet, det var i det hele taget svært at sy i tyndt stof, og de var heller ikke rigtige i længden første gang. Så tog jeg til København igen, og boede hos mine Svigerforældre, vi ordnede lejligheden helt færdig, og købte varer ind hos Købmanden, og så blev jeg kørt hjem til Sigerslev, dagen før brylluppet.

Bryllup.

På selve dagen, henad eftermiddagen, iførte jeg mig så mit skrud, Lyseblå kjole med flæseærmer og hele nederdelen også med flæser, Hjertys Mor, Fru Wassmann havde syet kjolen, Paul ankom i Citydress. Vi havde anskaffet os noget der kunne bruges som selskabstøj bagefter, og jeg havde sølvsko på.

Vi kørte så til Jørlunde Kirke for at blive gift, vi fulgtes ad op ad kirkegulvet, det gjorde man på landet! Vores familie og venner var til stede i kirken, da vi kom, og det hele var meget stemningsfuldt.

Min Søster hulkede, som hun gjorde ved kirkelige handlinger, så Paul sagde, da vi gik ned ad kirkegulvet: ”Dora tog sig det vel nok nær, hva’”.

Da højtideligheden var forbi, tog alle til Sigerslevvester, og mine forældre holdt et stort bryllup for os, med kogekone og det hele. Pastor Barfod var selvfølgelig også med, og det var min Svigerfar noget betænkelig ved, han var vist bange for, at det skulle trykke stemningen, men han fandt hurtig ud af, at Pastor Barfod var et rigtig selskabsmenneske.

Det var lyst, da vi kørte til vores hjem i Brønshøj, det havde været en dejlig dag, kogekonen, som hed Petra, havde pakket en madkurv til os, med brød, smør, pålæg og en hel lagkage, vi skulle ikke sulte om søndagen. Da vi tog fra Sigerslev, var alle ude og sende os afsted. Bilen skramlede noget, for der var bundet dåser og sko bag på, så da vi nåede Frederikssund, måtte vi ud og klippe det af, men de havde da fornøjelsen i Sigerslev, og vi selv også selvfølgelig.

En ting jeg ikke må undlade at fortælle var, da vi trådte ind i kirken, var der pyntet med blomster overalt og jeg kunne ikke forstå, at man gjorde det, når vi ikke boede der mere, men da vi gik ned af kirkegulvet, sad der to af mine gamle skolekammerater, som havde læst om brylluppet i avisen. De havde så været oppe og pynte, det var en meget sød tanke, jeg havde ikke set dem i flere år. Vi fik talt lidt sammen bagefter, og de blev inviteret til andendagsgilde om mandagen, hvor der også kom flere naboer, som havde givet blomster.

Vi fik mange dejlige gaver, såsom sølvtøj, krystal, duge og malerier. Af mine Svigerforældre fik vi et Boucle gulvtæppe til stuen, og sølvtøj af Leif og hans forældre, som snart kom og besøgte os i Brønshøj. Der var også flere her fra København af bekendte, som havde sendt en opmærksomhed, og dem havde vi til aftenkaffe med bl.a. lagkager, som jeg selv bagte. Vi havde mange gæster den første tid, det var jo morsomt at kunne vise dem vores fine nye hjem.

Som nygift.

Der kom mange hos os, både familie og venner, og det var meget hyggeligt, dengang kom man bare af sig selv, og vi besøgte jo også dem, uden at sende bud, vi havde ingen telefon før 8-9 år senere. Vi havde altid kaffe og hjemmebagt kage i huset, men jeg husker ikke at vi altid havde øl hjemme, det brugte man ikke så meget som nu.

Dengang fik vi sendt morgenbrød ned fra Dampbageren, på hjørnet af Holcks plads og Frederikssundsvej, det bestod af 3 snegle, 1 til mig og 2 til Paul. Vi havde Ismejeri i stuen til højre, ”Munks”, og til venstre under os, lå der en købmand, der hed Greiffenberg. Når vi skulle have kød og pålæg, handlede vi på Frederikssundsvej, de første år, hos Scharling og senere hos Fischer, som lå nærmere, og hvor man aldrig følte sig snydt. Overfor lå Max, som havde salater og ost. Senere hentede Paul morgenbrød hos ”Munks”, som fik det fra Georg Jensen nær Nørrebro station. Han kunne holde øje med, hvornår ”Georgs” kom, fra vore vinduer. Frisk bagerbrød betød meget for Paul, han var vokset op med en Morfar der var Bagermester, og af samme grund kunne jeg heller ikke glæde ham synderligt med hjemmebagte kager, han ville faktisk hellere have bagerbrød.

I den første sommerferie i vort ægteskab, kørte vi en tur til Fyn i vores lille 2 personers bil, vi besøgte min Faster og Onkel i Nyborg, og min Kusine i Hesselager. Vi så også den gamle Lillebæltsbro blive til, idet vi havde lejet en robåd og sejlede ud og oplevede at se en af sænkekasserne ”vende”. Det var en stor attraktion, og vi lå derude det meste af en dag, for at vente på det store øjeblik, som vi filmede. Vi havde ikke mad med, så jeg husker mest, hvor sulten og småsur jeg blev, efterhånden som dagen skred frem.

I sommeren 1936, var vi på ferie i Tyskland i 10 dage sammen med mine Svigerforældre. Vi kørte den såkaldte Rhintur i deres Chrysler, men desværre skete der et uheld med kølervæsken, i en lille by, der hed Padder Born, hvor vi tilbragte en hel dag og nat. Det var en meget kedelig by, hvor der intet var at foretage sig, og det var svært at få folk til at arbejde, da der havde været Skyttefest dagen før. Men den blev da i orden, og kørte fint resten af turen.

Det var en flot tur, og jeg var meget betaget af bjergene og naturen i det hele taget. Man talte på det tidspunkt om Hitler, og der var billeder af ham overalt. Tyskerne sagde: Han var ikke et almindeligt menneske, han var sendt af Gud! På mange butiksdøre stod der: Her ønskes ikke Jøder! Men befolkningen var meget gæstfrie og venlige, hvor vi kom frem. Min Svigermors forældre var Tyskere, så hun klarede fint sproget, og det var en stor fordel for betjeningen.

Børn.

Sommeren efter, skete der noget af det mest betydningsfulde i mit liv, vi fik en datter, som kom til at hedde Inger. Hun kom til verden d. 24. maj 1937, og var meget velkommen både af forældrene og familie, at det var en pige, var et ekstra plus, da der i generationen før, var bar drenge.

Otte år efter fik vi en Søn, han blev født d. 27. september 1945. Han kom til at hedde Jørgen, af familien kaldet Buller, han var bestemt lige så velkommen. Så nu var målet fuldt.

Min fortælling slutter her, men jeg må sige, at det har været mig en stor fornøjelse at genopleve og skrive om den meget vigtige del af mit liv.

Agnete Hamann Endrup vej 1993.